Slaveriets rolle i islam har vakt teologiske dilemmaer

I 2014-15 erobrede terrorgruppen IS store områder i det nordvestlige Irak, der blandt andet er befolket af de kristne yazidier. Efter erobringen brugte IS-krigerne yazidi-kvinder som sexslaver og forsøgte at argumentere for deres praksis i en islamisk kontekst. Hvordan argumenterede de, og hvilken historie forsøgte de at skrive sig ind i?

Slaveri er et betændt emne i de fleste landes historie. Især i Europa og Amerika er historien om den kristne, hvide mand, der tog afrikanske slaver til USA under absolut horrible forhold, velkendt. I skrivende stund spiller historien eksempelvis en stor rolle i Black Lives Matter-bevægelsen. Men slaveri er ikke kun historien om den kristne, hvide mand. Der var magtfulde slavehandlere både i Afrika og i Mellemøsten, og også i islamiske samfund har man haft slaver og endda brugt religiøse argumenter for slaveriet.

Hvad siger teksterne?
Som i de fleste andre samfund omkring år 600 var slaveri en integreret del af det arabiske samfund, som islam blev til i. Derfor diskuteres slaveri som institution heller ikke i hverken Koranen eller hadith-litteraturen. Slaveri er ikke en latent islamisk praksis, men det blev taget for givet som en selvfølgelig del af samfundets orden. Det er heller ikke et emne, der berøres specielt meget i Koranen, og den tidlige islamiske ’holdning’ til slaveri konstrueredes derfor i høj grad i hadith-litteraturen, tafsir og i retspraksis.

Tidlig sunni-islamisk retspraksis, altså de fire retsskoler, adskilte sig dog fra eksempelvis det kristne, romerske rige i sin grundlæggende opfordring til at frigøre slaver. I nogle tilfælde skulle man frigøre en slave, fordi man derved kom tættere på Gud, andre gange var det straffen for en synd, man havde begået. I Koranen støder man også på mukaataba: en aftale en slave kunne indgå med sin ejer om at arbejde for at købe sig fri. Der blev altså lagt vægt på frigørelse af slaver, men i praksis havde man slaveri i islamiske samfund frem til år 1900.

Hvad brugte man slaver til?
Slaver blev brugt i alskens roller. Man havde slaver til hus- og landsbrugsarbejde, som konkubiner i hjemmet og i haremmer samt i militæret. Militærslaver, også kaldet mamlukker, så man eksempelvis i Abbaside Kalifatet, hvor de blev brugt i centrale positioner i militæret. Som mamluk kunne man altså få relativt meget magt og rigdom i militæret. Omkring midten af det 13. århundrede tog mamlukkerne magten fra deres ejere og derved indledtes Mamluk Sultanatet – et islamisk rige styret af (tidligere) slaver, der bestod mere eller mindre i 270 år.

Mamlukkerne blev besejret i 1517 af osmannerne, og derved opløstes Mamluk Sultanatet. Militærslaveriet blev dog videreført i Det Osmanniske Rige igennem kul-systemet, hvor man tog kristne børn fra Balkan-området til slaver, konverterede dem til islam og opfostrede dem til at indtage centrale militære og politiske positioner.

Man brugte også kvindelige slaver som konkubiner i islamiske samfund. En konkubines vilkår afhang i høj grad af ejerens status i samfundet og karakter. Var man eksempelvis konkubine hos et medlem af eliten, kunne man opnå en anelse magt og rigdom.

Konkubiner var en mands eje, men de havde dog visse rettigheder, der var mere eller mindre unikke for dem i forhold til andre slaver: Fødte hun sin ejers barn, var barnet født fri, ikke slave, og hun skulle frigøres ved ejerens død. Ejeren kunne heller ikke sælge hende videre, når først hun var blevet gravid. Var man konkubine i et elite-harem, som man eksempelvis havde både i Abbaside Kalifatet og i Det Osmanniske Rige, kunne man også opnå bedre socioøkonomiske forhold. Disse forbehold skal dog ikke maskere det faktum, at kvinderne først og fremmest var slaver, og de var underlagt mandens magt.

Krigsfanger som slaver
Det var centralt, at man ikke måtte tage muslimer som slaver. Derfor var det nødvendigt at finde slaver fra andre regioner og religioner, og så konvertere dem om nødvendigt. Mamlukkerne var i høj grad fra Tyrkiske ikke-muslimske stammer, konkubinerne i Det Osmanniske Rige kom blandt andet fra kristne Balkan-områder.

En effektiv måde at få slaver på var igennem krig, hvor man kunne bruge eventuelle krigsfanger som slaver. Det var en udbredt og fuldt ud legitim praksis, og herigennem tog man også kvindelige (sex)slaver. I den anerkendte hadith-samling Sahih al-Bukhari, berettes der blandt andet om et krigstogt ledt an af Muhammed mod den arabiske stamme Bani al-Mustaliq. Her er nogle af krigerne i tvivl om, hvorvidt de skal stoppe ”samlejet” (altså voldtægten) inden fuldendelse (coitus interruptus), altså om de skal risikere af gøre den kvindelige krigsfange (og nu sexslave) gravid. Hertil svarer Muhammed, at det ikke betyder noget, om de gør det eller ej, fordi dem, der skal genfødes på dommens dag, bliver det. Man kan dvæle længe ved dette svar, men det centrale er det, at den praksis at have ”samleje” med de kvindelige krigsfanger fremstår som fuldt ud legitimt ifølge Muhammed i denne beretning.

Et stort teologisk dilemma
I IS’ argumentation for deres praksis med yazidi-kvinderne, refererer de blandt andet denne beretning om Muhammed, og det udgør et stort teologisk dilemma. Der er mildt sagt et utal af årsager til at fordømme slaveri, men meningsfulde fordømmelser af slaveri er først blevet til i moderne tid og med moderne etik. Det gælder også indenfor religioner. Altså har der fundet en etisk udvikling sted, der modsiger Muhammed, hvilket modsiger ham som det ultimative etiske forbillede. Dette skriver sig ind i den generelle moderne debat om historiske forbilleder og deres legitimerende forhold til slaveri.

Som nævnt konstrueres holdningen til slaveri primært i hadith-litteraturen, tafsir og retspraksis. Derfor ser man indenfor progressive, islamiske miljøer et skærpet fokus Koranen og moderne (etiske) fortolkninger af denne. Et eksempel på et progressivt, islamisk modargument til IS’ (sex)slaveri findes blandt andet hos den muslimske lærde Khaled Abou el Fadl, der tager udgangspunkt i moderne etik, og hvordan denne er kompatibel med Koranen.