Hvordan får jeg en islamisk skilsmisse?

"Det er ifølge traditionel fiqh en hustrus ret, at hendes mand har seksuelt samkvem med hende. Nægter han i en længere periode, giver det ret til skilsmisse", skriver Aminah Tønnsen. Foto: Hatem Omar

"Ingen kvinde skal finde sig i vold, utroskab og forbud imod at studere og kontakte familie og veninder", svarer forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen

Spørgsmål:

Jeg og min mand blev gift af kærlighed. Vi elskede hinanden indtil den dag, vi blev gift, og han ændrede sig meget. Jeg måtte intet! Ikke kontakte min familien, men kun hans familie, jeg måtte ikke studere eller snakke med veninder og så videre.

Senere hen blev han også meget voldelig, men jeg holdt ud, da han var min mand, og jeg elskede ham. Jeg blev gravid med hans barn, som er ni måneder nu. Under graviditeten slog han mig meget, og jeg var tit på hospitalet. Hvordan kan en muslimsk mand slå sin gravide kone? Men stadig holdt jeg ud...

Da barnet blev født, skændtes han meget med mig og sagde hele tiden, at han var træt af os. Der begyndte han også at være mig utro med mange slags piger. Han sov heller ikke med mig længere, og jeg græd hver dag.

Endelig besluttede jeg, at vi skulle gå fra hinanden, selvom jeg elskede ham. Han var uenig, fordi så mistede han jo sin søn. Men dagen kom, hvor han smed mig ud af sin lejlighed. Nu bor jeg hos min mor, indtil jeg får styr på mit liv.

Idag spørger jeg Allah, hvorfor mit liv blev sådan her. Er det min skæbne? Vi er ikke islamisk skilt endnu, hvordan kan vi blev det, da han ikke vil det?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for en del af mig elsker ham stadig, men det bliver aldrig mig og ham, for vores familier kan heller ikke sammen. De er fjender nu!

Og han hader mig, det er jeg sikker på! I hans øjne er jeg en beskidt luder, fordi jeg ikke blev og gjorde, hvad han sagde (altså accepterede hans vold, utroskab, isolation). Er det forkert af mig stadig at elske ham? Håber, I kan svære på mit spørgsmål. Og hvad er barnets rettigheder her?

Venlig hilsen
Anonym

Svar:

Fred være med dig

Det er en tragisk situation, du er havnet i, men desværre ikke spor usædvanlig. Jeg kan godt forstå, at det er svært at acceptere, at den mand, du giftede dig med, viser sig at være både voldelig og utro. Ingen kvinde skal finde sig i vold, utroskab og forbud imod at studere og kontakte familie og veninder.

Du skriver ikke, om I er gift ifølge dansk lov. Hvis I er det, vil du kunne få skilsmisse på grund af vold og utroskab - også selvom din mand ikke vil skilles. Hvis I derimod ikke er gift ifølge dansk lov og kun har fået en såkaldt islamisk vielse, er situationen en ganske anden.

Ifølge traditionel fiqh kan en kvinde bede om skilsmisse, hvis manden ikke opfylder sin forsørgelsespligt, hvis han er voldelig eller ikke opfylder sine ægteskabelige forpligtelser (det vil sige ikke går i seng med sin kone) i 4-6 måneder (afhængigt af retsskole). Men eftersom en såkaldt islamisk vielse ikke er registreret hos myndighederne, har den ingen som helst juridisk gyldighed. Derfor er der heller ingen regulering af skilsmisse fra et sådant ægteskab - alt vil afhænge af den imam, som behandler sagen.

Derfor kan du heller ikke være sikker på, at imamen vil følge den traditionelle fiqh. Det er imamens opgave at forsøge at forsone jer, og han vil sandsynligvis gøre alt for at få dig til at gå tilbage til din mand, hvilket jeg på det bestemteste vil fraråde dig at gøre. Man skal aldrig gå tilbage til en mand, der én gang har slået én, for den, der slår én gang, vil oftest slå igen og igen.

Forældremyndigheden er en sag for de danske myndigheder, hvor man vil følge reglerne for papirløse samlevende. Din mand vil sandsynligvis blive dømt til at betale børnebidrag (hvilket han jo også skal ifølge trad. fiqh).

Hvis din mand ikke vil have skilsmisse, vil jeg anbefale dig at bruge følgende argumenter fra traditionel fiqh (eftersom det er en såkaldt islamisk vielse, der er foretaget):

1. Hustruvold
Du skriver, at du har været på hospitalet flere gange efter at være blevet mishandlet. Bed din læge hjælpe dig med at få udskrift af din sygehus journal, der beskriver mishandlingen. Tag en kopi med til imamen (behold originalen hjemme hos dig selv).

2. Manglende forsørgelse
Du skriver intet derom, men ifølge traditionel fiqh har en ægtemand forsørgelsespligt over for sin hustru og sine børn. Hvis barnet er en dreng: til han kan forsørge sig selv. Hvis barnet er en pige: til hun bliver gift. Din mand har også pligt til at forsørge dig under den såkaldte 'idda', det vil sige venteperiode efter skilsmisse.

Når spørgsmålet om forældremyndighed afgøres ved dansk ret, kan du altså med sindsro acceptere en afgørelse om, at barnets far skal betale børnebidrag, for ifølge islam skal en far naturligvis forsøge sine børn.
manglende opfyldelse af ægteskabelige forpligtelser.

3. Manglende opfyldelse af ægteskabelige forpligtelser
Det er ifølge traditionel fiqh en hustrus ret, at hendes mand har seksuelt samkvem med hende. Nægter han i en længere periode, giver det ret til skilsmisse. Jeg går ud fra, at I ikke har haft seksuelt samkvem, siden din mand smed dig ud fra sin lejlighed. Tag en kopi af din kvittering for anmeldelse af bopæls/adresseændring fra Folkeregistret med til imamen (behold originalen hjemme hos dig selv).

Måske er det bedst, at det i første omgang er din far eller din mor, der taler med imamen om din situation. Dernæst skal du sørge for, at du har ovenstående dokumentation parat for at bevise dine klagepunkter.

Jeg kan naturligvis ikke garantere for udfaldet; men jeg håber, at din familie støtter dig i denne meget vanskelige situation.

Jeg vil opfordre dig til at gå til Mødrehjælpen, der har mulighed for at rådgive og støtte dig. Du kan henvende dig til dem anonymt, det vil sige uden at du behøver opgive dit navn. Du kan finde nærmeste kontor på denne hjemmeside: moedrehjaelpen.dk.

Det er en vanskelig situation, du står i, men husk, at efter enhver vanskelighed følger befrielse (Koranen 94:5-6), og at Gud ikke pålægger den enkelte større byrder, end hun/han kan bære (Koranen 2:286).

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen,
forfatter og foredragsholder