Er den bedste løsning ikke at gifte sig i hemmelighed?

"Jeg vil opfordre jer til at tage en snak med jeres forældre. Voksne er ikke altid så forstokkede, som I unge tror", svarer muslimsk forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen. Foto: sxc.hu

Min personlige opfattelse er, at ærlighed varer længst. Det er ikke sundt for sjælen at hemmeligholde en så vigtig ting som et ægteskab for sine nærmeste, svarer muslimsk forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen

Spørgsmål:

Assalaam alaikum

Jeg har et spørgsmål, og jeg håber - in sha allah - at De kan hjælpe mig! Jeg er en ung pige på 18 år, som er i et haram-forhold! Og jeg gider ikke være i et haram-forhold, og det vil min partner heller ikke.

Men vi ved begge, at vores forældre ikke vil give os tilladelse til at lave nikah (ægteskabskontrakt) nu, da de mener, at uddannelsen kommer først. Og vi har prøvet at stoppe kontakten og prøvet at vente på hinanden til fremtiden, for man siger jo, at sabr (tålmodighed) er bedst! Men vi kan ikke!

LÆS OGSÅ: Hvad er halal og haram?

Jeg har undersøgt, at tvangsægteskab er haram ifølge islam! Begge parter skal have accepteret det. Og imam Abu Hanifa siger, at man ikke skal have sine forældres tilladelse for at lave nikah! Så længe pigen og drengen elsker hinanden. Og kærlighed er jo ikke haram, men kærlighed fører én til haram.

Jeg vil helst gå den rigtige vej, og det samme vil min partner, og derfor har vi valgt at undersøge det, så vi kan lave nikah så hurtigt som muligt og ikke får flere synder! Og vi har tænkt os at fortælle vores forældre det om to år. Men vi vil lave hemmeligt nikah nu og så senere hen fortælle dem det. Faktisk siger profeten Muhammed (Allahs fred og velsignelser være med ham), at løsningen til kærligheden er ægteskab!

Jeg håber, De ville svare mig på det.

Saima

Svar:

Kære spørger, fred være med dig.

Man kan ikke blæse og have mel i munden samtidig! Du og din kæreste må træffe et valg: enten at følge troens regler eller følge jeres egne lyster.

LÆS OGSÅ: Vil Allah straffe os for at være kærester?

Du har ganske ret i, at tvangsægteskab er forbudt (haram). Det er også rigtigt, at ikke alle lærde forlanger forældrenes accept af vielsen (blandt andet er det ifølge marokkansk familieret af 2004 tilladt en myndig person at indgå ægteskab uden en ægteskabsværges (wali) tilstedeværelse og accept).

Men en ægteskabskontrakt (nikah) skal indeholde jeres egne og jeres respektive forældres data, ligeså også en aftale om brudegave (mahr) også selvom det blot er et symbolsk beløb, I aftaler. Desuden skal der være vidner til stede, når I underskriver kontrakten. Meningen med nikah er blandt andet, at den skal legalisere et forhold mellem en mand og en kvinde, og at den skal være offentlig kendt, så alle ved, at disse to mennesker hører sammen ved lov og ret.

LÆS OGSÅ:Hvordan foregår en islamisk vielse?

Min personlige opfattelse er, at ærlighed varer længst. Det er ikke sundt for sjælen at hemmeligholde en så vigtig ting som et ægteskab for sine nærmeste. Du er ung og vil forhåbentlig udvikle dig meget i de kommende år, og hvis du og din partner skulle gå hen og udvikle jer i hver sin retning, er der mulighed for skilsmisse.

Alternativet er et haram-forhold", som du kalder det - og det indebærer jo (nøjagtig som en hemmelig ægteskabskontrakt), at I skal leve med konstant dårlig samvittighed og angst for, at omgivelserne får nys om forholdet.

Konsekvenserne afhænger af, hvilket miljø I kommer fra - det ved I bedst selv. Hvis du kommer fra et meget traditionelt miljø, vil du nok stå dig bedre efter en skilsmisse end efter et brudt haram-forhold, for rygter spredes hurtigt.

LÆS OGSÅ: Vil Allah tilgive mig for sex før ægteskabet?

Jeg vil opfordre jer til at tage en snak med jeres forældre. Voksne er ikke altid så forstokkede, som I unge tror. De ved måske mere om jer, end I aner, og de er jo også interesserede i, at I har det godt og ikke lever jeres liv på en løgn. I skal træffe nogle valg - og leve med konsekvenserne.

Vi lever i en tid, hvor kulturer og traditioner mødes og brydes. Det er altid svært at være blandt dem, der går nye veje og trodser traditionerne og omgivelsernes forventninger, men sådan er livet. Gud har aldrig lovet os, at livet skal være let, men mennesket modnes og vokser ved at træffe valg og påtage sig det ansvar, der følger med.

Hvilken løsning I end vælger, så husk, at Gud er tilgivende, nådig og barmhjertig.

Der er imidlertid en helt anden side af problematikken: Jeg forstår ud fra din henvendelse, at både du, din kæreste og jeres forældre opfatter "nikah" som et "rigtigt" ægteskab. I virkeligheden har "nikah" eller den "islamiske vielse", som mange kalder den, ingen som helst juridisk gyldighed - hverken i de muslimske lande eller i Danmark. Alle steder skal "nikah"/"islamiske vielser" indberettes til de borgerlige myndigheder for at have retlig gyldighed, og for at kommende børn betragtes som ægtefødte.

LÆS OGSÅ: Vielsesattestens manglende betydning

Venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Muslimsk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.