Præstestanden har spillet fallit i velfærdsudviklingen

Dhamu Chodavarapu. ubrugeligt foto! Foto: Foto:arkiv

Der var interessant at læse om statsminister Anders Fogh Rasmussen ønske om, at religion skal holdes "indendørs" og skal være personlig og vicestatsminister Bendt Bendtsen om det modsatte: Kristendommen skal frem, man skal ikke skamme sig og skal være stolt over den og vise den frem.

Midt i hele stikker samfundets realiteter frem.

Man læser i avisen, at dansk Politi klapper i hænderne over "imamer har succes som mæglere i familiekonflikter og er med til at sikre fred og ro i de indvandrertunge bydele i København, Odense og Århus".

Bagsiden af det klapperi er, at imamerne er med til at opbygge og vedligeholde to parallelle religiøse samfund.

Der er ingen, der ønsker to parallelle samfund ind i Danmark.

Jeg som "æbeldansker" - jeg er jo ikke indfødt pæredansker - kan huske, at min kones mormor tiltalte præsten og lægen i tredje person: "Vil pastoren ikke sidde?" og "Vil doktoren ikke have en kop kaffe?".

Det var den respekt, man viste dengang.

Nu er vi mere i du-form. Man tror måske, at du-formen bringer folk mere sammen og skaber fortrolighed. Men den velmente du-form er med til fortynde respekten for værdier.

Den fortyndede respekt for værdierne skubber kristendommen ud i baghaven og islam ud på gaderne. Mange kræfter, især Radikale Venstre i spidsen, arbejder for at skubbe kristendommen ud i religionlighedens navn.

Det har udvandet præstens position i samfundet. Præsterne lader sig glide ud og har mistet deres rodfæstning i samfundet. Psykologerne så deres snit til at fylde det hul, som opstod, og har markedsført sig sådan, at vi kan næsten ikke kan leve uden psykolog hjælp. Der er snart ingen i Danmark, der ikke har stress eller noget andet, der kræver psykologhjælp.

Nogle steder i verden har man professionelle "grædekoner", som mod betaling kommer hjem og græder sammen med familien, hvis der er sket en eller anden ulykke, f.eks. dødsfald.

Den massive indvandring med stor religiøs tilknytning har splittet det homogene danske samfund. På den ene side med imamernes fortættede autoritet og på den anden side præsternes udvandede autoritet. Midt i det hele florerer velfærd, hvor alle lever for sig selv og fralægger sig sit samfundsansvar ved blot at betale sin skat. Det er med til, at ligegyldighed blomstrer over for det fælles arvesølv, som er ved at reduceres til en museumsgenstand.

Præstestanden har spillet fallit i velfærdsudviklingen.

Præsternes sociale opgaver er gledet ud af deres tiltænkte position i samfundet, det de er uddannet og opdraget til. Da præsterne langsomt fralagde sig deres sociale bevidsthed, mistede folk den religiøs bevidsthed. Vi ser nu, hvad vi har mistet, hos indvandrerne. Mange skolebørn begynder at spørge, hvorfor beder vi ikke som "Ahmed" i klassen. En dimension nye generationers børn kommer til at savne.

Præster uden socialt element er som krop uden sjæl. Derfor skal præsterne ud til folk, på besøg i deres hjem, deltage i deres sorger og glæder, græde og le samme med dem. Holde diskussionsmøder og give folk en chance for at sige til eller sige fra. I stedet for at tale til folk, skal man tale med folk. Det vil få folk til at føle Guds nærvær og skabe mening i religionen i et velfærdsbetonet samfund.

Kristendom i vores del af verden er kommet over den autoritære "talerstols" fase. Derfor er kirkerne tomme og moskeerne fulde. Religion kan ikke plejes alene fra prædikestolen.

Selvom jeg er "ukristen", var jeg meget betaget, da en nu pensioneret præst kom hjem til os og tilbød at døbe vores børn, velvidende jeg ikke var kristen. Det skaber respekt for præsten, respekt for religionen og respekt for Gud.

Dhamu Chodavarapu
Hindu, debattør og skribent