Debat

Når mørket banker på, finder jeg lys i de jødiske fællesskaber

Religiøse og kulturelle fællesskaber formår imidlertid ofte at kombinere det intellektuelle og det sanselige på en måde, der gør dem dybt og menneskeligt relevante. Derved kan de ikke alene tænde op for lyset og varmen hos os hver især, men også hjælpe os med at tænde dette lys i andre, mener freelancejournalist Amalie Keren Maarbjerg. Foto: Colourbox

Når mørket for alvor banker på, er det ikke nok med lysterapi-lampen, stearinlys og varme drikke med kanel i. Jeg har også brug for en anden slags lys, og det finder jeg i mine fællesskaber – blandt andet de jødiske, skriver freelancejournalist Amalie Maarbjerg

Det kommer bag på mig hver gang. Altså, naturligvis ved jeg godt, at det bliver både mørkt, koldt og klamt, for det gør det jo trods alt hvert efterår. Jeg ved også godt, at jeg kommer til at flå tæpper og uldsokker ud ad skuffer og skabe som afhang artens overlevelse af det, og at mit forbrug af the, ingefær og vitaminpiller kommer til at stige eksplosivt, ligesom det gjorde sidste år og året før.

Men tyngden i det mørke! Måden, hvorpå det kan omslutte éns humør på, gøre én træt og uoplagt døgnet rundt. Hvordan det kan snige sig ind på ens hverdag og sluge al energi, før man rigtigt når at opdage det. Det overvælder mig hvert år!

Dog kommer jeg også hvert år i tanker om, at det behøver jeg jo faktisk ikke finde mig i. Der er ting, jeg selv kan gøre for at få overskuddet igen. Så tænder jeg stearinlys, propper musik i ørerne og drikker varme ting med kanel i. Jeg cykler ind til indre by i København og ser på lysene og butiksvinduerne, sparker mig selv op i det lokale træningscenter og går på café med veninderne. Jeg graver den gamle lysterapi-lampe frem fra bunden af skabet – for lad os sige det, som det er: Et vist mål af biologi spiller også ind her – og så sidder jeg dér, tyve minutter om dagen, i et klinisk hvidt spotlys og venter på, at min hjerne opdager, det er dag.

I det lange løb er det bare ikke nok. Jeg har også brug for en anden slags lys, når mørket for alvor banker på, og dét finder jeg i mine fællesskaber – blandt andet de jødiske. Jødedommen er i høj grad en fællesskabets og handlingernes religion. Helligdage og shabbat fejres sammen med andre, og de mange regler kaldet mitzvot (der på én gang betyder forpligtelse og god gerning) gør den håndgribelig og insisterende.

Rituelle objekter og den jødiske tradition for historiefortælling har også en betydning for oplevelsen af håndgribelighed. Eksempelvis er den midlertidige hytte, der bruges til sukkot (løvhyttefesten hvor efterårshøsten og israelitternes vandring i ørkenen markeres) typisk hjemmelavet af kanvas, træ eller metal og pyntet med grene og frugter. Ligeledes knytter der sig til fejringen specifikke ritualer.

Med en såkaldt lulav - en buket at palme, pil og myrte - og en citrusfrugt (etrog) ”vinkes” der ved sukkot mod nord, syd, øst og vest som symbol på, at Gud kan findes i alle verdenshjørner. Samtidig er denne fest, som så mange andre jødiske højtider, en anledning til at reflektere over både store spørgsmål og aktuelle tendenser. De jødiske fester og højtider rummer altså både en fysiske/sanselig og en intellektuel dimension, hvorfor de føles vedkommende på en dybere måde.

Gennem fejringen af de jødiske højtider, når jeg eksempelvis tilbringer en råkold aften i en midlertidig opført hytte i indre by på sukkot, som jeg gjorde i oktobermåned, så oplever jeg dette varme, indre lys. Og det skyldes ikke kun det sociale samvær og mit tilhørsforhold til den specifikke gruppe, jeg indgår i på det givne tidspunkt. Det skyldes, at jeg gennem gruppen og gennem de jødiske traditioner og ritualer knytter mig selv til noget større, fælles, og at gruppen fungerer som et rum, hvor der er plads til at udforske nye tanker og ideer.

Dermed naturligvis ikke sagt at man ikke kan finde indre lys og varme på mange andre måder. Det kan mansagtens. Religiøse og kulturelle fællesskaber formår imidlertid ofte at kombinere det intellektuelle og det sanselige på en måde, der gør dem dybt og menneskeligt relevante. Derved kan de ikke alene tænde op for lyset og varmen hos os hver især, men også hjælpe os med at tænde dette lys i andre. Og det er vel egentlig en ganske udmærket hjælp til selvhjælp her i de mørke måneder.

Amalie Keren Maarbjerg er freelancejournalist