Indføring

De fem stadier på den spirituelle rejse i sikhismen

I sikhismen forstås frelse ikke som en tilstand, som opnås efter døden, men er en oplevelse og en sindstilstand, som kan erfares i dette liv. Frelse bør derfor forstås som frigørelse, opnåelse af spirituel oplysning og forbindelse til den guddommelige enhed. Foto: Varun Gaba/Unsplash

Ethvert menneske har potentialet til at opnå frigørelse i sit liv ifølge sikhismen. Den spirituelle rejse er beskrevet ved fem stadier, hvor mennesket undervejs frigøres fra sit ego og opnår forbindelse til den guddommelige énhed.

I Japji Sahib, den første hymne i Guru Granth Sahib, beskrives fem stadier på den spirituelle rejse. Denne hymne reciteres af sikher hver morgen og indeholder essensens af den samlede helligbog på 1430 sider. Hymnen er forfattet af Guru Nanak, sikhernes første guru, i 1500-tallet og består af 40 poetiske vers.

De sidste vers omhandler og beskriver de fem stadier til frigørelse. Disse fem stadier kan fortolkes som stadier i den spirituelle udvikling, hvor mennesket søger at opnå forbindelse til Gud og at blive et med det guddommelige lys.

De fem stadier kaldes panj khand, hvor panj betyder fem og khand kan oversættes som stadie eller sfære.

De fem stadier
Det første stadie er dharam khand, hvilket kan fortolkes som pligten og handlingens stadie. Pligten og handlingen opstår fra en moralsk bevidsthed, som knytter sig til den menneskelige bevidsthed om en naturlig retfærdighed, harmoni og orden. Dette bygger på et paradigmeskift i menneskets opfattelse af sig selv og en ny forståelse af jeget og egoet.

I dette stadie opnår mennesket en forståelse af verden, hvor man ikke længere blot er en betragter af verden, men begynder at indse sit tilhørsforhold til den omkringliggende verden og ens pligt og handlinger i dette perspektiv.

Det andet stadie er gian khand, hvilket kan oversættes som stadiet af viden eller bevidsthed. I dette stadie bliver mennesket bevidst om universet og dens mystiske eksistens. Gennem beundring af skabelsen og universet erkender mennesket Gud og Guds uendelighed, hvor individets eksistens ikke længere centrerer om sig selv.

Denne viden eller bevidsthed er ikke kun intellektuel og sanselig, men nærmere en intuitiv og spirituel bevidsthed, der udvider menneskets horisont, hvor universets storhed opleves. I dette stadie begynder menneskets ego at forsvinde i beundring af universet.

Det tredje stadie er saram khand, hvilket kan oversættes som stadiet af anstrengelse. Dette stadie refererer til handling og disciplin rettet mod det indre og sindet. Med inspiration fra det andet stadie vil individet nu udøve større selvkontrol og efterleve moralske principper og værdier.

Med tålmodighed og ydmyghed vil individet dirigere sit potentiale mod sin spirituelle progression, så man ikke falder tilbage i et stadie, hvor man igen lever ud fra sit eget ego og fastholdes i den materialistiske verden.

Det fjerde stadie er karam khand, hvilket kan oversættes som stadiet af nåde. I dette stadie opnår mennesket Guds nåde og transcenderer væk fra en dualistisk verdensforståelse. I dette stadie forstår mennesket endelig sin rolle i denne verden og indser, hvorledes alt sker i Guds vilje. Dette skal ikke forstås som en personificeret Gud, der regerer over hele universet, men nærmere en guddommelig vilje, da det guddommelige lys gennemstrømmer alt.

I dette stadie opfatter individet sig ikke som forskellig fra det guddommelige lys. Man indser, at egoet er en illusion, og at man altid har været en del af den guddommelige énhed. I dette stadie er individet dermed transcenderet fra sit eget jeg, og sindet er oplyst.

Det femte stadie er sach khand, hvilket kan fortolkes som sandhedens stadie. I dette stadie er Gud altid til stede. Dette stadie er ikke et sted, men en sindstilstand, hvor mennesket har opnået forbindelse og tilknytning til Gud. I dette stadie er Gud og den hengivne knyttet sammen i harmoni. Mennesket erfarer dermed det guddommelige lys i dette stadie. Dette stadie kan ikke beskrives, men kun opleves.

Frigørelse i sikhismen
I sikhismen forstås frelse altså ikke som en tilstand, som opnås efter døden, men er en oplevelse og en sindstilstand, som kan erfares i dette liv. I dette stadie er man forenet med Gud, hvor mennesket har givet slip på sin tilknytning til egoet og den materialistiske verden. Frelse bør derfor forstås som frigørelse, opnåelse af spirituel oplysning og forbindelse til den guddommelige enhed.

At opnå frigørelse er muligt for ethvert menneske ifølge sikhismen, men det kræver Guds nåde og en spirituel disciplin gennem et etisk funderet liv.

I denne tilstand lever individet dermed ikke for sine egne behov, men lever i en konstant tilstand af harmoni, tilfredshed og beundring af det guddommelige. Individet lever for sine omgivelsers velbefindende og ser det guddommelige lys i alle mennesker. Denne tilstand er også blevet beskrevet som jivan-mukta, hvilket kan oversættes som ”levende frigjort”.