Tørklædeforbud gavner ikke ligestilling

Et eventuelt forbud mod tørklæder vil ramme både de velintegrerede muslimske kvinder samt de, der har behov for at blive det, skriver Metin Aydin

Spørgsmål:

Hej Metin

Jeg har altid haft en opfattelse af, at der var flere forskellige typer muslimer, men jeg er nu blevet lidt usikker. Det handler i bund og grund om tørklæder, som jeg langt hen ad vejen har betragtet som noget en stor del af muslimerne bar frivilligt. Jeg har aldrig ment, at man kunne skære alle over en kam men nu er jeg ved at blive lidt usikker. Religion uanset retning er ikke min stærke side. Men jeg er stor tilhænger af religionsfrihed. Men kan islam kombineres med demokrati? Og hvordan med sharia? Hvor kan jeg nemt finde ud af, hvad der er skræmmeretorik fra Dansk Folkeparti og hvad der er virkelighed?

Mange hilsner

Linda

Svar:

Kære Linda

Jeg forstår godt, at det kan være svært at finde ud af, hvad der er op og ned når man skal finde ud af hvad sandheden er om islam og muslimer. Sandheden er nok blot den, at der ikke findes én sandhed, hvorfor jeg ikke kan give dig det entydige svar eller den generelle pejling, du efterlyser.

Men ja, jeg mener bestemt at islam kan kombineres med demokrati. Stort set alle muslimske lande er i dag demokratier efter vestligt forbillede, om end de flere steder og af forskellige årsager ikke er nået nær så langt som vi er i Danmark.

Islamisme, altså den eller de ideologier der stræber efter en islamisk retsstat og derfor på flere punkter står i modsætning til det verdslige demokrati, kan selvfølgelig kun i begrænset omfang kombineres med demokrati. Dagens Iran er det klareste eksempel på, at de to størrelser kun dårligt lader sig forene.

Det er i øvrigt min klare overbevisning, at det store flertal af danske muslimer ikke er islamister; jeg kender en del muslimer, men ingen der ønsker sig et kalifat, og jeg har kun en enkelt gang mødt én der udtrykte, at det ville være at foretrække frem for det repræsentative demokrati vi har herhjemme.

For så vidt angår tørklædet (og det følgende kommer meget til at handle om netop det) er det klart, at dersom det kun er kvinder, der bærer det, da har det også iboende symbolske betydninger, også - men ikke udelukkende - hvad angår kønsroller og kvindeopfattelser. Om tørklædet er mere undertrykkende end muslimske mænds skæg, er jeg dog ikke sikker på, og det kommer mig for, at for de fleste unge muslimers vedkommende er tørklædet for piger og skægget for drenge omtrent så selvvalgt som konfirmation er det for kristne i Danmark i dag. (Se evt. artiklen Muslimske kvinder bærer tørklædet frivilligt bragt i Kristeligt Dagblad 19. april 2008).

En diskussion om undertrykkelse og ulighed er selvfølgelig nødvendig i alle de forhold hvor dette forekommer, men den bliver overvejende teoretisk når muslimske kvinders tørklæder tilsyneladende er frivillige, og i øvrigt ikke er en underkastelse for manden, men for Gud. Og debattens omfang og intensitet kan undre, når der er mange og mere reelle og presserende samfundsproblemer at tage fat på, det være sig ligeløn mellem kønnene, de få kvindelige virksomhedsledere, borgmestre, og for indvandrerkvinders vedkommende deres begrænsede deltagelse i samfundslivet, deres uddannelsesniveau, sprogkundskaber og indkomstforhold m.v.

At der forekommer en diskussion om, hvorvidt det skal være tilladt for muslimske kvinder at bære tørklæder eller ej, alt imens der helt åbenbart er større og mere virkelige problemer at tage fat på hvad angår ligestillingen mellem kønnene, vidner om, at diskussionen for nogle ikke udelukkende handler om kvindeundertrykkelse. Hvad diskussionen handler om derudover kan være mange ting, men det er klart, at såfremt der ikke findes en gyldig grund til at fratage muslimske kvinder retten til at bære et tørklæde, da kan debatten ud over at opfattes som et reelt men misforstået ønske om at bistå i hvert fald flertallet af muslimske kvinder i deres ligestillingskamp også opfattes som et simpelt påskud for at ville sanktionere overfor muslimer.

Om et tørklædeforbud i øvrigt ville have en positiv indflydelse på muslimske kvinders ligestilling med manden, stiller jeg mig tvivlende overfor. Man kan spørge sig selv, om de muslimske kvinder bliver mere integrerede i samfundet, ligestillede eller moderne ved et forbud mod at bære tørklæder i skolen eller på offentlige kontorer, eller om et forbud vil kunne føre til uro og fremmedgørelse overfor det samfund de burde blive eller allerede er en del af.

Stor er sandsynligheden for, at selv de kvinder, der med rette kan kaldes undertrykte, vil føle det som et overgreb på deres person ifald samfundet fratog dem retten til at bære den beklædning, der er med til at definere dem som kvinder. Det være sig tørklæde eller bikini. Derved rammer et eventuelt forbud mod tørklæder både de velintegrerede samt de der har behov for at blive det, og ønsket om at hjælpe disse kvinder imod undertrykkelse er i virkeligheden en bjørnetjeneste i forhold til et reelt behov for integration og ligestilling.

Da de danske kvinder afklædte sig bh'en som symbolet på deres egen undertrykkelse for omtrent 40 år siden, var det et resultat af frivillige valg. Det moderne samfund havde fået kvinderne ud på arbejdspladserne og den øgede kontakt med omverdenen samt lønindtægten og den deraf følgende højere grad af uafhængighed muliggjorde ligestillingen. Tilsvarende må man formode, at vi vil kunne observere en del indvandrerpiger, der med en hvis parallelitet til deres 40 år ældre søstres bh'er affører sig tørklædet i takt med, at de kommer i berøring med og bliver præget af det samfund de bør være en del af.

Derimod vil et forbud, der vil blive opfattet som en urimelighed, sikkert få den modsatte effekt end intentionerne bag, og de kvinder det berører slå hælene i og klynge sig til det der bliver anfægtet, nemlig retten til at bære tørklæde. Og tørklædet vil således risikere i endnu højere grad at blive selve definitionen på deres identitet.

Afslutningsvis vil jeg foreslå en særdeles enkel metode til ikke kun at finde ud af, hvordan det forholder sig med muslimer, men også at få et bedre forhold til dem - og det er at mødes og tale med dem. Hvis man afholder sig herfra, bliver enhver fornemmelse eller pejling man kan få af muslimers demokratiopfattelse, deres forhold til vesten, deres værdinormer set i relation til traditionelle danske ditto, jo i bedste fald andenhånds eller andenrangs. Og pejlingen risikerer således at være helt eller delvist ude af kurs.

For nogen vil det forekomme svært at mødes og samtale med en muslim, hvis der ikke umiddelbart er nogen anledning hertil. Men har man et oprigtigt ønske om at forstå og lære sin muslimske nabo og dennes kulturelle baggrund og ståsted at kende, behøver det ikke at være svært man kan starte med undskyld, du har vel ikke en kop sukker?

Med venlig hilsen

Metin Aydin, arkitekt og formand for Forening for Moské og Islamisk Center