Kan jeg konvertere blot for at gifte mig?

"Jeg tror, at mange, også muslimer, vil kunne acceptere, at deres døtre og sønner gifter sig udenfor "norm", " skriver arkitekt og muslim Metin Aydin. Foto: Sergey Galushko/colourbox.com

Selvom din konvertering til islam er proforma, tror jeg, de fleste vil kunne anerkende det, da det sker af kærlighed, svarer arkitekt Metin Aydin

Spørgsmål:

Jeg har fået en kæreste, der er muslim, og jeg er selv ateist. Jeg
er adopteret fra Etiopien og har derfor valgt at være ateist, fordi jeg har mistet hele min familie og aldrig kommer til at kende dem.

Min nuværende danske familie er kristne, og de accepterer, at jeg er ateist, og min kæreste gør det også.

Jeg vil gerne have en fremtid med min kæreste, blive gift med hende og få børn, og har intet problem med at skulle konvertere til islam, da min kæreste er klar over, at jeg er ateist.

Jeg er bare i tvivl om, hvordan hendes familie vil tage det, og om de vil acceptere mig, selvom min kærestes storebror lige er blevet gift med en dansk kvinde.

Med venlig hilsen
Daniel

Svar:

Kære Daniel

Du stiller et meget vanskeligt spørgsmål, som ingen uden at kende din kærestes familie kan besvare, og min hilsen til dig skal derfor ses i dette lys.

Jeg tror på, at mennesket grundlæggende er godt, og jeg tror, at mennesker over en bred kam kan genkende det gode i andre. Og jeg tror også, at selvom din konvertering til islam er proforma, vil de fleste kunne anerkende det som et meget radikalt og stort skridt at tage uagtet, at det også gælder noget stort, nemlig kærligheden til den, du elsker.

Derfor tror jeg også, at mange, også muslimer, vil kunne acceptere, at deres døtre og sønner gifter sig uden for "norm". Men der findes desværre også andre, der grundet snæversynet ignorance ikke ville kunne tolerere det.

Jeg ved ikke, hvad der venter dig forude, og jeg ved heller ikke, hvilke skridt du skal tage, og kan kun ønske dig held og lykke.

Med venlig hilsen

Metin Aydin
Arkitekt og formand for Foreningen for Moské og Islamisk Center