Hvorfor ser man ned på overtro?

Jeg har selv boet i Etiopien i en række år. Her oplevede jeg et verdensbillede, hvor der findes åndsmagter, engle, onde ånder og troldmænd, fortæller Knud Jørgensen. - Foto: Foto:

Vores vestlige verdensbillede accepterer kun det, vi kan måle og veje. Men jeg tror, der også findes gode og onde åndsmagter, svarer teolog og ph.d. Knud Jørgensen

Spørgsmål:

Hvad kan være grunden til, at man ikke accepterer tro på det overnaturlige (hekse, troldmænd, feer mm.), altså, at man bliver set som sindssyg, hvis man troede på det fuldt og fast, men man er ikke sindssyg, når man tror på Gud og andre religioner?

Serina

Svar:

Tak for spørgsmål om tro og "overtro", for det er jo, hvad vi ofte kalder en tro på det overnaturlige. Forskellen kan, tror jeg, have med vort verdensbillede at gøre. Vi hører hjemme i et vestligt, rationalistisk verdensbillede.

Her kan man være med på, at der foroven findes en forestilling om Gud som skaber og opretholder. Nederst findes der så en verden med orden og fornuft, hvor ting kan forklares, måles og vejes, altså en såkaldt naturlig verden. I dette verdensbillede er det okay at tro på en gud foroven; der kan så ellers være tale om forskellige forestillinger om gud.

I de fleste andre verdensbilleder er det anderledes. Jeg har selv boet i Etiopien i en række år. Her oplevede jeg et verdensbillede, hvor der findes et område midt imellem, altså mellem skaberguden øverst og den naturlige, fornuftige verden nederst. I dette mellemområde findes der åndsmagter, engle, onde ånder, troldmænd osv., altså det, vi i Vesten kalder "overtro" eller "overnaturligt".

Dette område, tror jeg, er virkeligt. Det er ikke tomt, som vi i Vesten tror. Der er gode og onde åndsmagter; ikke på linje med eller inden for samme område som Gud. Åndsmagterne hører også den skabte verden til, ligesom vi gør.

En amerikansk antropolog Paul Hiebert taler i denne forbindelse om "the excluded middle" - altså et mellemområde, som vi fejlagtigt har lukket ude. For øvrigt et mellemområde, som mange inden for nyåndelige miljøer kender mere til, end vi "fornuftige" kristne gør.

Men det betyder ikke, at vi kritikløst skal acceptere alt, som findes inden for dette område. Meget af det er svindel og humbug - kvaksalveri, som mere ligner på manipulation og overgreb mod godtroende.

Derfor er jeg selv kritisk, når jeg for eksempel møder den slags på alternativmesser, fordi det så ofte udnyttes kommercielt eller for at få kontrol over andre.

I sådanne situationer vender jeg tilbage til den kristne forsagelse og tro: "Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Jeg tror på Gud fader, på Jesus Kristus og på Gud Helligånd".

Med venlig hilsen
Knud Jørgensen
Asiensekretær for Areopagos