Sikhismens grundlægger Guru Nanak var både tænker og samfundskritiker

Guru Nanak er sikhismens grundlægger og ville i år være fyldt 550 år. Han forsøgte at nedbryde sociale skel og ønskede at fremme den sunde fornuft fremfor traditioner og overtro. Foto: Wikimedia Commons

I år fejrer sikher over hele verden sikhismens stifter, Guru Nanaks, 550-års fødselsdag. Denne globale markering skaber samtidig en ny opmærksomhed på Guru Nanak som tænker og samfundskritiker

Det var nok de færreste der havde regnet med, at embedsmanden Nanak (1469-1539) en dag ville stifte en af verdens store religioner, sikhismen. Allerede som barn gjorde han sig bemærket ved at have en stor tørst for viden, en nysgerrighed for verdens sammenhænge og tanker om menneskets plads i verden.

Det komplette menneske
Nanak udvikler et menneskesyn, der er i stærk opposition til de herskende menneskesyn i samtiden. For Nanak er det komplette menneske ikke en munk, der har trukket sig væk fra verdenen, eller en husholderske, der sidder fast i livets hamsterhjul. Nanak betragter derimod det komplette menneske som et spirituelt, samfundsengageret og selvudviklende væsen.

Ifølge dette menneskesyn er mennesket først på vej til at opnå sit fulde potentiale, når det engagerer sig i spirituelle anliggender, deler sin velstand med medmennesker og konstant arbejder på at forbedre sig selv og sine omgivelser. Alt dette skal ske i balance, så et enkelt aspekt ikke overrumler de øvrige. Ifølge Nanak er mennesket en del af naturen, men skal samtidig kunne forstå og kontrollere sine naturlige instinkter såsom vrede, ego og materialisme. Dette skal ske med øje for ens egen udvikling, men også for ens medmennesker og dyrene omkring en.

Sund fornuft og opgøret med traditioner og overtro
For Nanak er fornuften et afgørende element i at skabe fremgang for et samfund, og særligt samfund der er konservative og gennemsyrede af gamle traditioner og overtro. Trusler, straf og ydmygelse er ikke vejen til forandring.

Datidens overtro, myter og traditioner havde slavebundet det indiske samfund og skabt et ulige samfund, hvor kvinder, fattige og lavkaster blev diskrimineret og holdt nede. Nanak mente ikke, at disse undertrykkende praksisser var naturgivne selvfølgeligheder; snarere var det irrationelle praksisser, som mennesker havde skabt og blindt overleveret gennem generationer. Derfor kan mennesker også lave dem om igen.

Nanak brugte logikken og menneskets sunde fornuft til at fremprovokere en ændret adfærd blandt sine medmennesker. På den måde ønskede han, at det var mennesket selv, der via sin tænkning kom frem til, at diskriminerende adfærd var en forældet tankegang, der hørte fortiden til. Nanak afstod således fra trusler og ydmygelser i sit forsøg på at ændre folks adfærd.

Folkekøkkener nedbryder sociale skel
Nanak stod med samme udfordring som mange andre tænkere: Hvordan omdannes gode ideer til praksis, således at ord ikke forbliver tomme ord og aldrig kommer samfundet til gavn?

Nanak var træt af de frelste typer, der havde opnået korrekt indsigt og høje spirituelle stadier, for herefter at trække sig tilbage til bjergene eller klostrene og meditere, afsides fra al civilisation. Nanak ønskede, at gode ideer resulterede i konkret praksis, der kommer andre til gavn. Derfor skal man ifølge Nanak altid udfordre undertrykkende mekanismer i et samfund.

Her igangsatte Nanak en række konkrete initiativer, som havde til formål at understøtte hans tanker om et mere lige og retfærdigt samfund. Bedst kendt er Langar-institutionen, også kendt som folkekøkkenet. I folkekøkkenet sidder alle på gulvet og spiser sammen uanset hvilken religion, køn, kaste og social baggrund man har. På den måde bliver overklassen blandet sammen med underklassen, og ved at dele et måltid bliver der skabt bro på tværs af klasser, religioner og øvrige skel. For hvordan vil du diskriminere en person, når du ved, at du om kort tid igen skal dele et måltid med personen og se pågældende i øjnene?

Nanaks budskab om et lige samfund, hvor alle havde ret til uddannelse og dannelse, kom ligeledes konkret til udtryk i den måde, hans budskab blev overleveret. Han valgte bevidst at nedskrive sine hymner i Gurmukhi-alfabetet, som var et særskilt alfabet, der ikke var kendt af hverken de fattige eller herskende muslimske eller hinduistiske klasser. Dette betød, at samtlige mennesker var analfabeter, når det kom til Nanaks lære. Alle var derfor nødsaget til at studere på de samme skoler, for at lære dette nye alfabet, hvad end man var rig eller fattig. Samtidig kaldte han sine følgere for sikher (elever) frem for disciple. Elever er nemlig nogle, der udspørger og stiller kritiske spørgsmål, frem for blot at være lydige disciple, der blindt adlyder autoriteter og traditionerne iblandt dem.

Nanak i dag
Ved sin død i 1539 havde Nanak tiltrukket titusinder elever. Disse elever skabte en levende bevægelse, der i de efterfølgende århundreder har arbejdet hen imod at skabe en mere retfærdig verden. Da det i år er 550-året for Guru Nanaks fødsel, har sikher verden over således igangsat en lang række initiativer, som har til formål at fremme oplysning og sameksistens i en stadigt mere polariserende verden. Samtidig er sikher i gang med at omsætte Nanaks tanker og løsninger til at konfrontere de problemstillinger, der er fokus på i dag, eksempelvis inden for klima, undertrykkelse af seksuelle minoriteter og indfødtes rettigheder.