Sommerserie

Min bedste bog til hængekøjen

En række fremtrædende danske kulturpersonligheder har henover sommeren delt ud af de bogoplevelser, som på en eller anden måde har rokket ved deres eksistens. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Hvilken bog har gjort indtryk på dig og formet din eksistens eller din tro? Det har religion.dk spurgt en række kendte danskere om i denne sommerserie. Her kan du læse alle anbefalingerne

"Det at læse bøger træner empatien, så man bedre kan leve sig ind i, hvordan personer, man ikke møder i virkeligheden, lever deres liv."

Sådan beskriver litteraturprofessor Nils Gunder Hansen, hvad der sker, når vi læser stor litteratur. Det kan mindske afstanden mellem mennesker, og det kan forme læserens liv eller inspirere med nye tanker og strømninger.

Hen over sommeren har vi i serien "Min bedste bog til hængekøjen" inviteret en række danske kulturpersonligheder til at fortælle om en bog, der har gjort særligt indtryk på dem og deres forhold til tro og eksistens.

Du kan finde alle artiklerne herunder. Og så er der bare tilbage at gå på opdagelse i litteraturens verden.

God fornøjelse.

Mette Bock: Min yndlingsroman viser bagsiden af kvindefrigørelsen

Mange danskere tog imod drømmen om et liv i større velstand, da forstæder med parcelhuskvarterer skød op i 1960'erne. Men det økonomiske opsving og skiftet fra land til by havde også en bagside for de kvinder, der skulle balancere mellem karrieremuligheder og familieliv - men især også for dem, der fortsat gik hjemme.

Det oplevede kirke- og kulturminister Mette Bock (LA) som lille, da hendes forældre flyttede til en forstad til Horsens. Derfor har Merete Pryds Helles roman "Folkets Skønhed" fra 2016, som beskriver dette skift gennem historien om en pige fra Langeland, gjort et stort indtryk på hende.

Læs mere her

Nils Gunder Hansens yndlingsbog gør ham i stand til at forstå underhundens verden

Hvad sker der, hvis man kloner mennesker? Og hvilken etisk relation skaber det mellem de rigtige mennesker og klonerne?

Forholdet til de medmennesker, som ikke ligner en selv, er et centralt tema i litteraturprofessor Nils Gunder Hansens yndlingsværk - Kazuo Ishiguros roman ”Slip mig aldrig” fra 2006.

Siden han for første gang læste romanen, har den fulgt ham i hans undervisning, for det er ifølge professoren et godt eksempel på, hvad stor litteratur kan byde på - "en meget stilfærdig og stemningsbåret bog om de helt store eksistensspørgsmål."

Læs mere her

Rane Willerslevs yndlingsbog blev læst højt for ham i Sibirien og rørte ved hans eksistens

“Lykke-Per” blev skrevet af den danske forfatter Henrik Pontoppidan for over 100 år siden, men alligevel bliver den ved med at være aktuel. Det skyldes, at den behandler livets helt grundlæggende spørgsmål, mener antropolog og direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev.

Den blev læst op for ham under ganske særlige forhold, da han var på ekspedition til Sibirien.

Læs mere her

Maria Stenz' yndlingsbog er hypnotiserende, barsk og fuld af håb

En bog om livet i de amerikanske sydstater fik skuespiller Maria Stenz til at tænke på sin egen barndom og på noget, der ikke findes - nemlig retfærdighed.

Bogen "Syng, levende og døde, syng” af Jesmyn Ward, var en stærk læseoplevelse. Så stærk, at hun af og til måtte smække bogen i undervejs, når scenerne blev for grufulde.

Læs mere her

En norsk roman får sognepræst Rasmus Nøjgaard til at huske nåden

En roman om sygdom, dødshjælp og nåde blev givet til sognepræst Rasmus Nøjgaard i 50-års fødselsdagsgave. Lige siden har den ligget langt fremme i hans bevidsthed, når han i sit arbejde besøger syge på hospitalet.

Romanen handler nemlig om den kristelige forståelse af nåden, hvor Gud ser dig og giver dig livet som mulighed. Og så er den velskrevet:

“Den fænger fra begyndelsen af med et fantastisk sprog, der er skåret ind til benet. Det er enkelt og nøgternt med en fængende personkarakteristik.”

Læs mere her

Pia Søltoft har lagt sommerens ferieplaner ud fra en bogserie

En fortælling om venskab, fattigdom, vold og kærlighed fik Pia Søltoft til at glemme sit arbejde og glide ind i litteraturens verden, da hun opholdt sig i området omkring Napoli på et forskningsophold.

"Napoli-romanerne" af Elena Ferrante satte spor i hende, så i år tager hun tilbage til området på ferie for at indsnuse atmosfæren og de mange indtryk og historier fra bøgerne. Og så trækker romanerne tråde til hendes store kærlighed Søren Kierkegaard.

Læs mere her

Sherin Khankan blev grebet af en roman om psykisk vold i familien

Hvert 12. barn i Danmark er ramt af psykisk vold. Det er et af de emner, religionssociolog, imam og stifter af organisationen Exitcirklen arbejder meget med.

Derfor anbefaler hun Kamilla Hega Holsts roman "Rud" fra 2017 som læsning til sommerens hængekøjedage. Ikke fordi man hygger sig når man læser romanen om en destruktiv familie med en psykisk og fysisk voldelig far, forklarer Sherin Khankan, men fordi den er velskrevet og rejser eksistentielle spørgsmål om forældreskab, skyld, skam og samvittighed.

Læs mere her

Pia Nordin Christensen anbefaler en roman om kunsten at give slip

En kvinde, som finder taknemmeligheden, efter hendes liv er ved at falde fra hinanden, er hovedpersonen i sognepræst Pia Nordin Christensens bedste bog til hængekøjen.

Hun anbefaler Katrine Marie Guldagers "Bjørnen", fordi vigtigheden af kunne give slip og finde taknemmelighed beskrives med humor og et blik for de menneskelige relationer.

Læs mere her