Er jøderne uskyldige?

Skylden for både de første systematiske jødeforfølgelser under korstogene og de, som siden har fulgt, må kirken selv bære ansvaret for og gøre op med, skriver Bodil Skjøtt.

ANTISEMITISME: Skylden for både de første systematiske jødeforfølgelser under korstogene og de, som siden har fulgt, må kirken selv bære ansvaret for og gøre op med, skriver Bodil Skjøtt

Spørgsmål:

Hvorfor fandt jødeforfølgelserne i det centrale Europa sted under korstogene? Der jo må være nogle grund til disse forfølgelser, der jo - som vi alle ved - ikke stoppede efter korstogene! Er det forkert at mene, at både de kristne og jøderne bar en del af ansvaret. Jøderne fordi de stædigt (og forståeligt) holdt fast i deres skikke og love, de kristne fordi de nægtede at acceptere jøderne og beskyldte dem for alverden ulykker?

Hvad mener I? Bærer jøderne et ansvar for alle de forfølgelser, som de har været udsat for? Meget af den litteratur, jeg har læst, er skrevet af jøder, og helt ærligt så er forfatterne ikke særligt objektive.

Katrine

Svar fra overrabbiner Bent Lexner:

Kære Katrine

Jeg tror, at der findes meget litteratur om den tid, der ikke er skrevet af jøder. Der findes en rigtig god bog, skrevet af Hans P. Pedersen, som hedder "Med rygges mod muren", og der er i den et fint kapitel om korstogene.

Den egentlige årsag til korstogene var nok den, at der var mange kristne, der opfattede jøderne som kristus-mordere, og som straf skulle de slås ihjel. En af de værste historier gik ud på, at jøder brugte kristne børns blod til deres påskemåltid. En historie der selvfølgelig ikke var sand - det er jøder forbudt at spise blod. Men denne historie blev benyttet til at ophidse kristne imod jøderne.

Jøderne blev betragtet som kættere, og blandt andet var der en del af paverne, som gjorde det til en hellig pligt for kristne at forfølge og dræbe jøder. Det eneste, jøderne havde gjort, var, at de ønskede at bevare deres jødedom. Når alt kommer til alt, var det vel ikke en årsag til, at de skulle slås ihjel. Det tror jeg heller ikke, du virkelig synes.

Svar fra cand.theol. Bodil Skjøtt.

Kære Katrine

Jeg vil gerne prøve at svare på dit spørgsmål fra en kristen synsvinkel. Det er et utroligt stort – og meget omdiskuteret emne, du tager op, og mit svar vil bare være nogle antydninger, som jeg håber, du kan bruge.

Selvom ord som antisemitisme, pogromer og racisme er ord, der først dukker op i nyere tid, så er de fænomener, som de dækker over, jo ikke nye. Ikke mindst Europas historie gennem de sidste 1000 år er en historie, som er præget af forholdet mellem jødedom og kristendom, hvor kristendommen har været magthavernes religion, og hvor religion er blevet brugt - eller ikke brugt - alt efter hvordan situationen var, og hvad man havde brug for. Det er ikke nogen køn historie. At der findes modstrømme og undtagelser hører også med, men det er ikke det, som dominerer.

Man har ofte set korstogene som den begivenhed, der indledte de forhold, som blev jødernes i Europa op gennem Middelalderen og frem til vores tid. En historie som er præget af netop antisemitisme, pogromer og andre forfølgelser. Det er ikke hele historien, men disse holdninger og begivenheder fylder meget.

Det, som i første omgang satte korstogene i gang, og som fra kirkens side begrundede dem, havde slet ikke noget med jøder at gøre. Det var derimod muslimers tilstedeværelse og opførsel i Jerusalem, hvor kirkens mest hellige sted er, nemlig Gravkirken.

Alligevel førte korstogene til, at jøder ikke mindst i Rhinlandet i Tyskland i slutningen af det 11. årh. blev myrdet i stort tal af kristne. Beskyldningen var, at jøder havde slået Jesus ihjel. Med den beskyldning – som er ubegrundet, men ikke desto mindre er blevet gentaget mange gange – var det måske lettere for disse korsfarere at se på jøderne som deres fjender frem for muslimer, som de ikke kendte, og som boede i et fjerntliggende land. I hvert fald indledte dette de første "pogromer" i Europa.

I hvert af de korstog, som siden fandt sted, indgik også et angreb på de jødiske samfund. Det var først og fremmest i Europa, for på dette tidspunkt var den jødiske befolkning i Palæstina ikke så stor.

Jøder levede anderledes end alle andre. De havde andre fester, andre traditioner og andre spisevaner. Det gælder stadig. Det kan forklare, hvorfor de blev beskyldt for stort set alt – lige fra at have forurenet vandet i landsbyens brønd, til at høsten slog fejl, og pesten hærgede, eller at de slog kristne børn ihjel for at bruge deres blod til deres påskebrød. For det, som er anderledes, mødes ofte med angst og derefter vrede.

Kirken havde hidtil mest set på jøder og jødedom som et levn og som noget, der hørte fortiden til, og som bare ville forsvinde – nu hvor kirken betragtede sig selv som det nye Guds folk og det nye Israel. Men sådan gik det ikke. Jøder var ikke kun fortid. De var også nutid, og jødedom var en levende religion. Lige som der var en levende kristen teologi og filosofi, var der også en jødisk med forskere og teologer.

At jøder levede anderledes og derfor heller ikke var underlagt de regler og love, som kirken indførte for sine egne (bl.a. at man ikke måtte gifte sig med sin fætter eller kusine), og at jødedom ikke bare blev fortid, sådan som mange i kirken mente den burde, kan forklare hvorfor modstanden møder jøder. Men disse ting kan ikke på nogen måde begrunde eller undskylde, hverken hvad korsfarerne gjorde mod jøderne i Europa, eller hvad andre siden har gjort – alt for ofte i Jesu navn.

Skylden for både de første systematiske jødeforfølgelser under korstogene og de, som siden har fulgt, må kirken selv bære ansvaret for og gøre op med.