Sognepræst: Det kan coronavirus lære os om livet

I disse dage hersker der mange steder en stemning af utryghed, frygt og usikkerhed over den tid, der venter os. Derfor sætter religion.dk fokus på lysere tider og fællesskabets kraft i en række debatindlæg om håb og sammenhold

Hvad er det, der sker?! Når krisen rammer, tager det tid at få overblik over situationen. Vi skal til at orientere os midt i kaos.

Vi befinder os lige nu midt i en storm og ved endnu ikke, hvordan landskabet vil se ud, når det hele har lagt sig. Coronasmitte og frygt raserer vores ellers så hyggelige land. Gader og kirker ligger øde. Hvor mange af vore kære, vi må tage afsked med, ved vi ikke.

Det er for tidligt at drage konklusioner, men enhver krise rummer også en lære. Krisen er afgørelsens time. “Hvorfor” er et naturligt spørgsmål, men vi kommer ikke langt med det. Svaret blæser i vinden. Det er ikke altid, der er en mening med lidelsen, men derfor kan der godt være en mening i lidelsen. Vi kan lære noget af det, der rammer os.

Den smitsomme coronavirus minder os om, at livet er skrøbeligt. Vi eller vores kære kan være væk før, vi regner med. Vi kan blive syge og dø. Noget usynligt spreder sig, som kan slå os ihjel. Det er skræmmende og frembringer frygt. En frygt som har en genstand og ikke blot er ubegrundet angst. 5.000 mennesker kan dø af det her.

Stillet over for livets forgængelig kan man reagere på forskellige måder. En kendt taktik er benægtelse: Det sker ikke for mig. Det er ikke så alvorligt. Sådan havde jeg det selv med coronaen for et par uger siden. Lige indtil min mor ikke ville hilse på mig af frygt for smitte. Benægtelsen holder sjældent ret længe. Vi er nødt til at se situationen i øjnene. Ellers bliver vores håb dagdrømmeri og virkelighedsflugt.

Frygt er en anden måde at reagere på. Frygten gør, at vi haster i supermarkedet og hamstrer. Mig før dig. Overlevelse og toiletpapir for enhver pris. Frygten kan også lamme os, så vi bliver helt apatiske og er ved at gå til i angst. I begge situationer mister vi overblikket og handler ikke altid på det, som vi faktisk kan gøre noget ved. For eksempel at holde afstand til andre mennesker.

I et afsnit af den kendte engelske komedieserie “Halløj på Badehotellet” er Basil Fawlty endnu engang endt i en håbløs situation. Den langlemmede mand står og hopper foroverbøjet foran skranken på hotellet, mens han hyperventilerer.

“Basil!” råber hans kone til ham: “Gå ikke i panik!”

Hvortil Basil svarer: “Hvad ellers er der at gøre?”

Ja, hvad ellers er der at gøre? Kristendommen giver os faktisk et bud: Vi kan omfavne livet med dets skrøbelighed. Omfavne det med glæde og taknemmelighed.

Jesus understreger flere steder i Det Nye Testamente, at vi ikke skal bekymre os:

“Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?”

Denne evangeliske ubekymrethed må ikke forveksles med fornægtelse og virkelighedsflugt. Vi skal indse vores skrøbelighed. Indse at vi er mennesker og Gud er Gud. Ikke alt er op til os. Vores dødelige grundvilkår kan vi ikke ændre. Dødeligheden er 100%. Vi kan vitterlig ikke lægge en dag til vores liv ved at bekymre os.

Der hvor vi kan handle, skal vi naturligvis gøre det. Hændernes skal vaskes og sprittes af. Frygten får os til at handle irrationelt og egoistisk. Den evangeliske ubekymrethed med dens glæde og taknemmelighed afføder kærlighed. Næstekærligheden er et helt andet udgangspunkt for vores handlinger end frygten. For kærligheden går altid udad og søger den anden. Dig før mig. Vi tjener Gud ved at tjene vores medmennesker.

Hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Gud. Det lærer Paulus os. Det giver den frimodighed, der skal til for at omfavne livet med glæde selv om krisen rammer.

Stormen raser stadig. Vi råber til Gud i bøn om at tage frygten fra os og plante håbets træ i vores hjerter, så vi ser de andres nød og deler vores toiletpapir med dem.