Uenighed om placering af helligdage

For muslimer begynder en ny dag ved solnedgang og dermed ganske uafhængigt af klokken, forklarer Aminah Tønnsen.

Spørgsmål:

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om Skæbnenatten er den nat, der begynder klokken 0.00 den 20. oktober, eller om det er om aftenen den 20. okt., det starter.

Er det i så fald et bestemt tidspunkt, det begynder, og er det bestemt af et eller andet sted eksempelvis Mekka?

Hilsen
Nysgerrig skolelærer

Svar:

For muslimer begynder en ny dag ved solnedgang og dermed ganske uafhængigt af klokken. Hvis en bestemt begivenhed er berammet til den 20. oktober begynder den rent faktisk den 19. oktober ved solnedgang.

Der er flere traditioner for, hvornår skæbnenatten (lailat al-qadr) højtideligholdes. De lærde mener, at den falder på én af de ulige dage i slutningen af fasten. De fleste regner dog med den 27. ramadan, der i 2006 vil falde den 19. eller 20. oktober.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen
Forfatter og foredragsholder

Spørgsmål:

Tak for svaret.

Jeg forstår det således, at en dag altid begynder ved det, vi forstår som den foregående dags solnedgang, og så må den jo eksempelvis slutte ved denne dags solnedgang. (Det lyder lidt forvirret, men jeg tror, jeg har forstået det rigtigt).

Skæbnenatten må altså eksempelvis slutte senest ved vores 20. oktobers solnedgang, ikke?

Går det efter solnedgang i Mekka, eller er det solnedgang der, hvor man nu engang bor? Jeg forstår nemlig på mine elever, at ramadandagene går efter Mekkas tid.

Vi har snakket en del om den forestående ramadan. Mine muslimske indonesiske elever forventes af forældrene at holde den helt ned til 6-7 års alderen, hvilket vi jo anser for helt forkasteligt, da så små børn slet ikke kan holde sig så meget i ro, at de ikke bliver meget tørstige og sultne.

Hos de muslimske børn vi har fra Sudan og arabiske lande, har det altid været sådan at de begyndte at "øve sig", når de var omkring 10-11 år.

Børnene fra Sudan kender godt skæbnenatten, men de indonesiske børn virker helt uforstående, når vi taler om denne nat/dag.

De indonesiske børn er ofte ellers nogle af dem, som overholder de daglige bedetimer m.m. mest, og jeg har nogle gange hørt dem tale med foragt om muslimer fra andre lande som "frafaldne".

Ikke bare dem som vi også måske anser for lidt "lunkne" i troen men i det hele taget, som om de, er de eneste, der praktiserer den sande islam.

Jeg skal skynde mig at sige, at de alle er yderst søde og dejlige elever at have med at gøre, og der er i det daglige ikke flere problemer med dem end med de danske elever.

Jeg har dog lært, at der er så stor forskel på alle de børn, vi har, alt efter hvilket land og hvilken kultur, de kommer fra, at det er helt forkert, når vi taler generelt om flygtninge og indvandrere som en samlet flok.

Vi bør nok i stedet sige arabiske flygtninge, indonesiske flygtninge, bosniske flygtninge o.s.v. Det er forkert over for dem at putte dem alle i den samme "kasse".

Det var bare lige en ekstra kommentar, som egentlig ikke har noget med mine spørgsmål at gøre, men jeg er i mit daglige arbejde blevet mere og mere nysgerrig med hensyn til andre religioner og også med hensyn til min egen, da børnene også tit spørger til den.

Det er for øvrigt sjovt at se, at mange af dem, uanset nationalitet, finder meget af vores julepynt så fint, at de har det stående fremme i deres hjem hele året. En stor del af dem har taget en del af vores traditioner omkring jul til sig (bl.a. juletræet) uden at de dog holder juleaften.

Med hensyn til din bog vil jeg forsøge at få skaffet den til vores bibliotek, men jeg tror ikke vores tosprogede flygtninge kan læse den, da de ikke er så gode til dansk, Jeg mangler faktisk ofte religionsmateriale i det hele taget til dem. Hvis det er store elever bliver det de kan læse ofte for barnligt i sproget og indholdet. Der mangler noget, som de kan forstå uden at det virker som om der bliver talt ned til dem. Måske kunne jeres nye materialeskrives om i et mindre format, således at de tosprogede elever -samt de danske svage læsere- vil kunne læse det?

