Davidstjernens betydning

DEBAT: Hvilken betydning har Davidstjernen egentlig? Bent Lexner svarer

Spørgsmål:

Kære Bent Lexner

Shalom!

Vi er et par stykker fra det jødiske samfund i Århus, der pludselig er kommet i vildrede om, hvad davidsstjernen i bund og grund betyder.

Derfor vil vi gerne spørge dig, om eventuelt du kan hjælpe os med dette spørgsmål.

Har davidsstjernen nogen egentlig religiøs symbolik?

Vi ved godt, at "magen David" på hebraisk betyder "Davids skjold". Udspringer symbolet af et våbenskjold af den slags, man f.eks. vægrer sig med i fægtekampe?

Har symbolet noget med Kong David at gøre?

Et andet spørgsmål: på hvilken tid blev davidsstjernen i øvrigt symbol for jøder/på jødedom?

Er symbolikken noget, der er blevet tilskrevet davidsstjernen af eftertiden?

På forhånd mange tak for hjælpen.

De bedste hilsner EF og LM

Svar:

Kære EF og LM

Jeg kan godt forstå at I er forvirrede omkring Davidstjernen. Det er der andre end jer der er og har været. Lad mig prøve at give jer et par svar.

Davidstjernens historie hænger sammen med hexagrammet, eller den seks-kantede stjerne og var et simpelt produkt af den menneskelige fantasi.

Denne geometriske figur blev fundet mange steder, man har kendt den i Indien, i Egypten osv. Lige siden bronzealderen er den blevet brugt som udsmykning eller som et magisk tegn i mange forskellige lande, der ikke kunne vide noget om hinandens eksistens.

I Israel har man fundet eksempler på den sekskantede stjerne i et segl fra det 7. århundrede f.v.t. I tiden for det andet Tempel har man benyttet heksagrammet både blandt jøder såvel som blandt ikke jøder.

Tegnet er også fundet i Capernaum Synagogen i Galilea og Beit Shearim, men man mener ikke at de har haft nogen forbindelse med jødedommen.

Muslimerne har kaldt den sekskantede stjerne for Salomons Segl - formodentlig en hentydning til legenden om den magiske ring, der skulle have givet Salomon hans specielle kræfter.

Navnet Magen David havde oprindelig ingen direkte forbindelse med tegnet, men er en af mange betegnelser for Guds navn, og vi har både Magen Avraham, som betyder Abrahams forsvar eller skjold og Magen David, Davids forsvar eller skjold.

Mellem den 7. og 8. århundrede f.v.t. finder vi Davidstjernen knyttet til Davids navn på gravstene på jødiske begravelsespladser i Italien og i Spanien.

Der er mange forklaringer på forbindelsen mellem tegnet og Kong David, nogen af dem er følgende: Der findes nogle tekster skrevet i Italien af jødiske videnskabsmænd om magi, hvor der bl.a. nævnes et magisk skjold, der forsvarede Kong David.

De nævner også et hemmeligt alfabet, i hvilket bogstavet V forekom. Legenden fortæller os, at dette bogstav blev dannet af eller var kopi af det skjold David brugte imod sine fjender, og som hjalp ham til at slå dem.

En anden udlægning forbinder Magen David med det alkemiske symbol, der var et produkt af den kristne filosofi i den 16. århundrede. Alkymisterne troede på ideen om perfekt harmoni og dette symboliseres igennem de to trekanter.

Det er også blevet udlagt som et symbol, der har skjulte betydninger såsom foreningen af ild i den første trekant og med vand i den anden trekant, hvilket tilsammen former paradis eller himlen i den hele figur.

Vi ved at Davidstjernen er brugt som officielt segl både af kristne og jøder i Middelalderen. Dets første officielle brug som vi kender til, var i Prag i 1354, da Kong Charles IV tillod jøderne at hejse et flag med en Magen David.

I 1656 blev Magen David indgraveret på en sten for at bruge den, som symbol på hvad der var jødisk i forhold til korset, som var symbol på hvad der var kristent.

Desværre er den også brugt i en mindre rar forstand i 1799 blev den allerede brugt i en satirisk antisemitisk indgravering, og der var ikke langt fra denne ide til Nazisternes krav om at enhver jøde skulle bære en Davidstjerne.

Davidstjernen indgår idag i Staten Israels flag og det fortælles, at flaget opstod ved at man under Zionistkonferencen i 1905 diskuterede hvilket flag man skulle hejse.

Pludselig var der en, der forstod, at i Jødedommen har vi allerede et flag, dets farver er hvide og blå som det bede-sjal der benyttes af mænd ved morgenbønnen. Dette er jødernes symbol. Og så sagde vedkommende; "Vi vil tage dette bedesjal og folde det ud foran vort folk og alle verdens nationer, derfor bad jeg om at et blåt og hvidt flag med en Magen David i midten" Det var oprindelsen til Israels flag.

Med venlig hilsen

Bent Lexner