Graver: Den lille snak med de pårørende er vigtig
Hvordan møder man døden som faglig person? For graver Ole Toft Sørensen er mødet med mennesker i sorg på kirkegården en fast del af det daglige arbejde - et møde, han altid prioriterer
Når et menneske dør, har de pårørende i den første tid travlt med praktiske gøremål omkring bisættelsen eller begravelsen. Der er masser af samtaler med både præst og bedemand – men også lidt med graverne omkring valg af gravsted og gravsten.
Og den samtalehvor man møder mennesker i sorg er en vigtig del af graver Ole Toft Sørensens daglige arbejde:
”Når først kisten eller urnen er kommet i jorden, så er det i reglen os gravere, som de efterladte har kontakten med, i hvert fald den i hverdagen,” siger Ole Toft Sørensen, der i 12 år har været kirkegårdsgraver ved Maugstrup kirke, der ligger mellem Vojens og Haderslev.
”De efterladte kommer i månederne - ja faktisk i årerne efter på kirkegården og står ved graven, og så skal mange af dem lige have en snak. Jeg tager aldrig kontakten, for nogle vil helst selv stå ved graven og så gå igen, og det skal de have fred til. Det handler om at lodde stemningen, men stadig være tilgængelig."
Han oplever derfor ofte, at nogen griber fat i ham, når han triller forbi gravene med sin trillebør:
"Så fortæller de, at de kommer med denne blomst, fordi det er bryllupsdag, fødselsdag eller noget. Og så snakker vi lidt om både det og om alt muligt andet. Det har jeg altid tid til, og det skal der også være plads til. For nok bliver savnet og sorgen som regel mindre med tiden, men det betyder noget lige at få den lille snak, også om blomsterne på graven og andre praktiske ting,” siger Ole Toft Sørensen.
Mindes de døde til allehelgen
På denne tid af året skal der for eksempel lægges gran på gravene, så de er klare til vinteren – og til allehelgen. I Maugstrup Kirke holder de en gudstjeneste, hvor pårørende til dem, der er døde i det forløbne år, får en speciel indbydelse. Ved gudstjenesten bliver navnene på sognets afdøde læst op, hvorefter de pårørende får et gravlys udleveret, så de efter gudstjenesten kan gå ud og stille det på graven.
”Det er en god tradition. For savnet er værst det første år, når de efterladte skal igennem den første jul, den første fødselsdag, den første bryllupsdag,” siger Ole Toft Sørensen, der også til jul og påske oplever, hvordan mange lige skal en tur op til kirkegården og hilse på deres slægt.
Selv er Ole Toft Sørensenmedlem af folkekirken. Han har tænkt over sin egen bortgang og besluttet, at hansom mange andre i vor tid hælder til at skulle begraves i en urne:
”Der er forhåbentlig længe til endnu, men vi snakker da om det herhjemme, hvor vi nok taler lidt mere naturligt om døden, end man gør i mange andre familier.Sådan bliver det jo, når en sætning som ”jeg kommer nok lidt senere hjem, for jeg har en begravelse” er hverdag,” slutter Ole Toft Sørensen.