Vil han fravælge mig, når jeg ikke er jomfru?

Selvom det er komplet u-islamisk, bliver kvinden dømt og manden går fri, så jeg er overbevist om, at man skåner sig selv, hvis man venter med det seksuelle, til man er gift med "den eneste ene", skriver muslimsk forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen. Foto: Foto: ©Milena Boniek /colourbox.com

Mange unge mænd vil ikke stå ved, at de faktisk i Guds øjne er lige så skyldige som den kvinde, de har haft sex med, uden at være gift med, skriver muslimsk forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen

Spørgsmål:

Hej Aminah Tønnsen,

Mange tak for din besvarelse!

Når du skriver:

"Selvom din kæreste ikke synes at tage sagen så tungt lige nu, så risikerer du, at han til den tid har en helt anden holdning til sex før ægteskab, end han har i dag, og så vil det - sandsynligvis - være dig, der trækker det korteste strå."

LÆS OGSÅ: Læser: Hvorfor har så mange muslimske mænd sex før ægteskabet?

Hvad mener du så med det? Tror du, at han en dag vil fravælge mig som hustru, fordi at jeg ikke er jomfru? Han er den eneste jeg har været sammen med, og jeg er også den eneste han har haft samleje med.

Ville være rigtig glad for at få et svar vedrørende dette.

Venlig hilsen
Anonym

Svar:

Kære Anonyme,

Koranens seksualnormer er ens for begge køn: Samleje uden for ægteskab er forbudt; men i praksis er det jo - desværre - mandschauvinismen, der har overhånd.

I mange muslimske kulturer er det socialt accepteret, at mænd fornøjer sig uden for ægteskab, medens man forlanger, at kvinder kun har sex inden for ægteskab.

LÆS OGSÅ: Mødomskontrol og jomfrutegn

Jeg har oplevet- og hørt om mange familier, hvor en ung, ugift mand åbenlyst boede sammen med en kvinde, han ikke var gift med, selvom både han og hans familie tog det for givet, at han en gang i fremtiden skulle giftes med en jomfru.

Desværre hører jeg om mange unge mænd, der ikke vil stå ved, at de faktisk i Guds øjne er lige så skyldige som den kvinde, de har haft sex med, og som ikke er parate til at kæmpe for deres forhold. Og så er det, at kvinden trækker det korteste strå. Hun bliver fordømt, medens manden går fri, selvom det er komplet u-islamisk.

Man kan så argumentere for, at vi da lever i et frit og demokratisk land, men det er svært at ændre traditioner, når det indebærer tab af privilegier og magt.

LÆS OGSÅ: Koranen omtaler hverken mødom eller jomfrutegn

Og ganske uafhængigt af min tro, er jeg overbevist om, at man skåner sig selv for mange skuffelser og nedture, hvis man venter med det seksuelle, til man er gift med den eneste ene.

Venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Muslimsk forfatter og foredragsholder