Indføring

Sikh Ungdom fejrer et års fødselsdag

Pardeep Singh fra Sikh Ungdom binder en turban på en lille dreng til gadefesten Smag Verden i København, hvor mere end 20.000 mennesker deltog i 2014. Foto: Sikh Ungdom

I løbet af det år den dansk-indiske ungdomsforening Sikh Ungdom har eksisteret, har de afholdt ugentlige aktiviteter for Danmarks lille minoritet af sikher og været i landsdækkende medier flere gange, skriver formanden for Sikh Ungdom Satnam Singh

Den 25. september 2013 mødtes en lille gruppe på ti unge sikher i et mødelokale i Gladsaxe Kulturhus. Formålet var at diskutere, hvorfor der var så lidt entusiasme, sammenhold og aktiviteter blandt Danmarks lille minoritet af unge sikher. Efter at have diskuteret et generelt manglende fællesskab og organisering blandt Danmarks unge sikher, besluttede de sig for at oprette foreningen Sikh Ungdom. På søndag samles de igen for at fejre foreningens ét års fødselsdag.

Danmarks sikher – en synlig og usynlig minoritet

De første indiske sikher kom til Danmark i 1970’erne, og siden 1980’erne har der været et tempel (kaldet Gurdwara) i Vanløse, lidt uden for København. Der findes ikke officielle tal på, hvor mange sikher der bor i Danmark, men det skønnes, at der er mellem 1000-2000 sikher, primært bosat i hovedstadsområdet. Mandlige sikher er især synlige i gadebilledet med deres lange skæg og prangende og farverige turbanner. På trods af snart et halvt århundredes tilstedeværelse af sikher i Danmark, har der aldrig været et systematisk forsøg på at samle unge sikher i et fællesskab, der har til formål at lære de unge om deres religion i en dansk kontekst. I dette lys har det foregående år været skelsættende for sikhernes historie i Danmark. Hvor ungdommen tidligere kun sporadisk og løst har afholdt fælles ungdomsarrangementer, så har Sikh Ungdom afholdt mere end 18 arrangementer i løbet af sit første år. Disse aktiviteter dækker alt lige fra offentlig turbanbinding på Rådhuspladsen, ugentligt sprog- og musikundervisning til temadage, der sætter fokus på sikhernes historie, traditioner, filosofi og praksis.

Sikh Ungdom har sat sikherne på Danmarkskortet

Udfordringer har der dog også været mange af, og foreningen lærer løbende af sine fejl og erfaringer.

Vores medlemmer er meget forskellige. Nogle er meget religiøse og praktiserende, mens andre ikke er det. Vi vil gerne gøre plads til alle, men det kan være svært, at finde en balance i hvilke aktiviteter vi skal lave, da vi skal kunne tiltrække alle slags sikher. Derudover er der i Danmark et exceptionelt stort fokus på kristendommen, jødedommen og islam, hvorfor de indiske religioner ofte har svært ved at komme i betragtning. Vi prøver dog at gøre opmærksom på os selv, men det har været svært at komme igennem i forskelige tværreligiøse fora – dels fordi de fleste er oprettet med formålet at skabe fred og tolerance mellem kristendom jødedom og islam, og dels fordi der stadig er mange, der ikke ved, hvad sikhisme er.

Selvom det selvfølgelig er en subjektiv holdning, så føler vi, at vi har været med til at udbrede kendskabet til sikher, og hvem vi er. Her i de seneste 2-3 måneder alene har vi fået forskellige tilbud om at blive del af større danske foreningsnetværk, ligesom andre foreninger spørger os til råds om, hvordan de kan blive bedre til at forbedre deres aktiviteter. Derudover har vi været i landsdækkende medier mere end fem gange, på både tv, radio og forskellige internetplatforme. Det er altså ret stort, når man tænker på, vi er uerfarne og kun har eksisteret i under et år. Vi glæder os enormt til at se, hvad næste år har at byde på.

Satnam Singh er formand for Sikh Ungdom