Hvorfor hører man kun om tibetansk buddhisme i Danmark?

"Det er rigtigt, at megen buddhisme i Danmark og Vesten generelt er tibetansk i en eller anden forstand, men der findes også andre retninger", siger lektor ved Aarhus Universitet Jørn Borup. Foto: Foto: Sxc.hu

Læseren efterlyser information om alternative retninger til den tibetanske buddhisme, der synes at være dominerende i Danmark. Jørn Borup, lektor på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, giver sine bud herpå

Spørgsmål

Som udgangspunkt har jeg set nogle BBC-dokumentarer om Buddha, hans liv og De syv buddhistiske vidundere. De var virkelig nyttige.

Men jeg føler lidt, at i Danmark handler alt om tibetansk buddhisme. Det kan være ret frustrerende, når det ikke er den retning, man søger. Det er altid den retning, der henvises til og bliver nævnt alle steder.

Jeg var heldig at høre om zen-buddhismen via BBC både på deres hjemmeside og i en dokumentar. Det var/er meget svært at finde et center eller et sted at søge mere info og en lærer, som ikke er tibetansk.

Jeg ville ønske, der var et sted eller en hjemmeside, der gjorde rede for alle retningerne, og hvor de kunne kontaktes og findes. Uden den ene bliver vægtet højere end den andet.

Jeg ville ønske, det var nemmere.

Anonym

Svar

Det er rigtigt, at megen buddhisme i Danmark og Vesten generelt er tibetansk i en eller anden forstand, men der findes også andre retninger.

Der er et zen-kloster på Bornholm (Egely Kloster); gruppen kalder sig Buddhistisk Samfund. Der er flere forskellige theravada-buddhistiske grupper, ikke mindst med oprindelse i Thailand med templer på Amager, i Korsør, Stenløse og Juelsminde.

Vietnameserne har templer i Aarhus, Odense og i Valby, og den japanske gruppe Soka Gakkai har hovedsæde i København, men har grupper rundt omkring i landet.

Phendeling i København og Øsal Ling i Aarhus er paraply-centre, der ved besked om forskellige grupper.

Du kan google dig rundt, læse mine bøger og artikler om buddhisme i Danmark, eller tjekke informationer på Center for Samtidsreligions hjemmeside.

Venlig hilsen,
Jørn Borup
Lektor på Institut for Kultur og Samfund på Århus Universitet

*Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.