Venlig hilsen
Nysgerrig lærer"

Svar:

At en ny dag begynder ved solnedgang har i praksis kun betydning i forbindelse med de religiøse højtider. Jeg tror, at langt de fleste herboende muslimer indretter deres daglige fastetider i forhold til den lokale sol, som jo også er bestemmende for de daglige tidebønners afholdelse.

Jeg mener i øvrigt, at muslimerne burde finde en anden løsning i de år, hvor fasten falder om sommeren og man kun kan spise og drikke mellem solnedang 22.30 og daggry kl. 2.00. En af imamerne godkendt fordeling med faste det halve døgn (12 timer), som det er naturligt i mange arabiske lande, ville efter min opfattelse være det mest hensigtsmæssige, hvis man skal passe sin daglige dont på tilfredsstillende vis, hvad enten man er på arbejdsmarkedet eller studerende.

Jeg ville nødig opereres af en læge eller køre med en buschauffør, der i en varm sommerperiode kun har fået vådt og tørt i et par timer dagligt. Det er ganske uforsvarligt. Og hvorfor skal muslimske gymnasieelever og studerende, der skal til eksamen i juni måned, have det så meget vanskeligere end deres medstuderende i en tid, hvor karakterer er altafgørende for at komme ind på det ønskede studie?

De imamer, jeg har talt med om problemstillingen, mener, at det er den enkeltes ansvar; at det er op til den enkelte at granske sin samvittighed og udskyde fasten eller om nødvendigt få en læges ord for, at helbredet ikke kan klare en faste under de givne omstændigheder. Det lyder vældig besnærende, men tager slet ikke hensyn til de sociale faktorer, hvor det i visse kredse er nødvendigt at 'klare' en faste selv under ekstreme forhold for at blive opfattet som en god muslim. I denne situation burde realisme gå forud for idealisme

Med hensyn til fastemånedens begyndelse og afslutning (ved nymåne) har man været uenige lige så længe, der har boet muslimer i Danmark. I de første år var det meget almindeligt, at man rettede sig efter nymånens tilsynekomst i sit oprindelsesland, hvilket har betydet, at ikke alle muslimer begyndte og sluttede fastemåneden samme dag.

Nogle muslimer er siden gået over til at rette sig efter forholdene i Mekka. Et mindretal retter sig efter astronomiske beregninger her i DK, hvilket efter min opfattelse er det mest logiske, eftersom man jo også indretter sine tidebønner efter de lokale forhold.

Jeg har i flere år plæderet for, at muslimer er nødt til at finde fælles fodslag mht. fastens begyndelse og afslutning og rette sig efter de lokale astronomiske beregninger, således at højtiderne ligger fast, f.eks. når skolerne skal planlægge det nye skoleår. Det er det mindste, man kan gøre, hvis man vil håbe på imødekommenhed fra skolens side mht. en fridag i forbindelse med højtiderne. Så meget respekt må man have for det system og de mennesker, der giver ens børn den lærdom, der er forudsætningen for, at de kan klare sig i samfundet.

Emnet er blevet diskuteret i muslimske kredse; men imamerne har ikke kunnet nå til enighed. Foreløbig er det kun dem, der ikke føler sig bundet af en bestemt menighed eller imam, der følger den lokale måne.

Det er nyt for mig, at indonesiske børn ikke kender skæbnenatten, for den omtales jo ganske tydeligt i Koranen (sura 97); men som du selv nævner, så er muslimer forskellige og naturligvis påvirkede af den kultur, de lever i - og/eller som de eller deres forældre er opvokset i. Det er meget individuelt, hvor hurtigt man tager nye skikke til sig. Nogle gør det hurtigt, andre gør det aldrig - vel sagtens fordi de finder tryghed i det, de er opvokset med.

Ifølge de traditionelle kilder, bliver religiøse ritualer som bøn og faste obligatoriske fra puberteten; men det er almindeligt, som du fortæller, at yngre børn 'øver sig' - og høster omverdenens ros og anerkendelse herfor. At lade 6-7 årige gennemføre en regulær faste finder jeg ganske forkasteligt.

At nogle muslimer er hurtige til at fordømme andre som mindre gode muslimer, som afvigere ja sågar som frafaldne, er desværre ikke et særsyn - hverken blandt herboende muslimer eller på internettet, hvor det går ud over både shia-muslimer, sufier og en lang række andre grupperinger og enkeltpersoner.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen
forfatter og foredragsholder