Luther og demokratiet

Luthers tanker er stadig aktuelle, mener Ricardt Riis.

I følge Luther-kenderen Ricardt Riis bør ingen komme med en guddommelig lov i hånden og kræve, at den bliver verdslig lov

Spørgsmål:

Kan man sige, at menneskerettighederne er et mellemled i Luthers to-regimentelære mellem det verdslige og det gejstlige? De tager jo både hensyn til det enkelte menneskes frihed og gør det samtidig forbudt at tryne andre.

Maria
Ivar Huitfeldtsvej 82
5220 Odense SØ

Svar:

Kære Maria

Det er noget af et spørgsmål, du slynger ud til os. Og jeg kan ikke sådan lige på stående fod sige, om der er noget om det, du foreslår. I så fald må man ikke forstå Luthers to-regimentelære ud fra dens historiske kontekst, for Luther selv ville ikke drømme om at tale om menneskerettigheder, men ud fra dens logiske indhold, passende oversat til vor tids tankegang.

Man må vistnok sige, at Luther mente, at en undersåt altid skulle adlyde sin fyrste, også selv om det, fyrsten befalede, forekom ham fuldstændig uretfærdigt. Han skulle adlyde alligevel, gerne finde sig i at lide uret.

Det eneste, han ikke skulle, var at lade sig tvinge af fyrsten til at begå uret mod andre. Her måtte han stå af, nægte at adlyde og tage de lussinger, der måtte følge med en sådan nægtelse.

Vi kan også sige det på en anden måde: Fyrsten har voldsmonopol; han skal straffe de onde og belønne de gode. Undersåtten har ingen ret til oprør, selv om fyrsten eventuelt ikke handler efter denne smukke forskrift.

Når vi imidlertid i vore dage glad og gerne taler om menneskerettigheder, skyldes det, at vi har opdaget, at fyrsten (øvrigheden) ikke altid opfører sig så ideelt, og at det på mange måder kan være praktisk med en bremse på fyrstens magtudøvelse.

En sådan bremse er jo menneskerettighederne. De vil give undersåtterne ret til frit at udtrykke, hvad de vil og finder for godt, ret til frit, at forsamle sig i hvilke foreninger de vil, ret til fri erhvervsudøvelse osv. På denne måde lægges bånd på øvrigheden. Igennem en sådan fri diskussion opdagede vi så i vore vestlige samfund, at undersåtterne ganske udmærket kunne deltage i lovgivningen og regeringsførelsen: demokratiet var født.

Det var det verdslige regimente. Hvad skal så det gejstlige ditto? Det skal holde regering og folk fast på, at det er dem, der har ansvaret. Det vil sige, at ingen må skyde sig ind under andre autoriteter end folket og den folkelige diskussion, og ingen må komme med en guddommelig lov i hånden og kræve, at den bliver verdslig lov.

Mennesket retfærdiggøres virkelig ikke ved loven, det vil sige, menneskesamfundet kommer ikke til at fungere ret, hvis man blot er ude på at holde sig én eller anden påstået guddommelig formulering efterrettelig, mennesket retfærdiggøres ved tro, det vil sige, menneskesamfundet må have så megen indbyrdes tro eller tillid, at en fornuftig diskussion kan finde sted om, hvordan lovene skal indrettes for at kunne danne en tryg ramme om borgernes liv og færden.

Kan man så sige, at menneskerettighederne er et mellemled i Luthers to-regimentslære mellem det verdslige og gejstlige?

Ja, på en måde kan man vel nok. Menneskerettighederne er konkrete love, som samfundet skal overholde (verdsligt regimente), men er samtidig udgangspunktet for en drøftelse af, hvem mennesket er (gejstligt regimente).

Det vil sige, sådan kan vi sige i en vestlig kulturel sammenhæng eller i en kristelig religiøs sammenhæng. Men noget af det spændende i vore dage og også noget, der gør alting meget mere indviklet, er det forhold, at islam er blevet en virkelighed hos os, som vi må regne med. Og muslimer tænker ikke uden videre i lutherske termer med verdsligt og gejstligt regimente.

Hvad så? Ja, det kan vist kun tiden vise. Dog vil jeg ikke mene, at Luthers tanker er uaktuelle, men blot, at vi nok skal uddrage nogle andre essenser af hans værker. Men det vil vist føre for vidt at komme ind på her.

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Cand.theol., redaktør af www.martinluther.dk