Alt om altergang

Kristi offerdød på korset og nadverens offer er ét og det samme, skriver Kirsten Kjærulff.

GUDSTJENESTE: Forfatter Kirsten Kjærulff introducerer til den katolske nadver

Er det rigtigt, at der tidligere kun var altergang ved enkelte af årets gudstjenester?

Ja, i protestantiske kirker.

Er det rigtigt, at man tidligere skulle være konfirmeret for at deltage i altergangen?

Ja, i protestantiske kirker.

Er det rigtigt, at det tidligere var normalt at afslutte gudstjenesten på en sådan måde, at de, der ikke ønskede at deltage i altergangen kunne forlade kirken inden denne?

Ja, i protestantiske kirker

Hvad er forskellen på en protestantisk og en katolsk altergang?

Altergangen i Den katolske kirke er fuldbyrdelsen af det offerdrama, som udspiller sig gennem hele messen, og som når sit højdepunkt i forvandlingen af brød og vin til Jesu legeme og blod:

Messeofferet er ihukommelse og aktualisering af Kristi offer. "Dette er mit legeme, som hengives for jer." Kristi offerdød på korset og eukaristiens offer er ét og det samme.

Kristus, som dengang ofrede sig selv, ofrer nu sig selv ved præstens tjeneste, kun måden er forskellig ( "det ublodige offer").

Samtidig er det hele Kristi mystiske Legeme, Kirken, som ofrer sig selv, de troendes liv, lovprisning, deres lidelse, deres bøn, deres arbejde, alt bliver forenet med Kristus i Hans hengivelse og får således en helt ny værdi.Derfor fødes og udtrykkes i dette sakramente Kirkens énhed, og Kristi Legeme opbygges.

Den katolske nadver er således også tegnet på foreningen med Kristi synlige og usynlige Kirke, med alle engle og helgener, den hellige Gudsmoder Jomfru Maria, med Paven og alle Kirkens biskopper.

Den største forskel er den katolske tro på, at Jesus bliver virkeligt nærværende i det øjeblik, præsten løfter brød og vin og siger indstiftelsesordene: "Dette er mit legeme- dette er mit blod", en tilstedeværelse, som er reel – ikke kun et symbol, et billede eller et minde.

I forvandlingens øjeblik kommer Kristus selv til os og ofrer sig selv som vores føde i alterets brød og vin. Hans offerdød på korset bliver nærværende, på én gang fortid og nutid I forvandlingen beholder brød og vin den ydre skikkelse (udseende, lugt, smag, konsistens), men den indre virkelighed forvandles: Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske, er til stede i elementerne i hele sin fylde med legeme, sjæl og guddommelighed - og vedbliver herefter at være tilstede i nadverelementerne, også når messen er forbi.

Derfor gemmes det forvandlede brød, Jesus selv, i "tabernaklet", hvor den røde "evige lampe" brænder. Derfor knæler man i ærbødighed og tilbedelse, når man nærmer sig dette hellige sted, "Guds telt".

Dette sakramente, som er messens højdepunkt, er på én gang en ihukommelse af Herrens død og opstandelse og den inderligste legemlige og sjælelige forening med Ham i modtagelsen af Hans legeme og blod i kommunionen, en forening, som giver os del i Hans Guddom.

Afstanden mellem Jesus og os ophæves. Her er Han lige så nærværende, som da Han levede mellem sine disciple, prædikede og gjorde undere, spiste og drak sammen med dem. I de synlige tegn møder vi den usynlige virkelighed, Jesus selv, levende og handlende.

Kommunionen (den katolske nadver) er også et festmåltid.

Dette festmåltid er ikke kun et minde om den hellige nadver skærtorsdag aften, det er allerede nu en deltagelse i målet for Guds frelsesaktion. Det er ved Kristus og i Kristus, at verden er frelst og hele skabningen allerede fornyet. Det er pantet på festmåltidet i det evige liv i Himlen.

Jesu opstandelseslegeme er den første celle i en ny verden: I Ham har Ånden allerede taget stoffet i besiddelse – som den vil gøre det med hele skabningen, når Kristus sammenfatter alt i sig.

Den inderlige forening med Gud selv i kommunionen forudsætter, at den modtagende selv lever i nådens stand, dvs. ikke lever i alvorlig synd, f. eks.. samliv uden for ægteskab for blot at nævne et enkelt eksempel.

Her kommer dit næste spørgsmål ind:

Er det rigtigt at katolikker ikke tillader fraskilte at gå til alters?

Nej, det er ikke rigtigt. Fraskilte kan godt modtage kommunionen, men kun hvis de lever i kyskhed i deres fraskilte stand. Dersom de gifter sig igen eller lever sammen med en ny partner, kan de ikke modtage kommunionen, da de stadig af Kirken og af Gud opfattes som værende gift ned deres første ægtefælle.

At indgå i et nyt forhold, mens ægtefællen endnu er i live opfattes af den katolske Kirke som en krænkelse af det 6. bud og derfor som en alvorlig synd.

Præsten beder før uddelingen af nadveren om, at modtagelsen af dette sakramente ikke må blive "til dom og fortabelse, men for din kærligheds skyld til styrke og lægedom" . (1.Kor 11,29). Derfor er det også for katolikker en forudsætning for, at de kan modtage sakramentet, at de lever "i nådens stand" - eller i modsat fald, at de forinden har skriftet, er blevet løst fra deres synder og alvorligt har lovet "bod og bedring", altså at de seriøst beslutter at ændre deres liv på de punkter, hvor de har krænket Gud.

Er det rigtigt, at katolikker altid har altergang i forbindelse med gudstjenesten?

Der er forskellige former for gudstjeneste i Den katolske Kirke. Hvis det drejer sig om en messe, så er der altid altergang, for nadveren (eukaristien) er hele messens kulmination. Søndagsmessen er således altid med altergang, hvis der vel at mærke er en præst tilstede.

I modsat fald kan man ikke fejre messe, men må man nøjes med en "ordets Gudstjeneste", hvor der er tekstlæsninger og bønner, men hvor selve messeofferet ikke kan frembæres. Det kan nemlig kun gøres af en viet præst.

Der findes også mange andre andagtsformer, hvor der ikke er altergang: Tilbedelse, korsvejsandagt, rosenkransandagt osv.

Er dette i modsætning til protestantisk gudstjeneste?

Nej, i protestantiske kirker har man også forskellige former for gudstjenester, så også her kan man sagtens have andagter uden altergang.

Venlig hilsen

Kirsten Kjærulff
Forfatter