Psykologen skal være lydhør

Ikke alle religiøse overbevisninger virker konstruktive, men kan derimod være straffende og fastholdende, skriver Peter la Cour.

RELIGION & SUNDHED: Al nyere terapiforskning peger på, at der opnås bedst resultat af terapien, når patienternes spirituelle eller religiøse univers inddrages, skriver Peter la Cour

Religion.dk sætter fokus på religion & sundhed. Stil spørgsmål til vores eksperter og giv selv dine synspunkter til kende i læserdebatten. Læs mere her!

Spørgsmål:

På hvilke måder skal psykologer og psykiatere tage hensyn til patienternes religiøsitet? Er der et problem i at behandle personer med et religiøst verdensbillede, hvis man selv er ateist? Opfattes religion som en del af problemet – eller kan man komme igennem et psykologisk behandlingsforløb med sin tro i behold?

Svar:

Vi tager spørgsmålene et af gangen - der er jo åbenbart rigtig meget energi og mange følelser i gang omkring disse spørgsmål om religion i sundhedssektoren.

1. En psykolog og en psykiater skal først og fremmest være dygtige til det, som de er uddannet til. Omkring patienters religiøsitet betyder det, at de skal være åbne, lydhøre og måske aktivt undersøgende overfor, hvorvidt det religiøse betyder noget vigtigt for den patient, de har i behandling. Sådan som de stiller sig over for alle livsområder, der kan betyde noget særligt for deres patienter. Det er der intet nyt eller odiøst i.

Som når behandleren spørger om fx seksualitet, er det ganske uvedkommende, hvordan behandleren selv har det med emnet, det er patientens univers, der er i fokus. Det nye omkring religion er så måske, at forskningen på området i stigende grad gør det klart, at det ofte er muligt at hente store personlige ressourcer ind fra patienternes religiøsitet, mens det religiøse i andre tilfælde kan gøre ondt værre.

I lyset af denne viden er det måske ekstra vigtigt, at behandlerne bliver mere bevidste om emnet og opøver en rutine i at kunne tale åbent om eksistentielle spørgsmål - uden at skulle være eksperter på området.

2. Det er naturligvis svært for en ikke-troende rigtig at forstå, hvad det religiøse betyder for en troende, ligesom den der er ligeglad med musik har svært ved at sætte sig ind i, hvad Bachs musik betyder for den musikelskende. Er behandleren professionel, er man i behandlingsforløbet bevidst og respektfuld over for dette forhold, og behandleren må henvise videre til en relevant instans, hvis det skønnes vigtigt med en god samtalepartner på det specifikke område.

Patienten kan hos den mindre professionelle behandler måske i nogle tilfælde føle sig både overset og misforstået omkring det religiøse, ligesom man kan forudse vanskeligheder, hvis behandleren har stærke følelser eller fordomme på området - følelser som ikke kan holdes fri af patientforholdet. Men patienterne har naturligvis også et ansvar for at fortælle, hvis det religiøse her en særlig betydning for dem, og at de forventer dette respekteret i forløbet.

3. Man kan godt komme ud for en psykoterapeut, der i klassisk freudiansk forstand grundlæggende mener, at det religiøse er et udslag af noget barnagtigt hos voksne mennesker. I så fald kan man enten skifte terapeut eller bede terapeuten opdatere sig selv fagligt på området - al nyere terapiforskning peger på, at der opnås bedst resultat af terapien, når patienternes spirituelle eller religiøse univers inddrages som en medspiller i det terapeutiske forløb - hvis patienten lægger op til det, vel at mærke.

På den anden side skal man heller ikke glemme, at der også findes mange mennesker med religiøse overbevisninger, der ikke virker konstruktive, men fx straffende og fastholdende. Sådan en religiøsitet bør den fagligt vidende terapeut naturligvis forsøge at stille spørgsmål til og gøre forsøg på at bringe andre tanker og tolkninger ind i patientens univers. Men det kræver nok en del viden om emnet for behandleren, og det er muligt, at en religiøst myndig person som fx en præst vil være bedre til at tale disse ting igennem med end en psykoterapeut.

I det hele taget kan jeg kun anbefale, at man sætter sig ind i behandlerens baggrund og metoder, inden man vælger at gå i psykologisk behandling. Der er stor forskel mellem de psykoterapeutiske retninger, også på spørgsmålet om det religiøses rolle.

Peter la Cour

Cand.psych. og præsteuddannet, adjunkt på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, forsker i religion og helbred

Læs flere svar omkring religion og sundhed i dette tema under "Religiøse svar."

Andre læser lige nu