Hvordan konverterer man til islam?

Spørgsmål:

Kære Safia,
Mit navn er Torben og er 37 år. Jeg har stiftet bekendskab med Islam de sidste par år. Jeg er nået et punkt, hvor jeg gerne vil høre nærmere om
hvordan man konverterer til Islam.
Jeg har rigtig mange spørgsmål i hovedet, og nogle af dem er følgende: Hvordan foregår konverteringen rent praktisk? Hvordan beviser man, at man er muslim, hvis man skal rejse til et muslimsk land? Hvad skal jeg forberede, inden jeg konverterer? Er det rigtigt, at man er muslim, så snart man siger trosbekendelsen?

Jeg ser frem til jeres besvarelse.
På forhånd mange tak.

Venlig hilsen
Torben.

Svar:

Hej Torben,
Det glæder mig meget, at du har fattet interesse for islam.

At konvertere til islam er en stor ting for enhver, der vælger at tilslutte sig en ny religion med alt, hvad dette indebærer, men jeg kan fortælle dig, at en konvertering er meget nem.

I princippet skal man bare udtale den muslimske trosbekendelse (shahadah), hvori man bekræfter, at der ikke findes andre guder end Allah, og at Muhammed er Hans budbringer, i påhør af to voksne, mandlige vidner.

I praksis retter man henvendelse til en større moske, for eksempel Islamisk Kulturcenter, hvis du bor i København. I moskeen fortæller man, at man gerne vil konvertere, og den ledende imam på stedet vil have en samtale med dig, hvorunder det afklares, hvorvidt du er klar til denne process. Så vil imamen indkalde to vidner, og i deres påhør udtaler du trosbekendelsen, og så er du fuldgyldig muslim. Det hele tager max. et kvarter.

Mange nye muslimer vælger at antage et muslimsk navn, men dette er ikke reelt nødvendigt, medmindre man i forvejen bærer et navn, der er uforenligt med islam, hvis man for eksempel hedder Christian.

Jeg kunne forestille mig, at navnet Torben muligvis ikke rimer med islam, da det indeholder reference til Thor, som er navnet på en ase.

Tit antager nye konvertitter et navn, der bekræfter deres nye tilhørsforhold (Abdulwahid, Shaker, Aslam, Abdallah) eller også tager de et nyt navn, der minder om det oprindelige navn i ordlyd (Tawfiq, Tarek, Thabit).

Du kan bede om at få udstedt et konverterings-bevis, som du kan bære med dig til udlandsrejser, især hvis du skal til Mekka i Saudiarabien. Men medmindre man hedder Christian til fornavn, er sådan et papir i praksis totalt unødvendigt. Når man for eksempel rejser til et muslimsk land og møder andre muslimer, er det oftest nok i sig selv at udtale trosbekendelsen og eventuelt det første kapitel i Koranen (suraht al-Fatiha) for at "bevise" overfor andre, at man virkelig er muslim.

Et konverterings-bevis er nogle gange nødvendigt i forbindelse med udfærdigelse af en ægteskabskontrakt, hvis man vil giftes med en muslimsk kvinde.

Det kræver ingen særlig forberedelse at blive muslim, men implicit skal du jo selv være klar over, hvad dette indebærer, altså kende til islam, islams historie og ritualer og ideer.

Mange nye muslimer vælger at følge et kursus i den lokale moske, hvor nye konvertitter undervises i ritualer som bøn og faste og profetens liv. Et konvertit-kursus har også den fordel, at man befinder sig med andre i samme situation og kan bruge sine nye brødre og søstre som sparringspartnere i de overvejelser og tanker, man får undervejs.

Som udgangspunkt vil jeg opfordre dig til at henvende dig til en moske med alle dine tanker, og jeg er sikker på, at man vil modtage dig med venlighed og åbenhed og hjælpe dig videre i din proces.

Jeg kan desuden fortælle dig, at konverteringer finder sted i stort set alle moskeer i hele landet stort set dagligt i øjeblikket, og der går ikke en uge, hvor jeg ikke selv møder et nyt ansigt i moskeen.

Med venlig hilsen,
Safia Aoude, muslim og cand.jur.