Faster jøder?

Jødernes stor helligdag yom kippur falder altid i efteråret og på den tiende dag i måneden ’tishrei’ i den jødiske kalender. Foto: Ritzau Scanpix/Ariel Schalit

Ja, jøder faster. Den mest kendte fastedag er yom kippur, hvor jøderne faster fra lige før solnedgang om aftenen inden yom kippur til efter solnedgang på selve dagen. I de 25 timer hverken spiser eller drikker man

Spørgsmål om jødisk faste

Faster man i jødedommen?

Clara

Svar fra jøde

Kære Clara

Det gør vi skam!

Den mest kendte fastedag er yom kippur, hvor vi faster fra lige før solnedgang om aftenen inden yom kippur til efter solnedgang på selve dagen. I de 25 timer hverken spiser eller drikker man.

"Yom kippur" betyder "forsoningsdagen", og det er den dag, hvor vi beder om tilgivelse hos Gud for de synder, vi har begået imod ham i det forløbne år. Når yom kippur begynder, går man i synagogen hele aftenen.

Næste morgen går man så i synagogen igen, hvor der er gudstjeneste hele dagen. Når man er i synagogen det meste af dagen, bliver fasten en god måde at samle tankerne på. Med fasten viser man Gud, at man virkelig mener det.

Bliver man alligevel for træt eller trænger til en pause i gudstjenesten, kan man gå en tur eller gå hjem og tage en lur.

Når gudstjenesten er forbi ved solnedgang, er alle både sultne og trætte, og så fejrer vi fastens ophør med en ordentlig fest!

Der er andre fastedage i løbet af året, en enkelt af dem er også en heldagsfaste, de andre er "halvdags-faster", hvor man kun faster fra solopgang til solnedgang. Men yom kippur er den, som de fleste holder.

Lene Andersen
Jødisk foredragsholder og forfatter