Forældrevelsignelse af børn

Hvordan velsigner en jødisk far sine børn? Aron Skop svarer

Spørgsmål:

Kære Aron Skop

For længe siden udarbejdede du en diasserie med tilhørende lydbånd om jødedommens symboler. Jeg bruger den undertiden stadig i min undervisning i folkeskolen.

Således forleden, hvor et billede fangede min særlige opmærksomhed. Det er vist nok Bent Lexner, der sidder med sin søn på skøddet. Den tilhørende tekst siger noget om en velsignelse af børnene hver sabbat efter gudstjenesten. Hvor meget har jeg forstået rigtigt?

1) Velsigner en god jødisk far sine børn hver fredag efter gudstjenesten?

2) Med hele den aronitiske velsignelse?

3) Både drenge og piger?

4) Fra de er spæde? og hvor længe?

5) Har man gjort det siden Arons dage?

6) Kan faderen sidde og tænke på, at sådan har alle hans forfædre gjort hver uge siden tidernes morgen?

Spørgsmålet er interessant i sig selv, men det er i mine øjne også en meget afgørende kommentar til Fadervor for os kristne.

Med venlig hilsen

Dorte Thirslund

Svar

Kære Dorthe Thirslund

Forældrevelsignelsen af børn går meget langt tilbage i det jødiske folks historie. Noah velsigner Sem og Jafet, Isak velsigner Jacob og Esau, og Jacob velsigner sine sønner og Josefs to sønner Efraim og Menasse.

Velsignelsen bliver givet fredag aften enten i synagoen eller i hjemmet, men også i forbindelse med andre religiøse fester og inden starten af en større rejse.

Velsignelsen gives til både store og små børn, men iøvrigt også til voksne børn (det er som om, at det bliver man aldrig for gammel til).

Faderen lægger sine hænder på barnets hoved, og til drenge siger han følgende: "Måtte Gud gøre dig som Efraim og Menasse", og faderen udtaler derefter den aronitiske velsignelse. Til døtre siger han: "Måtte Gud gøre dig som Sara Rebekka, Rakel og Lea", og derefter udtaler han hele den aronitiske velsignelse.

Når faderen udtaler velsignelsen føler han sig som et led i en lang kæde, der går langt tilbage i tiden, uden at jeg kan tidsfæste dens start helt nøjagtigt.

Iøvrigt kan jeg fortælle, at den aronitiske velsignelse egentlig er kohannitternes(præsteslægtens) område, idet de stadig ved hver helligdag ved gudstjenestens slutning går frem foran menigheden, dækker deres hoved med et bedesjal og på en messende melodi velsigner hele menigeden. Det er en hellig handling, under hvilken det er forbudt at kikke på kohanitterne.

Med venlig hilsen

Aron Skop