Almindelige mennesker må også fortolke Koranen

Man kan se mange frafaldne muslimer og islam-kritikere sætte spørgsmålstegn ved Koranens autencitet - dem om det, skriver Aminah Tønnsen.

REFORM: Det ville være ganske utænkeligt for en troende muslim at sætte spørgsmålstegn ved selve den arabiske korantekst - Guds åbenbarede ord - skriver Aminah Tønnsen

Spørgsmål:

Hvorfor hører man ikke om muslimske reformbevægelser? Kan det ikke tænkes, at Muhammeds åbenbaringer i tidens løb er blevet forvansket og manipuleret efter de aktuelle magthaveres forgodtbefindene?

Eksempelvis er det fællesmuslimske sprog arabisk, ligesom latin engang var for kristendommen. Er det nødvendigt? Hvis Gud skabte alle folk og elsker alle lige - hvorfor skulle han så bedre kunne lide en hyldest på arabisk end eksempelvis på swahili eller dansk?

Bliver det betragtet som respektløst at forske i, om udlægningerne af Muhammeds ord gennem tiden egentlig er korrekte?

Bjørn Pedersen

Svar:

Jeg synes faktisk, at de store dagblade er ret flinke til at fortælle om islamiske reformtænkere både i Vesten og i de såkaldt islamiske lande - og bibliotekerne bugner af litteratur om emnet (især på engelsk). Charles Kurzman's "Liberal Islam - a Sourcebook" fra Oxford University Press 1998 er bare et af mange eksempler herpå.

Jeg har selv skrevet om reformtænkere og -bevægelser i mit bidrag til antologien "Islam i bevægelse" (Akademisk Forlag 2003):

Mange muslimer er af den opfattelse, at Koranen én gang for alle er fortolket af kompetente lærde, og at fortolkning - i de tilfælde, hvor de nødtvungent må indrømme, at der vitterlig er behov for yderligere tolkning af teksten - udelukkende kan udføres af en lille, traditionelt uddannet mandlig elite.

Jeg hører til dem, der mener, at hvis muslimer skal kunne praktisere deres tro i harmoni med det virkelige liv, da må også 'almindelige' troende have lov at give deres bud på en forståelse og fortolkning af teksterne. Det må være legitimt at fremføre sine synspunkter - også hvis de afviger fra det allerede etablerede.

Det koranske begreb shûrâ - indbyrdes rådslagning - bliver meningsløst, hvis der kun er ét synspunkt at forholde sig til. Gud har ikke skabt menneskene som mekaniske robotter, men som frie og ansvarlige intelligensvæsener.

Ser man på europæiske konvertitter som f.eks. Mohamed Aman Hobohm, Abdullah Leonhard Borek og Murad Wilfried Hofmann, så fremgår det tydeligt af deres tidligste artikler og bøger, at deres islamforståelse - ganske som min egen - er blevet til som et helt naturligt, spontant og personligt forsøg på at skabe harmoni mellem troen og en europæisk hverdag. Også østrigeren Muhammad Asads koranfortolkning skiller sig på mange punkter ud fra den ortodokse diskurs.

Ingen af dem taler hverken om modernitet eller euroislam, men om reform, fornyelse og tilbagevenden til rødderne, for alle har de efter længere ophold i de arabiske lande bl.a. som ambassadører og forretningsfolk været oprørt over en gejstlig elite, der har tilranet sig en uhørt magtposition og et fortolkningsmonopol, som ikke kan retfærdiggøres ud fra islams primære kilde, Koranen.

Allerede andalusieren Ibn Hazm (d. 1064) havde et uortodokst syn på mange ting - til stor fortrydelse for både samtidige og senere traditionelle lærde i den såkaldt islamiske verden. Bl.a. mente han, at både Moses' mor og Jesus' mor, Jomfru Maria, havde været profetinder, idet Koranen beretter om, hvorledes Gud talte til dem. Og han mente, at kvinder kunne beklæde alle offentlige poster - undtagen posten som khalîfa, dvs. leder af den muslimske umma, det muslimske fællesskab (ikke at forveksle med posten som statsoverhoved, som utallige kvinder har beklædt i tidens løb).

At islam op igennem historien har haft mange forskellige ansigter udadtil, er en uomtvistelig kendsgerning. Muslimer har som alle andre haft deres despoter at slås med, og talrige muslimske tænkere og filosoffer har - delvis inspireret af europæiske tænkere - forsøgt at nedbryde de gejstliges autoritetsmagt ved at plædere for en tilbagevenden til kernen i Koranen, til accept af pluralisme, af selvstændig tænkning og af en kontekst-baseret forståelse af budskabet:

Djamâl al-Dîn al-Afghânî (Iran/Indien/Egypten 1838-1897) er kendt for sit utrættelige arbejde for at genskabe den dynamik, der i den tidlige middelalder havde gjort, at den islamiske verdens kultur var dybt præget af islam. Efter hans mening var der ingen modsætning mellem islam og den moderne udvikling. Derfor talte han for fornyelse af den islamiske tradition og for et opgør med de retslærde, der fornægtede rationaliteten og den moderne verden.

