Interview

Sex, skyld og skam i kristendom: ”Når seksualiteten udfolder sig næstekærligt, er der aldrig noget i vejen med den”

Hvis man ruster sine børn i alle livets intense følelser, vil de også være klar til at navigere i en kompleks seksualitet, når den begynder at vågne. Sex er blufærdigt, men ikke noget man skal skamme sig over - kristen eller ej, mener præst og sexolog Benedikte Vejlby Baggesgaard. Foto: Cottonbro/Pexels

Mange religiøse kristne føler ofte skyld og skam i forbindelse med deres seksualitet. Men sådan bør det ikke være, mener sexolog og præst Benedikte Vejlby Baggesgaard, for lyst og begær er også tænkt som en gave fra Gud

”Der lurer et øje i det høje”. Sådan sang sangerinden Trille tilbage i 1970 på primetime-tv. Sangen handlede om, hvor svært det kan være at slippe lysten og begæret fri, for selv når man er i enerum, kan det føles, som om nogen holder øje. Gud er med andre ord svær at få smidt ud af sengen. Modtagelsen af Trilles optræden var blandet – for nogle repræsenterede hun en kærkommen, tabunedbrydende stemme - for andre var hendes budskab foragteligt.

Tabu eller ej, så er seksualiteten helt og aldeles menneskelig, men hvordan man handler på den, er både op til lysten og ikke mindst fornuften i det enkelte menneske. Religiøse skrifter har i flere tusinde år bidraget til styringen af denne fornuft, og Bibelen er ingen undtagelse. Her udstikkes en række regler og normer for, hvordan man skal være et godt menneske. Men hver enkel fortolkning af skriften er også begrænset af mennesket, der læser, mener Benedikte Vejlby Baggesgaard, der både er præst og uddannet sexolog.

Sexologi og teologi vil sjældent betragtes som en uddannelsespakke, der forklarer sig selv, men for Benedikte Vejlby Baggesgaard har det været en gave til hendes præsteembede at kende til begge grene. Med årene har de viklet sig ind i hinanden og er blevet til én gådefuld sammensmeltning, der drejer sig om inderlighed – det, der foregår i menneskets indre, men som også indebærer lidenskab. Denne lidenskab er en glædelig gave, men for mange kan den føles som en fjende, fortæller hun:

”Bibelen giver os ikke noget svar på, hvordan vi skal leve og ej heller, hvordan vi skal have sex. De forbud, der findes i Bibelen, tror jeg derfor heller ikke på, at vi skal tage bogstaveligt. Men alligevel møder jeg mange kristne, som kæmper med deres seksualitet, fordi de har lært at føle skam omkring begæret. Det er et problem, som er vanskeligt at komme til livs,” forklarer hun.

Mange lærer at læse Bibelen som en slags lovtekst, og da vil man ganske rigtigt bemærke, at Moselovene langt fra er erotiske noveller, og at Jesus heller ikke ligefrem prioriterede seksualundervisning. Og så er der fortællingen om Onan, som spildte sæden, da han ikke ønskede at befrugte ægget til sin afdøde brors enke (Det Gamle Testamente, Første Mosebog kapitel 38 vers 9-10). Af mange religiøse kristne er Onans handlinger blevet betragtet som hor, også kaldet selvbesmittelse. Onan har senere lagt navn til ensomhedens seksualagt, onani, men for Benedikte Vejlby Baggesgaard handler fortællingen om noget ganske andet:

”I bund og grund handler fortællingen slet ikke om onani, men om slægtens videreførelse som ikke opnås, da Onan spilder sæden. Reproduktionen er altså det centrale i fortællingen. Hvis man søger en lov i denne tekst, så er det altså ikke et forbud mod onani. Fortællingen om Onan er et klassisk eksempel på, hvor stor en overfortolkning kirkehistorien har gjort på fortællinger for at få dem til at passe ind i sin egen seksualmoral,” mener hun.

