Ikke alle muslimer kan acceptere et kirkebryllup

ÆGTESKAB: Kan vi gifte os i en kirke, uden at min muslimske mand vil skulle gå på kompromis med sin tro? Aminah Tønnsen svarer

Spørgsmål:

Kære Aminah Tønnsen

Tak for dit svar.

Ifølge ritualbogen (i den danske salmebog) nævnes treenigheden kun i nogle bønner, men ikke i selve vielsesritualet.

Trosbekendelsen er heller ikke en del af ritualet. Kan vi gifte os i kirken, uden at min (kommende) muslimske mand vil skulle gå på kompromis?

Med venlig hilsen

Mette

Svar:

Der er kun én, der kan svare på, om din kommende mand vil skulle gå på kompromis - og det er ham selv!

Han skal granske sin egen samvittighed, og hvis han ikke ganske klart kan sige ja til at imødekomme dit ønske om et kirkebryllup, så skal han lade være.

Der er nogle muslimer, der end ikke vil sætte deres fod i en kirke - og der er andre, der synes, det er helt ok. Den afgørelse kan hverken du eller jeg træffe for ham.

Som tidligere nævnt, kunne en velsignelse måske være et acceptabelt kompromis. Hvis I vælger en sådan frem for en regelret vielse, vil præsten være friere til at vælge/formulere bønner, der ikke nævner Faderen, Sønnen og Helligånden.

Under alle omstændigheder skal I tage en samtale med præsten og være enige om ritualet indtil mindste detalje, så der ikke ikke bliver sagt noget, som kan spolere dagen og fremtiden for jer.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen
Muslimsk forfatter og foredragsholder