Humanismen er i fare

Når vi ikke mere interesserer os for almenvellet, men alene tænker på at få egne behov dækket øjeblikkeligt, så er humanismen i fare, skriver Lone Skov al Awssi.

MENNESKESYN: Gud og kirken er rykket ud på et sidespor og bruges ofte som en kulisse til iscenesættelse af den enkeltes livsstil snarere end til den dybe tro og hengivelse, skriver Lone Skov Al Awssi

Spørgsmål:

Jeg sidder og laver eksamensopgave og prøver at argumentere for, at mange danskere er humanister, men ikke egentlig kristne, og at de kan sætte sig ind i kærligheden til medmennesket, men ikke kærligheden til Gud.

Men jeg mangler en god definition af ordet humanist eller humanisme. Ikke i den klassiske forstand, men måske mere i en dansk moderne forstand. Kan du hjælpe mig med det?

Venlig hilsen

Lisa

Svar:

Kære Lisa

Tak for dit gode spørgsmål.

Humanisme har i dag flere betydninger. Mange opfatter det som en medmenneskelig holdning, der indebærer respekt for andre mennesker.

Begrebet bruges også som en politisk betegnelse, hvor ordet skal fremhæve et politisk partis menneskelige, sociale omtanke og indstilling.

Oprindeligt var det en filosofisk opfattelse fra 1700-tallet, der satte mennesket i centrum. Francois Voltaire og Jean Jaques Rousseau, det europæiske demokratis fædre, var erklærede humanister.

De ville have mennesket i centrum, og det var naturligvis ikke til den katolske kirkes store begejstring, da kirken ønskede at fastholde Gud og kirken som det absolutte centrum.

Man kan konstatere, at humanismen har sejret i overvældende grad, hvis man opfatter begrebet som det at sætte det enkelte menneske i centrum i samfundet over religionen.

De vestlige samfund er i dag baseret på individualisme i en grad, som aldrig er set tidligere.

Ansvar og omsorg (den praktiske humanisme) er overgivet til det offentlige og fjernet fra den enkelte og familierne. Modsætningen ser vi i lande uden sociale systemer, her er alle ansvarlige for hinandens overlevelse, og her findes de meget stærke familiebånd, ikke altid af lyst, men simpelthen af nødvendighed.

Du efterlyser en definition på humanisme, som kan dække nutidens danskere. Jeg mener, at man må skelne mellem humanisme som ideologi og som et livssyn.

Nutidens danskere er humanister i den forstand, at retfærdighed og ligestilling vægtes højt, og det individuelle menneske er i absolut centrum. Det er faktiske humanisme i en ret oprindelig tænkt form.

Gud og kirken er rykket ud på et sidespor og bruges ofte som en kulisse til iscenesættelse af den enkeltes livsstil snarere end til den dybe tro og hengivelse.

Moderne humanisme kan tilvælges, man kan vælge at blive besøgsven, give et bidrag til Røde Kors eller Amnesty International, men dybest set er individualismen så stærk i samfundet, at humanismen - efter min mening - kan få et tilbageslag.

Når vi ikke mere interesserer os for almenvellet, men alene tænker på at få egne behov dækket øjeblikkeligt, så er humanismen i fare. Hvis vi ikke længere orker at se ud over egen næsetip og kræve retfærdighed - også for de andre, så er humanismen svækket.

Så langt er vi ikke kommet endnu, men måske vi skulle bruge ordet "moderne humanister" om de mennesker, som har overskud til at agere som "borgere" i stedet for "brugere" i samfundet. Mennesker som formår at inkludere i stedet for at ekskludere andre. Mennesker som har kræfter til at præger udviklingen i en bestemt retning og gøre sig overvejelser om, hvad der er hensigtsmæssigt for andre og for samfundet.

Mange venlige hilsener

Lone Skov Al Awssi
Salgsagent og formand for Pornofrit Miljø