Indføring

Sikhernes evige guru er en hellig bog

Hver musikalsk stilart i helligskriftet er udviklet ud fra en hensigt om at vække en følelse i lytteren eksempelvis sorg, lykke, glæde, håb, optimisme og længsel. Hymnernes formål er nemlig ikke at give en filosofisk udlægning af eksempelvis Guds natur. Formålet er derimod at vække en følelse og reaktion i lytteren, for at føle Guds nærvær på egen krop, eller at få lytteren til at reflektere over eget liv og gerninger. Foto: Wiki Commons

Sikher bruger deres hellige bog som en eviggyldig, spirituel vejleder. I praksis betyder det, at musik og poesi vejleder sikher i deres daglige og spirituelle gøremål

Som sikh får man sin åndelige vejledning gennem "Guru Granth Sahib", der både er et helligt skrift og en guru. Skriftsamlingen Guru Granth Sahib består af tusindvis af poetiske tekster, som bruger musikken til at ramme menneskenes hjerter med etik, der siges at stamme fra det guddommelige.

"Guru Granth Sahib" udgør 1430 sider. Helligskriftet er forfattet på en lang række sprog, herunder punjabi, hindi, persisk, sanskrit, rajastani og braj. Alle disse sprog er kendte på det indiske sub-kontinent, hvor sikhismen udspringer fra. Hymnerne i "Guru Granth Sahib" kaldes for Gurbani (”Guruens tale”) og omhandler sjælens længsel efter det guddommelige, menneskets styrker og svagheder i verden, samt de udfordringer, man møder på den spirituelle vej.

Gurbani viser sikherne vejen til at bryde fri af reinkarnationscyklussen og finde fred i sig selv i en verden præget af konflikt, stress og udfordringer.

Poesien som vej til oplysning og fællesskab

"Guru Granth Sahib" er skrevet på rim hele vejen igennem. Poesien spiller en vigtig rolle for at gøre indtryk på læseren, og hymnerne er fyldt med metaforer, der bidrager til at formidle menneskets forhold til det guddommelige såvel som de moralske dilemmaer i dagligdagen.

For at forenkle de teologiske standpunkter relaterer mange metaforer til dagligdagen. Følgende hymne eksemplificerer menneskehedens diversitet og viser, hvordan Gud elsker og tager sig af alle på trods af religiøse, etniske og sociale forskelligheder:

'Der er en have, hvori forskellige planter blomstrer. De bærer alle nektar som deres frugt. Reflekter over dette, O vise mand, således at du opnår visdom! Hele vejen rundt om haven er der vandpytter af gift, men inden for havens arealer er der hellig nektar, O søskende i troen! Der er kun én gartner, som tager sig af haven og han varetager samtlige planters behov. Gartneren alene planter blomster og lader dem blomstre. De bærer alle frugt, - ingen er efterladt uden frugter!….’

Hymnen fortæller endvidere, at alle mennesker er udfordret (omringet) af de samme problemer (den farlige gift) og at vi derfor har mere tilfælles, end vi går og tror. Alle mennesker er givet frugter, det vil sige alle mennesker er givet mulighed og potentiale til at opnå frelse og lykke. Ingen mennesker er således dømt til evigt helvede og fortabelse udelukkende på baggrund af, hvem de er eller hvilken religion, de er født ind i.

Alle religiøse kan finde vejen til Gud
Sikher anser hymnerne som åbenbaringer fra Gud. Åbenbaringerne er givet til en lang række personligheder fra 1200-1600 tallet. Størstedelen af hymnerne stammer fra sikhernes guruer, men en stor del også fra ikke-sikhiske musikere, poeter og mystikere. De hymner kaldes samlet "Bhagat Bani", der betyder disciplenes åbenbaringer. De omtalte disciple havde baggrunde i både sufisme og hinduisme og kom fra forskellige kaster, det vil sige klasser i det indiske samfund. På den måde viser åbenbaringerne, at ikke kun sikher sidder inde med sandheden, men at andre religiøse og mennesker fra andre samfundslag også har adgang til at finde sandheden.

I den sikhiske tradition beskrives Guru Granth Sahib i metaforiske vendinger som en hofsal, hvor disciple, musikere, guruer og poeter af forskellige religioner og kaster står samlet og ligestillede foran den ene Gud i fælles lovprisning.

Musik kan vække sjælen
Selvom "Guru Granth Sahib" består af 1430 siders tekst, så er helligskriftet ikke inddelt i kapitler, som separerer de forskellige afsnit fra hinanden. Teksterne er nemlig ikke en bog i klassisk forstand, som man læser fra ende til anden. Helligskriftet er inddelt i såkaldte raagaer, som er stilarter inden for klassisk indisk musik.

Hver musikalsk stilart er udviklet ud fra en hensigt om at vække en følelse i lytteren. Det kan være sorg, lykke, glæde, håb, optimisme og længsel. Hymnernes formål er ikke at give en filosofisk udlægning af eksempelvis Guds natur, men at vække en følelse og reaktion i lytteren, for at føle Guds nærvær på egen krop eller få lytteren til at reflektere over eget liv og gerninger.

Musik siges at være vejen til menneskets sjæl, og derfor er helligskriften inddelt i musikalske stilarter frem for kapitler.

De musikalske stilarter understreger, at sikhismens grundlæggere havde større interesse i at teksternes formål var at skabe følelser, oplevelser og refleksioner hos mennesket, frem for blot at være en bog, som man mekanisk læser i.