Er det en god idé med religion i retssalen?

Før i tiden fandt man det betryggende, at kirken også blandede sig i verdslige sager. - Foto: Arkiv

Gennem lange perioder af historien har det været helt utænkeligt, at man kunne afgøre sager udenom kirken, skriver sognepræst Jørgen Kjærgaard

Spørgsmål:

Jeg kan som moderne progressiv dansker - gift med kvinde fra Tyrkiet, hvor piger uden tørklæde kan opleve ringeagt fra de som bærer det - ikke helt forstå, hvorfor tvivl om det hensigtsmæssige ved religiøse symboler på dommere i retssale skulle være udtryk for snæversyn. Lovforslaget skyldes vel nærmere ønsket om at holde dommernes personlige tro, etik og verdensbillede som et personligt anliggende.

Er der gennem historien eksempler på, at det har været en god idé at blande kirke og dømmende magt?

Jeg spørger, fordi jeg ikke kender så meget til religionshistorie, men f.eks. den spanske inkvisition for bare 200 år siden er vel et af eksemplerne på, hvorfor det er en god idé at holde tro adskilt fra bevisførelse? Hvad er eksemplerne på, at det skulle være en god idé at lade tro få en fremtrædende plads i dommersædet?

Måske er det indlysende for religionsforskere og psykologer, men hvordan kan man gøre det begribeligt for en lægmand, at nogen, der ikke kan lægge deres ydre religiøse symboler i en retssal på hylden de par timer en domsfældelse varer - også vil have vilje til at parkere deres indre religiøse verdensbillede og anerkende, at ingen og intet står over loven?

Er der eksempler fra udlandet på, hvordan man har overbevist befolkningen om at det er en god idé?

(Her tænker jeg på eksempler fra demokratiske lande, ikke fundamentalistiske regimer).

Venlig hilsen
Thomas

Svar:

Der er flere elementer i spørgsmålet dels aktuelle, dels specifikt historiske. I begge tilfælde drejer det sig om komplekse forhold, hvor nutidens praksis bygger på traditioner, der har rødder langt tilbage.

Lad mig først tage spørgsmålet om forholdet mellem religion og jura i moderne, demokratiske nationer. Her kunne man sammenligne hhv. Frankrig og USA, hvis demokratier og grundlæggende samfundssyn i begge tilfælde udspringer af oplysningstidens revolutionære tænkning om menneske og samfund.

I Frankrig drog man den konsekvens at adskille kirke og stat, religion og politik aldeles i alle samfundsbærende institutioner f.eks. undervisning og lovgivning.

I USA er de både skilt og uadskilleligt sammenvævet: I skolerne kan de enkelte stater forbyde religiøse symboler, men fastholde obligatorisk morgensang, hvor eleverne synger God bless America, og i retssalene er situationen, hvor anklagede og vidner skal sværge sandhed ved at lægge hånden på Bibelen obligatorisk i enhver film, der rummer scener fra en retssag; for nylig så vi den nye præsident sværge at opretholde og forsvare USA´s forfatning på samme vis og afslutte med ordene: So help me God.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det har været en god idé at blande kirke og dømmende magt, må man gøre sig klart, at sådan et spørgsmål kun kan give mening på visse betingelser, og det samme gælder svaret. Som det antydes, har der været perioder i Europas historie, hvor kirke og dømmende magt stort set var sammenfaldende navnlig i middelalderen, hvor samfundet på alle planer var gennemsyret, styret og ledet af kirkens doktriner.

Forestillingen om, at sagsforhold kunne afgøres udenom eller ved siden af kirkens indflydelse og magtsfære, ville dengang være utænkelig. I lange perioder fandt man det tværtimod betryggende, at liv og skæbne, `gods, ære, barn og viv´ i både første og sidste instans var undergivet kirkens dom. Alt andet ville være blind, ugudelig vilkårlighed.

Når vi ser anderledes på det i dag, skyldes det netop den førnævnte oplysningstænkning, som stræbte efter et selvstændigt fundament for samfundsopfattelse og moralbegreber, herunder hvad der er rigtigt og forkert, ret og rimeligt.

Imidlertid er selv oplysningstidens rets-, samfunds- og moralfilosofi dybt influeret af kristendommens begreber. Og selv vores moderne lovgivning indenfor såvel strafferet, sociallovgivning osv. kan i vid udstrækning føres tilbage til centrale bibelske tekster såsom de 10 bud, næstekærlighedsbudet, lignelserne om den barmhjertige samaritaner, helbredelsesberetningerne og paulusbrevenes anvisninger om fattigforsorg og sygepleje.

Idealforestillingen, at ingen og intet står over loven er en romantisk indbildning. Det vil enhver, som blot sætter sig minimalt ind i lovgivningsprocesserne hurtigt kunne forvisse sig om. Lovene gives eller vedtages jo af nogen. Lovteksterne bliver til gennem ofte uskønne politiske forhandlinger, hvor ganske andre hensyn end lovens oprindelige sigte tit spiller afgørende ind.

Derfor arbejder fagjurister ofte med det, der kaldes en lovs forarbejder altså udkast til paragraffer osv. Her kommer nemlig ofte den endelige lovs oprindelige sigte og intention meget tydeligere frem; og det skulle jo gerne være den, der dømmes eller administreres efter.

Hvis man overhovedet skal tale om noget, der står over loven er det altså dens intention det, loven skal beskytte eller yde retfærdighed. I sidste ende er det altså lovgivernes, politikernes, vælgernes og dermed et samfunds begreber om ret og skel, uret og retfærdighed, der bestemmer dommere og domme. Og de begreber kan man ikke parkere på en hattehylde eller en tørklædeknag udenfor retslokalet. Hvis man kunne, ville det for alvor være bekymrende.

Venlig hilsen
Jørgen Kjærgaard
Sognepræst