Mohammed Abdou (Egypten 1849-1905) var pioner inden for den intellektuelle reformbevægelse i Egypten i det 19. århundredes oplysningstid. Han var én af de oplyste islamiske intellektuelle, der troede på åbenhed over for andre kulturer og religioner - og på social, politisk og religiøs reform igennem befrielse fra konventionalismens lænker.

Muhammad Iqbal (Indien 1877-1938) var poet og jurist, Master of Arts i filosofi og doktor i persisk metafysik. Iqbal lod sig inspirere og udfordre af filosoffer som Hegel, Kant, Bergson og Nietzsche. Han beundrede Johann Wolfgang von Goethe som en af de få europæiske tænkere, der havde turdet gøre op med fortidens fordomsfulde billede af islam. Som 50-årig sammenfattede Iqbal sine politisk-teologiske tanker i de berømte seks forelæsninger kendt som The Reconstruction of Religious Thought in Islam. Også Iqbal gjorde - både i sine forelæsninger og i sine litterære værker - opmærksom på, at islam i sine første år var både dynamisk og rummelig, og han bebrejdede åbenlyst de middelmådige intellektuelle, snæversynede og magtsyge politikere og ureflekterede masser, der forvandlede islam til en statisk, utidssvarende og indholdsløs ideologi ved blindt at overtage deres forfædres tolkninger, sæder og skikke.

Ghulam Ahmad Parwez (Indien/Pakistan 1903-1985) var også indædt modstander af de gejstliges magtposition og opfattede den enkeltes bevidstgørelse og selvudvikling som et vigtigt led i kampen imod det britiske overherredømme.

Fazlur Rahman (Indien/USA 1919-1988), ph.d. i psykologi fra Oxford, var i en årrække leder af et forskningscenter i Karachi, som gik i spidsen for en bevægelse imod traditionel og radikal islam. Han mente, at uden nyfortolkning ville samfundet enten stagnere eller kollapse. Han blev kaldt the destroyer of hadîth og valgte at immigrere til Vesten, hvor han var professor ved University of Chicago fra 1969 til sin død.

Said Ramadan (Egypten/Schweiz 1926-1995), Hasan al-Bannas arvtager og grundlægger af Islamic Center i Geneve, udgav i 1961 en bemærkelsesværdig lille bog Islamic Law, its Scope and Equity (Ramadan 1961). På overbevisende måde gør han rede for islams universelle karakter og for den åbenhed og pluralisme, der har præget islam lige fra Profetens tid.

Det er disse tænkere, der har været med til at forme min islam-forståelse, idet de hen ad vejen har bekræftet mine egne refleksioner. Senere har jeg stiftet bekendtskab med andre tænkere som fx Ibn Taymiyyah (1262-1327), der havde mod til at sætte spørgsmålstegn ved hadîth-udsagn, der tydeligvis var inspireret af jødisk tradition, og til at undsige blind imitation, taqlîd - foruden Mahmoud Mohamed Taha (Sudan 1910-1985), Ali Shari'ati (Iran 1933-1977), Abdelkarim Sourouch (Iran f.1945), Tariq Ramadan (Schweiz f. 1962) og mange andre.

"Islam mangler sin oplysningstid" er der nogen, der mener. Sandheden er snarere, at ethvert samfund opfostrer både autoritetstro, konservative og formalistiske tendenser - såvel som disses modsætninger. Snart er det den ene fløj - snart den anden, der er den mest fremtrædende. Det er verdens naturlige gang. Europas oplysningstid var ej heller begrænset til et bestemt århundrede, men må snarere betragtes som en kontinuerlig proces, der også i vore dage udfordres af sine modsætninger.

Vore dages arabiske korantekst skulle stort set være identisk med den tekst, som Profeten Muhammad dikterede til sine skrivere i overensstemmelse med de åbenbaringer, han fik i årene 610-632. De ovenfor nævnte reformtænkere (og flere til) har kritiseret den måde, hvorpå politiske og religiøse ledere har udmøntet Koranens anvisninger i praksis. De har derimod ikke sat spørgsmålstegn ved selve den arabiske korantekst - dvs. ved Guds åbenbarede ord. Dette ville være ganske utænkeligt for en troende muslim, eftersom troen på Koranen som Guds åbenbarede ord er en del af selve fundamentet i den islamiske tro.

Man kan derimod se mange frafaldne muslimer og islam-kritikere sætte spørgsmålstegn ved Koranens autencitet - dem om det!

Gud har talt til mange profeter før Muhammad, og alle profeter har forkyndt Guds ord til deres eget folk på deres eget sprog. I Koranen hylder Gud den sproglige mangfoldighed, og alverdens muslimer beder deres personlige bønner på deres modersmål, ligesom fredagsprædikenen holdes på det lokale sprog.

At arabisk er fællessproget betyder f.eks., at lige meget hvilken moské en muslim betræder, vil hun/han kunne følge den rituelle fællesbøn og koranrecitation. Det er med til at styrke fællesskabet og samhørighedsfølelsen.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen
Muslimsk konvertit, forfatter og foredragsholder