Rejsedagbog: På road trip med sorg i bagagen

Skal vi gøre det, vi frygter, fordi sjælen kræver forandring?

Uzma Ahmed (tv.) har efter sin fars nylige død besluttet sig for at gøre 10 ting, hun er bange for. En af dem er at tage på road trip med en gruppe mennesker, hun ikke kender, for på den måde at bearbejde sorgen over at miste. Foto: Privatfoto

Uzma Ahmed har begivet sig ud på en to uger lang rejse med en gruppe mennesker, hun ikke kender, for at bearbejde sin fars død. Denne dagbogsserie i tre afsnit kaster lys over hendes refleksioner undervejs samt de udfordringer, det kan indebære, når man både er muslim, brun og på udebane

Jeg bryder mig ikke om forandringer, de sluger mit perspektiv og får mig til at frygte verden. Sådan er det for tiden, for jeg har fået en overdosis af forandringer. For at komme et nyt sted hen, er jeg hoppet med på et road trip ned igennem Europa i en minibus med syv personer, jeg ikke kender. Med mig tager jeg alt mit mod og sorgen over at miste min far.

Den seneste tid af mit liv har stået på flytning og socialt arbejde under coronatidens distancekrav. Nedskæringer og min følgende arbejdsløshed. Bearbejdelse af indignationen over politidrabet på George Floyd. Og at jeg den 24. juli mistede min far.

Da jeg den 20. august står på toget i Høje Taastrup mod første stop, Flensborg, er jeg nervøs og svimmel. Jeg har deltaget i ét planlægningsmøde forud for en flere uger lang rejse med nogle mennesker, jeg ikke aner hvem er. Det eneste, jeg kunne vurdere, var, at de var nogle søde mennesker. Jeg minder mig selv om, at jeg skal finde tilliden frem. Ikke nemt. Meget provokerende. Men jeg ved, at det er godt at tage afsted.

For da min far døde, blev jeg syg. Jeg fik sår i munden, halsbetændelse og havde feber i en uge. Ingen mad, tale eller gråd. Det farvede mine tanker sorte, og føltes som en organiske nedbrydning, lig den min fars krop, der netop var begravet, også gennemgik. Jeg bad til min Gud om, at få lov til at mærke glæde igen. Inspirationen, jeg blev mødt med, lød på at gribe det og forelske mig i det - livet altså.

Jeg har derfor sat mig for at gøre 10 ting, som jeg er bange for. Det første, jeg har gjort, er at klippe 20 centimeter af mit døde hår af. Det næste er at tage på road trip. Jeg tror, det tæller for mindst tre.

Desuden er det muslimers overbevisning, at sjælen tager på en 40-dages vandring her på jorden, inden den stiger til himmels. På vandringen tager den afsked med de relationer og steder, den har haft kær. Måske er det en god måde at sige farvel på.

Da minibussen er hentet i Flensborg den 21. august, er kursen sat mod Schweiz. Her sætter vores yngste roadtripper Bollywood-filmmusik på for fuld skrue over anlægget. Det passer til vores destination.

Lad mig forklare nærmere: Mange af os, der er med på rejsen, er vokset op med romantiske film fra Bollywood, hvor helten i sit forsøg på at forføre heltinden tager hende med til de smukke bjerglandskaber, hvor han både redder hende fra skurke og besynger hende, i, ja, netop Schweitz. Derfor er det for de fleste af os i bussen en naturlig drømmerejsedestination.

Efter timers kørsel mærker jeg, hvordan musikken vælter os og binder os sammen, efterhånden som vi indtager motorvejen.

Musikken og teksterne åbner også for min sjæls rejse. Især hører jeg én af teksterne gentage sig i mit sind, da jeg kort før toppen af bjerget der Schäfler i Luxemborg bliver svimmel og lader de andre gå videre. Imens jeg sidder stille, kommer skyerne rullende ind over mig, blidt og med solens stråler ind imellem. I hovedet lyder sangen ”Aao baooun challe jannat” (Kom! Fødderne fører os til Paradiset). Jeg mærker en stille accept. En mildnen af min vrede. For hvis Paradiset ser lige så smukt ud som her, er det vel ok at lade min far tage afsted.

Naturen virker som en forstærker, der gør samtalerne med Gud mere klare. Jeg mærker det, for når jeg er ked af det og har lyst til at slå til samtlige af de vindmøller, der står helt stille langs motorvejen, vækker han mig med et tordenvejr og ryster mig lidt. Det er en fin dialog. Jeg mærker glæden i glimt.