Når forbud spænder ben for kærligheden
Sådanne forbud i forbindelse med seksualitet, som fortællingen om Onan eksempelvis synes at have afledt, kan lukke lidenskaben inde i et skammekammer, hvor den undertrykkes og fordømmes. Følelserne bliver som regel ikke mindre af forbud og skam men kan derimod trænge sig på via andre udtryk, såsom vrede, afmagt og frustration. Derfor betragter Benedikte Vejlby Baggesgaard det som en af sine mærkesager at komme skammen til livs hos par og enkelte mennesker, så lidenskaben igen kan udfolde sig og give næring til livet og parforholdet - men det er svært:

”Det tager ofte lige så lang tid at blive kvit med normerne omkring seksualitet, som det tager at inkorporere dem. Seksualmoralen har det nemlig med at bore sig fast i den enkelte, og det kan gøre livet svært. Selv når eksempelvis et ægteskab er indgået, og det faktisk er tilladt at have sex i selv den strengeste optik, så kan skammen være så tyngede og svær at fravriste, at et samleje næsten ikke kan gennemføres,” fortæller Benedikte Vejlby Baggesgaard.

Når hun holder foredrag og har sjælesorgsamtaler, hvor spørgsmål omkring seksualitet trænger sig på, går hun altid tilbage til det sted, hvorfra normerne udgår, nemlig skabelsesberetningen. Ved at pege på mulighederne fremfor begrænsningerne i denne tekst, kan man tale om de skamfulde følelser på en fornuftig måde, fremfor at fordømme den.

Selvom skabelsesberetningen mange gange er blevet fortolket som det sted, hvor der blev sat lighedstegn mellem begær og synd, handler den i Benedikte Vejlby Baggesgaards øjne ikke om sex, men om kundskabens træ:

”Ganske rigtigt faldt mennesket fra legemets ubekymrede tilstand til bevidstheden og leden ved at kende til godt og ondt i verden, men der er altså intet, der peger på, at fortællingen handler om sex og forbud mod sex. Tværtimod er det værd at bemærke, at Adam og Eva dansede nøgne rundt i Edens have – noget peger altså på, at seksualiteten også her vises som noget, der er skabt og villet af Gud.”

Man må ruste sine børn til at turde mærke livet
Men med syndefaldet indtræder også blufærdigheden, og denne behøver ikke at betragtes som nogen dårlig følelse, forklarer hun. Den minder os om, at der i seksualiteten også vågner noget inderligt og privat, som på ingen måder skal fordømmes eller for den sags skyld undertrygges. Et sådant syn kan sagtens forenes med en dyb, kristen religiøsitet:

”Selvfølgelig skal seksualiteten, ligesom alle andre følelser i mennesket, begrænses og til en vis grad styres, men alt hvad der foregår mellem frie, voksne mennesker på et næstekærligt grundlag, er der absolut intet i vejen med,” mener Benedikte Vejlby Baggesgaard.

Som mor til fire børn og to bonusbørn har hun selv set seksualiteten vågne i et menneske flere gange. Samtalen om sex er ikke nødvendigvis let at tage med sine børn, men der findes mange måder, hvorpå man kan lære sine børn, at følelserne er naturlige og skal have en plads i livet, hvor de nærer mennesket fremfor at nedbryde det. Det, tror Benedikte Vejlby Baggesgaard, sker gennem alle mulige andre grene af opdragelsen, som ikke nødvendigvis handler om sex:

”Jeg tror på, at en god seksualopdragelse går ud på at ruste sine børn til at tage vare på deres seksualitet, når den vågner. Det gør man ved at tage vare om sine børn i alle livets følelser. Hvis et barn bliver mødt med, at svære følelser såsom vrede, frustration og irritation er forkerte, vil det også være svært at byde seksualiteten velkommen og få et naturligt forhold til den. Derfor er det så vigtigt at opdrage individer til at turde mærke livet, inderligheden og alle de stærke følelser der følger med det, at være menneske.”