"Kan man gradbøje folkedrab moralsk?"

- Den tyske befolknings reaktion efter Holocaust er beundringsværdig. Det kan måske skyldes, at de led det ...

- Den tyske befolknings reaktion efter Holocaust er beundringsværdig. Det kan måske skyldes, at de led det totale nederlag under 2. Verdenskrig, siger Uffe Østergård. Scanpix

I tiden efter et folkedrab er spørgsmålet om, hvem der bærer skylden, centralt. Spørgsmålet er komplekst, og ofte er den juridiske skyld lettere at placere end den moralske, mener eksperter

Holocaust
For eftertiden er der ikke tvivl om, at tyskerne også som folk bar skylden både i juridisk og moralsk henseende. Tyskerne selv har på forbilledlig vis taget skylden på sig og er et skoleeksempel for andre med deres bearbejdning af skylden efter et folkedrab, ifølge Uffe Østergård, Jean Monnet Professor i europæisk civilisation og integration

- Den tyske befolknings reaktion efter Holocaust er beundringsværdig. Det kan måske skyldes, at de led det totale nederlag under 2. Verdenskrig, siger han.

Derved peger han på en af de mulige forklaringer på, hvorfor netop tyskerne har påtaget sig både det juridiske og det moralske ansvar for folkedrabet.

At Hitler var demokratisk valgt i Tyskland og udpeget af folket kan ifølge Karsten Fledelius, lektor ved Københavns Universitet, være en mulig forklaring på, at tyskerne i høj grad har påtaget sig det moralske ansvar.

- Det var for eksempel ikke tilfældet i Tyrkiet, hvor det var en yderliggående politisk fraktion, som kuppede sig til magten, og søgte at udrydde armenerne. Det kan måske forklare forskellen i befolkningens anerkendelse af moralsk skyld efter folkedrabet, siger han.

- Der var heller ikke på samme måde tale om, at et helt folk svigtede, som tilfældet var med det tyske folk under 2. Verdenskrig. Ligeledes søgte mange menige tyrkere også at hjælpe armenerne, og bakkede ikke op bag regeringen, siger Karsten Fledelius.

Armenien
Der er også mere pragmatiske årsager til, at det officielle Tyrkiet nægter at anerkende folkedrabet på armenerne.

- Den tyrkiske stat frygter et territorielt krav fra armenernes side, og derfor anerkender de ikke deres juridiske og moralske skyld i folkedrabet på armenerne under 1. Verdenskrig, siger Karsten Fledelius.

Han mener ikke, at man kan begrunde forskellene i skyld- og forsoningsproces i de forskellige lande i religiøse forskelle landene imellem.

Rwanda
Et andet grelt eksempel på folkedrab er hutuernes forsøg på en total udryddelse af tutsier i det afrikanske land, Rwanda.

- Som i tilfældet, Holocaust, var målet en total udslettelse af en hel befolkningsgruppe. Hutuerne dræbte både mænd, kvinder og børn og søgte at fjerne tutsierne fuldstændigt fra jordens overflade, siger Karsten Fledelius.

Selvom det juridiske ansvar med domme for folkedrab ved "Den Internationale Domstol for Krigsforbydelser i Rwanda" blev placeret hos hutuerne, er billedet mere broget med hensyn til det moralske ansvar, mener Uffe Østergård.

- I skolerne underviser man om, at hutuerne bærer både det moralske og juridiske ansvar for folkedrabet i 1994, men om de reelt har påtaget sig det moralske ansvar, synes uafklaret, siger han.

- Samtidig var det en kamp om land i et lille overbefolket område, og på den måde adskiller konflikten sig fra Holocaust. Der er dog ikke tale om en artsforskel, men højest om en gradsforskel, siger Uffe Østergård, for folkedrab var det.

Han vægrer sig dog mod at inddele uhyrlige forbrydelser som folkedrab i grader som slem, værre og værst.

Darfur
Thomas Brudholm, ph.d og forsker i etiske og religiøse aspekter ved folkedrab på DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), støtter op bag dette.

- Der er mange gråzoner, når man behandler moral og folkedrab. De moralske spørgsmål er ikke bare ja og nej-spørgsmål. Det har for eksempel været diskuteret, om det giver mening at kalde både Holocaust og Srebrenica-massakren, hvor "kun" omkring 7.500 døde i modsætning til flere millioner, for folkedrab, siger Thomas Brudholm.

Kritikken af gradueringer af forbrydelsernes grusomhed og den moralske skyld bakkes op af Karsten Fledelius.

- Man kan ikke forhandle sig ud af et folkedrab. Det viser sig i den igangværende konflikt i Darfur-provinsen i det sydlige Sudan, hvor dele af det internationale samfund vægrer sig ved at kalde det folkedrab. Årsagen til dette er, at man er moralsk forpligtet til at gribe aktivt ind, hvis man kalder det folkedrab, siger han.

Han mener, at det blandt andet er derfor, USA for eksempel ikke vil kalde det, som sker i Darfur, for folkedrab.

Det punkt er Uffe Østergård enigt i. Samtidig peger han på et andet punkt, som gør, at det internationale samfund ikke griber ind i Darfur

- De er splittede i spørgsmålet, og især Kina er imod international indgriben i Sudan, da det kunne skabe problemer for deres interesser i landet. Interessen drejer sig om at sikre landets olieproduktion, som Kina er meget afhængig af, siger han.

- Samtidig er man i det internationale samfund bange for, at den skrøbelige fred i dele af landet vil bryde sammen og medføre krig i den sydlige del mellem kristne og muslimer, siger Uffe Østergård.

Spørgsmålet om den præcise placering af skyld i Darfur er endnu svært at besvare, da konflikten ikke er kommet til sin afslutning, mener Thomas Brudholm og peger samtidig på et generelt træk ved folkedrab

- For alle folkedrab gælder det, at selvom det vil lykkes at nå en vis konklusion på det juridiske spørgsmål om skyld, betyder det ikke, at den moralske og politiske diskussion er overstået. Retsopgør og straf er en nødvendig, men aldrig tilstrækkelig, del af opgøret med fortiden.