Indføring

Shema - den jødiske trosbekendelse

Ultraortodokse jødiske mænd er samlet ved Grædemuren i Jerusalem for at deltage i bøn under den jødiske påske. Hver dag samles jøder ved Grædemuren for at bede "shema" sammen. Foto: Bernat Armangue/AP/Ritzau Scanpix

Den jødiske trosbekendelse, "shema," er en central del af jødedommen og fungerer som morgen- og aftenbøn, hvor det jødiske folk kalder på Guds opmærksomhed

Shema er et hebraisk ord og betyder ”hør”. Med dette ord indledes den daglige bøn enten hjemme eller i synagogen. Shema-bønnen er nøglen til at forstå nogle af de grundlæggende principper i jødedommen.

Shema i gudstjenesten

Shema, den jødiske trosbekendelse finder vi 5. Mosebog kapitel 6,4–9:

Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte.

Til den hele Shema-bøn eller bekendelse hører også to andre tekststykker, nemlig 5. Mosebog kapitel 11,13-21, der fortæller om løfterne om den belønning, man får for at overholde loven og straffen for at overtræde den - og så 4. Mosebog kapitel 15, 37-41, der fremhæver betydningen af at følge Guds love og minder de bedende om Guds udfrielse af folket fra Egypten.

Helt fra persisk tid (omkring 540 til 333 f.Kr.) har Shema været i brug ved morgengudstjenesten i templet. Efterhånden blev synagogerne til - dels som samlingssted for jøderne i diasporaen, altå uden for Israel, dels også i de israelitiske byer.

Shema reciteres både morgen og aften, "når du går i seng, og når du står op." Ved morgenbønnen indledes med en tak for lysets frembrud og en lovprisning af Gud som skaberen. Ved aftenbønnen indledes med en tak til Gud for den kærlighed, som Gud har vist ved at åbenbare sig på Sinaj bjerg.

Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én

Bent Melchior, tidligere overrabbiner i København, fortæller at Shema er blevet et nøglebegreb til alt grundlæggende i jødedommen:

”Shema repræsenterer igennem alle generationer jødedommens bomærke og dens trosbekendelse. Her proklameres den grundlæggende sandhed om Guds enhed. Derefter fastslås de grundlæggende pligter, der baseres på denne sandhed, hvilket vil sige jødens fuldkomne hengivenhed til Gud”.

Bekendelsen begynder med et ”hør!”, et kald til opmærksomhed. Da gælder det om at lytte, for så tales der til Israel som et folk. Det indskærpes, at Gud er én, og det vil sige, at folket må kun dyrke Gud Herren. Altså svarer det til, hvad der står i det første af de 10 bud, 2. Mosebog kap 20.

Forholdet mellem Gud Herren og folket er et pagtsforhold, hvor Gud Herren har udvalgt det israelitiske folk og vil være dets Gud. Omvendt skal folket elske Gud Herren. Når det i Shema hedder, at man skal elske Gud ”af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sin styrke”, så drejer det sig om følelsen. Folket skal hengive sig helt og holdent til Gud Herren. For sagen er, at han elskede folket først, nemlig ved at udfri dem fra slaveriet i Egypten og give dem Kanaans land. Derfor kan folket ikke andet end at elske ham.

De enkelte bud: "Disse ord som jeg i dag befaler dig," er den jødiske lovs, Toraens enkelte bud, som udspringer af kærligheden til Gud Herren.

Husk disse ord

Indtrængende fortsætter bønnen der med en opfordring til at huske denne bekendelse. Det skal ske både med følelse og vilje: Det skal "lægge dig på sinde." Bekendelsen skal altså gives videre fra generation til generation og daglig gentages enten hjemme eller i synagogen morgen og aften.

Men skal den sidste opfordring om at binde ordene om armen og sætte dem på panden så opfattes bogstaveligt?

Efter bar mitzvah (den jødiske konfirmation) er man forpligtet til at binde de såkaldte tefillin, altså bederemme, hver morgen og læse Shema. Et sæt tefillin består af to dele: En rem til armen og en rem til hovedet. På begge disse remme er der fastgjort en lille sort kapsel eller boks, som er inddelt i rum, hvor de tre tidligere nævnte tekster, som siges i morgen- og aftenbønnen, ligger skrevet på bittesmå pergamentruller.

Kapslen, der er bundet på venstre arm, er symbolsk ud for hjertet. Og pandekapslen ud for hjernen. På denne står udvendigt det hebraiske bogstav S, det hebraiske bogstav "sin," som står for Gud Shaddaj, altså "Gud den Almægtige”. I øvrigt skal remmene bindes i en bestemt rækkefølge og i et bestemt mønster, hvilket læres i forberedelsen til bar mitzvah.

og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte. Dette praktiseres i de fleste jødiske hjem, idet man ved indgangen på den højre dørstolpe sætter en kapsel - en såkaldt "mezuzah." Ordet mezuzah betyder netop dørstolpe. ”Mezuzahen” indeholder citatet fra 5. Mosebog kap. 6, 4-9. Sådan mindes man om bekendelsens indhold hver gang, man træder ind i det jødiske hjem.

Litt.: Gads danske Bibelleksikon. Bent Melchior: Jødedommen – en tekstcollage. Richard Damm: Israels religion

En indisk jøde er her fotograferet med en "tefillin" i panden og et bedesjal, mens han deltager i morgenbønnen i en synagoge i Mumbai. Foto: Indranil Mukherjee/AP/Ritzau Scanpix