Kristendom er jødedommens fortsættelse

De første kristne som bekendte troen på Jesus som Messias var jøder, skriver Bodil F. Skjøtt. - Foto: stock.xchng.

Fadervor, kirkerummets indretning og den kristne etik ligger i forlængelse af jødedommen, skriver teolog Bodil F. Skjøtt

Spørgsmål:

Hvad har jødedommen og kristendommen tilfælles?

Venlig hilsen
Brian

Svar:

Kære Brian
Du spørger til ligheder mellem jødedom og kristendom. Og dem er der jo mange af alene af den grund at én måde at forstå kristendom på, er at se den som en fortsættelse eller forlængelse af jødedom.

De første som bekendte troen på Jesus som Kristus eller Messias var jøder. Deres bekendelse til Jesus af Nazareth var, at han var den, som deres egne profeter havde talt om skulle komme, og at det var Israels Gud som havde opvakt ham fra de døde. At tro på ham og følge hans lære, var ud fra deres forståelse det eneste rigtige for en jøde at gøre. Derfor var deres opmuntring også til deres egne landsmænd dengang, at de skulle gøre det samme - netop som jøder. Tro på Jesus var for dem ikke et brud med jødedom men en fortsættelse.

Senere hen, allerede i det første århundrede, opstår der et skisma og der opstår to retninger: Den rabbinske eller farisæiske jødedom og den messianske eller kristne. Den sidste udvikler sig til det, vi forstår ved kirken og kom med tiden til at omfatte ikke-jøder/hedninger. Den jødiske gruppe i kirken blev med tiden en minoritet, som helt blev opslugt at hedninge-kristne.

Men stadigvæk er der jo mange fælles træk. Ikke mindst den jødiske bibel eller det kirken kalder for Det Gamle Testamente. Og med så stor en fælles skriftsamling vil der naturligt også være en række andre ting, som de to grupper har til fælles: Bekendelsen til Gud som himlens og jordens skaber og dermed en forståelse af livet som skabt og derfor også helligt. Heraf følger en forpligtelse til at vise omsorg for både medmennesker og skabningen. Der er således ikke nogen forskel på den etik, som man finder i jødedom og kristendom.

Med forståelse af verden som skabt følger også troen på, at verden en dag holder op, at der kommer en dommedag og en ny verden, den kommende verden/Ha Olam haBaah, selv om talen om det evige liv er mere fremtrædende i kristendom end i jødedom i dag.

Det er heller ikke svært at se forbindelse mellem jødedom og kristendom, når man ser på den gudstjeneste, som fejres. Dette gælder ikke mindst i de kristne samfund, som er tættest på jødedom, nemlig de ortodokse kirker, men det gælder også den liturgiske bevidsthed, som kendetegner traditionelle protestantiske kirker.

Begge steder er gudstjenesten bygget op omkring en tekstrække, en trosbekendelse og bibelske salmer og bønner.

Man kan i kirkens rum genfinde templet indretning med et kirkeskib hvor alle kan være. En andet fælles træk er forståelsen af alteret som stedet, hvor det som kommer fra Gud i kristen sammenhæng Ordet og sakramenterne hører hjemme og formidles videre.

Bønnen Fadervor er i sin måde at tale om og til Gud på og i sin opbygning meget jødisk, selv om vi betragter den som en kristen bøn, hvad den naturligvis også er.

Noget af det, som forbindes med det centrale i den kristne tro er det dobbelte kærlighedsbud om at elske både Gud og sin næste (Matt. 22,37-39). Men buddet om næstekærlighed findes allerede i Det Gamle Testamente eller den jødiske bibel (3. Mos. 19,18).

Med venlig hilsen
Bodil F. Skjøtt
Teolog og generalsekretær i Den Danske Israelsmission