En buddhist må bruge sin sunde fornuft

Foto: .

Der er ikke nogen overordnet buddhistisk institution, der tager stilling til principielle etiske spørgsmål på vegne af alle buddhister, skriver buddhist Birgitte Kolby Jensen

Spørgsmål

Hvad er buddhisternes holdning til terapeutisk kloning?

Hilsen Rikke

Svar

Kære Rikke

Indenfor buddhismen har man ikke en forestilling om en skabergud, så det er måske mere oplagt at betragte kloning ud fra en fornuftsmæssig og etisk synsvinkel snarere end en religiøs.

Så vidt jeg ved, findes der ikke nogen officiel buddhistisk holdning til kloning. Der er ikke nogen overordnet buddhistisk institution der tager stilling til principielle spørgsmål på vegne af alle buddhister. Det, jeg kan tilbyde dig, er min måde at tage stilling til dit spørgsmål, hvilket selvfølgelig er påvirket af mit buddhistiske tilhørsforhold. Derfor vil du måske også kunne finde andre buddhister, som har en anden holdning tit dit spørgsmål.

Hvis jeg som buddhist har brug for at tage stilling til noget, der af gode grunde ikke er omtalt i vinaya, som er de leveregler Buddha gav for 2500 år siden, ville jeg prøve at bruge min sunde fornuft til at stille en masse spørgsmål. F. eks vil jeg gerne vide, om man kan overskue de langsigtede konsekvenser af at bruge en teknik, der bryder med den naturlige måde at formere sig på. Jeg ville spørge, om en terapeutisk anvendelse af kloning er noget der er til gavn for mennesker og dyr.
Hvem det kunne være til gavn for, og om der er nogen ulemper. Endelig ville jeg overveje om fordelene er større end ulemperne i forbindelse med min stillingtagen til sådan et spørgsmål.

Med venlig hilsen,
Birgitte Kolby Jensen
Buddhist