Indføring

Sikhismen er en religion uden leveregler

Ifølge sikhismen har mennesket behov for spirituel vækkelse, men det er ikke lige til. Sikhernes turban er et krav til de mandlige medlemmer og er forbundet med kravet om, at sikherne ikke må klippe deres hår. Kvinderne kan vælge at bære en turban, men dette er ikke et krav. Foto: Mukesh Gupta/Reuters/Ritzau Scanpix

Sikhismen er en religion, hvor leveregler ikke er i fokus. Derimod sætter sikhismen individet fri til at reflektere over og fortolke moralske principper i hverdagen.

Sikhismens filosofi og verdensforståelse bygger på lærdommen i sikhernes helligbog Guru Granth Sahib, som indeholder åbenbaringer fra seks sikh-guruer, samt mystikere fra sufi-islam og bhakti-traditionen i hinduismen. Læren fra Guru Granth Sahib kaldes Gurbani, hvilket betyder ”Guruens tale”.

Guru Granth Sahib er ikke en regelbog, men er derimod en samling af poetiske tekster, som har til formål at få mennesket til at reflektere over sin spiritualitet i dagligdagen og derved opnå forbindelse til den guddommelige enhed.

Behovet for spirituel vækkelse og de fem tyve
For at forstå hvorfor sikhismen ikke har leveregler i bogstavelig forstand, må man dykke ned i sikhismens filosofi og verdensforståelse, herunder forståelsen om menneskets tilstand i verden.

Ifølge sikhismen har mennesket behov for spirituel vækkelse, da mennesket lever i illusionernes slør og derfor fastholdes i den materielle verden. I sikhismen kaldes det illusoriske slør for ”maya”, hvilket forhindrer mennesket i at hellige sig en spirituel levevis.

Det er ikke ligetil for mennesket at befri sig for det illusoriske slørs greb, da det lader mennesket opbygge et ego, hvilket kaldes ”hau-mai” og kan oversættes som ”jeg, mig selv”. Egoet afholder mennesket fra at gennemskue dets tilknytning til den materielle verden og forhindrer det dermed fra at realisere dets ypperste forbindelse til det guddommelige.

For at få bugt med denne tilstand må mennesket først bryde sig fri af kroppens begrænsninger. Kroppen er underlagt de ”fem tyve”, der ses som forhindringer på den spirituelle vej.

De fem tyve er kategoriseret som egoisme, tilknytning, grådighed, vrede, og begær. Disse fem tilsammen blokerer menneskets vej, og sikhen arbejder på at kunne beherske disse fem tyve og gøre sig til herre over dem frem for at være deres slave. Det handler således ikke om at undertrykke dem, men snarere om at overkomme og kontrollere dem.

Gurbani som rettesnor
I sikhismen sættes der ikke fokus på specifikke leveregler, som at man ikke må stjæle eller dræbe, men derimod den bagvedliggende menneskelige natur, som leder til disse handlinger og udfald.

Ved at forstå og reflektere over Gurbani gives individet en rettesnor at følge, hvor det gøres opmærksom på menneskets natur og begrænsninger. Individet arbejder derfor med at kontrollere de fem tyve i sin spirituelle praksis hver dag.

Individet bør dermed arbejde med sit sind og sine tanker for at kunne overkomme den magt, som de fem tyve potentielt kan have. Dermed er sikhismens lære ikke bygget op om regler, men derimod en konstant refleksion over moralske principper i hverdagen, hvorigennem mennesket kan opnå spirituel frigørelse.

De tre principper og fem dyder
Denne praksis understøttes af de tre centrale grundprincipper i sikhismen, som hjælper individet til at bevæge sig mod en højere spirituel praksis. De tre principper er kategoriseret som meditation på Guds navn (naam japna), at leve et ærligt liv (kirat karni) og at dele med andre (vand chakna). Disse principper danner fundamentet for den levepraksis, som sikher tilstræber, og på den måde bliver sikhismens filosofi forankret i ens hverdag.

Dermed bør en sikh konstant meditere på Guds navn gennem recitation, bøn, sang og fokus på den guddommelige enhed. At leve et ærligt liv omfatter en sandfærdig levevis, hvor man skal kunne brødføde sig selv efter ens fysiske og psykiske tilstand og gøre gode handlinger. Dertil bør en sikh altid dele sin indtægt og rigdom med andre, hvortil en sikh aktivt bør deltage i det sociale samfundsliv.

I modsætning til de fem tyve vil en sikh gennem denne reflekterende praksis bestræbe sig på at opnå de ”fem dyder”. De fem dyder er kategoriseret som sandhed, barmhjertighed, tilfredshed, ydmyghed og kærlighed.

Disse fem dyder vil blomstre frem i takt med, at et individ prioriterer en spirituel levepraksis, hvilket vil medføre større kontrol og bevidsthed over både tanker og handlinger.

Dermed står individet frit til at kunne reflektere over og fortolke moralske principper i hverdagen, hvor individet må tage stilling til sine egne handlinger og handle etisk funderet.