Frafald og afvigelser i islam. Ved Aminah Tønnsen

DEBAT: Hvilket grundlag gives der i Koranen for at dømme frafaldne?

Spørgsmål:

Det er på religionsdebatten blevet fremført til forsvar for islams forenelighed med individuelle firhedsrettigheder, at der ingen tvang er er i religionen.

Imidlertid er det ikke det synspunkt, som er gældende ret i lande med islam som statsbærende religion. I mange muslimske lande er kristne og jøder et tålt mindretal, men lige rettigheder nyder de ikke.

Værre er det for dem, der åbenlyst frafalder islam.

FNs konvention om borgelige og politiske rettigheder art. 18 anerkender f.x. at enhver har ret til at ændre sin religion, men i muslimske lande anerkendes den frafaldnes rettigheder ikke.

Selv i de tilfælde hvor den frafaldne ikke lider fysisk overlast, må han eller hun ofte affinde sig med andre retlige handicap, så som tvungen skilsmisse, tab af forældremyndighed og fortabelse af ejendom.

Det forekommer mig, at islam (som den praktiseres) på dette område er helt uforenelig med internationale standarder, og tankevækkende er det, at selv liberale muslimer kun meget sjældent klart fordømmer knægtelsen af den grundlæggende ret til fravalg.

Men hvilket grundlag er der i Koranen for en sådan fjendtlighed overfor den, der forlader sin tro?

Peter Herngaard

Svar:

Kære Peter:

Det er tidligere her i debatten blevet sagt, at islam - ej heller i de såkaldt islamiske lande - praktiseres, som den burde i henhold til Koranen. Dette gælder også for et emne som trosfrihed, der et fundamentalt princip i Koranen:

Der kan ikke være tvang i trosanliggender (la ikrâha fi-dîn). Troens rette vej er nu klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den, der ikke tror på falske guder og onde magter (at-tâghût), men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende. (Koranen 2:256)

Sig: "Dette er sandheden fra Herren!" Lad den, der vil tro - og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)

Vi har visselig vist mennesket vejen. Om det vil være taknemmligt eller utaknemmeligt, er op til det selv. (76:3)

Gud tilgiver den frafaldne, der finder tilbage til troen. Koranen taler endog om menneskers gentagne frafald og tilbagevenden til troen. Koranen forudser endvidere en frafaldens naturlige død - hvilket i sig selv skulle få al tale om dødsstraf for frafald fra troen til at forstumme.Tro er en personlig sag mellem det enkelte menneske og Gud. Tvang og tro er uforenelige. Hvis et gudsforhold påtvinges under dødstrusler, skaber man hyklere - og de er ifølge Koranen de værste af alle.

Der er ifølge Koranen kun to tilfælde, hvor der er mulighed for at idømme dødsstraf:

Hvis nogen dræber et menneske - med mindre det er som gengæld for overlagt mord eller blodig vold og terror - vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. Og hvis nogen redder (el. sparer) et liv (ved at afstå fra sin ret til gengældelse) vil det være, som om han redder (el. sparer) hele menneskeheden. (5:35)

Alligevel er det en udbredt opfattelse blandt muslimer såvel som ikke-muslimer, at en frafalden (murtadd) muslim straffes med døden. At straffe en muslim ved frafald ville imidlertid være stik imod Koranens bogstav og ånd - hvad enten den frafaldne efterfølgende vælger at bekende sig til en anden tro eller ej. Det eneste mulighed for straf for frafald fra islam er i tilfælde, hvor den frafaldne åbent tilskynder til oprør imod samfundet og/eller aktivt deltager i et sådant oprør (5:36) uden efterfølgende at angre sine handlinger (5:37).

Efter Profeten Muhammads død i A.D. 632, mente mange arabiske stammer, at de pagter, de havde indgået med Profeten, automatisk var ophævet. Deres oprør blev sidestillet med frafald fra islam, og det var i denne situation, at man citerede et udsagn (hadîth), der skulle stamme fra Profeten: "Den, der forlader sin tro, skal straffes med døden." Koblingen mellem frafald og væbnet oprør imod den muslimske stat bekræftes bl.a. af, at frafaldne kvinder iflg. den hanafitiske retsskole ikke idømmes dødsstraf, for "kvinder går - i modsætning til mænd - ikke i væbnet kamp."

Tuneseren Mohamed Talbi (f. 1921) mener, at udsagnet hører til de udsagn, der tydeligvis er blevet til under jødisk indflydelse, og som allerede Ibn Taymiyyah (1262-1327) advarede imod. Iflg. Moseloven er der nemlig dødsstraf for frafald: 3. Mosebog 14,16 og 5. Mosebog 13, 2-19. Der er imidlertid mange teologer, der klassificerer dette profet-udsagn som "svagt", idet det kun er overleveret igennem et enkelt "fortællerled", hvilket normalt ikke er tilstrækkeligt for at retfærdiggøre dødsstraf.

Under alle omstændigheder hører udsagnet til de såkaldte "generelle" udsagn ('amm), der skal uddybes nærmere for at kunne forstås. Ser man isoleret på udsagnet ville det nemlig betyde, at en kristen eller jøde, der ønsker at konvertere til islam, skulle straffes med døden for at forlade sin tro, hvilket tydeligvis ikke er meningen.

Vi lever i et land, hvor den ytrings- og trosfrihed, der burde være en selvfølge i ethvert virkelig islamisk land, giver os mulighed for at finde tilbage til den grundlæggende kerne i Koranen. Som troende muslim er man forpligtet på Koranens/Guds ord - ikke på menneskeskabte fortolkninger, som er blevet til i andre tider og under ganske andre omstændigheder.

Derfor er der nogle fortolkninger og principper, som man nødvendigvis må tage afstand fra og koransteder, som må nyfortolkes for at have deres berettigelse i en tid, hvor det ikke længere gælder et mindre, begrænset muslimsk samfunds, men hele menneskehedens ve og vel.

Mange muslimer har skrevet om dette i de seneste 30 år. Selv har jeg skrevet mere derom på islamstudie.dk under emnerne "strafferet / frafald" og "etik / menneskeret / trosfrihed". Dér er der også henvisning til anden litteratur både i bogform og på internettet, bl.a. www.islam21.net .

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen