Hvad betyder

Spørgsmål: Du taler om "flere danskeres identifikation af sig selv som "kulturkristne" og ikke som "kirkekristne"".
Vil du nærmere definere, hvad disse begreber dækker over?

Svar til Jørgen Hindkjær:

I den lille introduktionstekst talte jeg om, at flere danskere identificerer sig som "kulturkristne" end som "kirkekristne". Og du beder mig nærmere definere, hvad der ligger i de to betegnelser?

Ved "kulturkristne" forstår jeg mennesker, som er medlemmer af en kirke, oftest, men ikke nødvendigvis kun af Folkekirken, uden at de er personligt overbeviste kristne; de deltager ikke i søndagens gudstjenester, med mindre de er inviteret til dåb i familien. De går formentlig i kirke juleaften; ellers kommer de der kun i forbindelse med kirkelige handlinger, bryllup og begravelse. For dem er det at være kristen en del af deres danske kulturelle identitet, fordi de traditionelle kristne værdier for dem udgør grundtræk i den fremherskende, danske kultur. Flere af dem lader deres børn døbe, og de lader sig vie i en kirke, ikke så meget af overbevisning, som af tradtion; mest fordi det 'hører sig nu engang til'. De er ofte ganske konservative, hvad ændringer af kirkens liturgi, salmer, bibeloversættelse osv. angår; de ønsker, at det 'gammelkendte', som for dem er bærer af de kristne (kultur)værdier, skal bestå urørt, ellers frygter de, at der bliver rørt ved det værdigrundlag, som de har overtaget, men ikke tilegnet sig. Det, man har overtaget, men ikke tilegnet sig, er man ikke selv en levende del af; derfor bliver man usikker, når der laves noget om. Alting skal helst være, som det var, ellers frygter de "kulturkristne", at der bliver rørt ved det grundlag, de ønsker at have som et traditionelt holdepunkt - uden egentlig at have integreret det i deres liv. For dem er de kirkelige ritualer ved dåb, bryllup og begravelse en art skjult religiøs tilslutning til "kulturkristendommen".

Herover for står de "kirkekristne", som er de mennesker, for hvem det er vigtigt at gå i kirke og deltage i dens gudstjenester. De opfatter sig selv som overbeviste kristne, har tilegnet sig den kristne tro og indoptaget den i deres liv. I hvor høj grad de også lever efter denne tro, står det ikke til mig at vurdere. Med udtrykket har jeg blot villet adskille dem fra de "kulturkristne" derved, at de faktisk jævnligt går i kirke. Det er afgørende for dem at deltage i søndagsgudstjenesterne, og det er vigtigt for dem at forstå sig selv som og være medlemmer af et kirke-kristent fællesskab.

Jeg kan henvise til følgende bøger: Ny Mission 1: Kulturkristendom og kirke,
red. af Jørn Henrik Olsen, Unitas Forlag 1999. Jørgen I. Jensen Den skjulte
kirke, Samleren 1995.

Med venlig hilsen
Niels Jørgen Cappelørn