Fastebrydningsfesten id al-fitr

Ved fastebrydningsfesten får børnene gaver, man går på besøg hos hinanden, og telefonerne gløder, skriver Aminah Tønnsen.

RAMADAN: Muslimernes fastemåned nærmer sig sin afslutning, og fastebrydningsfesten kan snart begynde - Aminah Tønnsen skriver om id al-fitr

Spørgsmål:

På hvilken dato fejres ramadanens afslutning i år?

Gunda

Svar:

Den første dag i måneden ramadan - og dermed muslimernes første fastedag - var i år fredag den 15. oktober. Den islamiske kalender er en månekalender, og eftersom der er 29 dage og knap 13 timer fra nymåne til nymåne, skal muslimerne faste i enten 29 eller 30 dage. Nogle grupper herboende muslimer vil holde fastebrydningsfesten lørdag den 13. - andre søndag den 14. november. Datoen afhænger af, om man følger informationer om nymånens tilsynekomst i sit oprindelsesland, i Mekka eller her i landet.

Og lige så snart man er sikker på, at sidste fastedag er overstået, får man travlt med at ordne de sidste indkøb og forberede den fest, der markerer fastens afslutning: id al-fitr (fastebrydningsfesten) eller id al-saghir (den lille fest). Så er det også på høje tid at få betalt sin almisse, for at de fattige også kan få mulighed for at fejre højtiden.

Næste morgen er der højtidsbøn i moskéerne, der fyldes til bristepunktet. Mange steder flytter man denne dags fællesbøn ud i Guds frie natur for at give plads til alle. Sidst på formiddagen samles familien om et første dagsmåltid i lange tider. Det egentlige festmåltid spises nogle timer senere. Børnene får gaver, man går på besøg hos hinanden, og telefonerne gløder.

I København er nogle af de mange islamiske organisationer i de seneste år gået sammen om at leje et par store sportshaller, hvor herboende muslimer samles til fællesbøn og hyggeligt samvær i forbindelse med fastebrydningsfesten.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

––-

Du kan læse mere om ramadanen i temaet "Ramadan - muslimernes fastemåned" under "Religiøse svar"

––-