Min bedste bog til hængekøjen

En norsk roman får sognepræst Rasmus Nøjgaard til at huske nåden

Sognepræst Rasmus Nøjgaard er opmærksom på, hvor stærk en kraft nåden er, når man taler med sygdomsramte. Det fik en roman ham til at være opmærksom på. Foto: Jacob Crawfurd

En roman om sygdom, dødshjælp og nåde blev givet til sognepræst Rasmus Nøjgaard i 50-års fødselsdagsgave. Lige siden har den ligget langt fremme i hans bevidsthed, når han i sit arbejde besøger syge på hospitalet

Det er sådan en bog, man læser i ét stræk.

Sådan beskriver sognepræst i Sankt Jakobs Kirke i København Rasmus Nøjgaard romanen ”Nåde,” skrevet af den norske forfatter Linn Ullmann i 2002. Han fik bogen foræret, da han fyldte 50 år og var solgt, da han kom igang med at læse den:

“Den fænger fra begyndelsen af, for Linn Ullmann har et fantastisk sprog, der er skåret ind til benet. Det er enkelt og nøgternt med en fængende personkarakteristik.”

I ”Nåde” møder man hovedpersonen Johan Sletten, som er usympatisk og aldrig har opnået noget særligt i sit liv. Han har et særdeles problematisk forhold til sin ekskone, som han ønskede død, da hun levede. Nu er hun død, og han er blevet gift igen med en kvinde ved navn Maj. Men det går stadig ned ad bakke, da Johan bliver fyret fra sit job som journalist ved et af de store dagblade i Norge, fordi han plagierer en boganmeldelse.

Men et lyspunkt i hans liv er konen Maj, forklarer Rasmus Nøjgaard:

“Linn Ullmann bruger nogle sider på at fortælle om Johans forhold til sin anden kone. Nogle af hans bekendte synes, hun er grim. Men Johan ser udelukkende en aldeles smuk kvinde, som har hengivet sig til ham. Maj er 17 år yngre og børnelæge, og hun har givet sit hjerte til ham. Det er hans livs nådefulde øjeblik, hvor han bliver set på med kærlighedens øjne. De øjne, der kan bære over med løgne, tåle sandheden og elske en, som den man er.”

Den sidste kærlighedsgerning

Temaet er først og fremmest den nåde, som Johan oplever med sin anden kone. Rasmus Nøjgaard påpeger også, at sproget i romanen er stærkt og smukt, næsten religiøst i sit udtryk:

“Linn Ullmann formår at skrive det nådefulde frem. Den kristelige forståelse af, at Gud ser dig som den, du er, tilgiver dig alligevel og forsoner sig med dig. Han giver dig livet som mulighed.”

Johan oplever, at hans nye kone Maj giver ham livet som mulighed, men beder hende kort tid efter om at tage hans liv, da han bliver diagnosticeret med aggressiv kræft i hovedet. Det afslår hun prompte – men da hun senere forsøger at spørge ham, om det virkelig er hans ønsker, kan han ikke formulere, at han har ombestemt sig og gerne vil leve. Man fornemmer, at de to mister et sprog for at tale sammen, siger Rasmus Nøjgaard:

“Johan fornemmer pludselig, at når lyset kommer om morgenen, er det som at få livet tilbage. Der er stadig glæde. Når natten kommer, og mørket overmander ham, kommer lyset alligevel altid. Pludselig lever han i håbet og i et glimtvis øjeblik af lykke, mens Maj mister troen på, at der er noget at gøre,” forklarer Rasmus Nøjgaard:

”For nu ser hun kun sygdommen, ikke længere den mand, hun elskede. Derpå gennemfører hun medlidenhedsdrabet.”

Medmenneske eller dødens udsending?

Når Linn Ullmann skriver om medlidenhedsdrab, stiller hun sig der, hvor det gør mest ondt, mener Rasmus Nøjgaard. Fortællingen peger i retning af, at vi lever i en overfladisk kultur, der kun ser dem, der er sprællevende - modsat dem, der er syge, som vi gemmer væk eller terminerer. Derfor er bogen med i Rasmus Nøjgaards baghoved, når han besøger syge mennesker:

“Jeg har været dybt optaget af bogen, siden jeg læste den. Hver gang jeg besøger syge på hospitalet, tænker jeg over, om jeg husker at se mennesket eller kun ser sygdommen. Om jeg stiller mig selv til rådighed som et medmenneske og skaber mulighed for, at lyset trækker med ind, således at jeg ikke kun kommer som en dødens udsending.”

Rasmus Nøjgaard er modstander af at lovgive om aktiv dødshjælp, for han oplever det som svært at definere en grænse for, hvornår et liv er uværdigt:

“Et er at tage sit eget liv, noget andet er at gå ind og tage en andens. Har vi tabuiseret sygdom og død i en sådan grad, at vi ikke kan udholde det? Der hersker en form for renhedsvanvid, der forhindrer os i at se forandring i kraft af for eksempel sygdom.”

Det nådefulde blik

Romanens titel, ”nåde” er et stærkt ord og et kristent kernebegreb, fortæller Rasmus Nøjgaard:

“Titlen refererer direkte til vores gudsforståelse med Jesu død og opstandelse. Den fortæller os, at vores Gud er nådefuld og ikke kræver noget for noget.”

Linn Ullmann tvinger på den måde læseren til at spekulere over, hvordan vores nådefulde blik hviler på andre mennesker. Og så er det en vigtig del af diskussionen om aktiv dødshjælp:

"Hvornår har et menneske mistet nok værdighed til, at vi kan tage livet af vedkommende? Vi kan ikke instrumentalisere menneskelig værdighed. Man ser ikke, at Guds nåde også er omkring dem, der er terminalt syge. Derfor skal vi i stedet være hos hinanden, til livet rinder ud."