Jødedom er en ritualreligion

En religion, der har ritualer, må nødvendigvis fokusere på fællesskabet, skriver Bent Lexner

Spørgsmål:

Hvorledes ses begreberne individ og fællesskab i Det Gamle Testamente? Hvilke tekster underbygger dette, og er der nogle tekster, der er modsigende?

Ulla Henriksen

Svar:

Kære Ulla

Det var et svært spørgsmål. Almindeligvis er det min opfattelse, at jødedom er en religion fokuserende på fælllesskabet. Det beror bl.a. på den tradition, at visse dele af en jødisk gudstjeneste kun kan siges, såfremt der er 10 til stede. Tallet 10 er det mindste tal, hvor der i bibelsk litteratur tales om en forsamling - jf. Sodoma og Gemorah-historien.

At den enkelte betyder meget, kan vi jo se af de bibelske fortællinger, men igen er det min opfattelse, at der - når det virkelig gælder - er tale om en forsamling, Israels børn.

En religion, der har ritualer, må nødvendigvis fokusere på fællesskabet, hvorimod det er min opfattelse, at f.eks. kristendommen er en trosreligion, hvor det er den enkelte menneskes personlige opfattelse, der bliver vigtig.

Hvis du har et uddybende spørgsmål omkring dette tema, eventuelt med en forklarende tekst andre steder fra, er du velkommen til at vende tilbage.

Hilsen

Bent Lexner

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.