At dø uden for folkekirken

Det er af stor betydning at få talt med sine nærmeste om, hvad der skal ske, når man dør, skriver Johannes Værge.

Spørgsmål:

Over 80 procent af danskerne er medlemmer af den danske folkekirke - dog nok ikke alle lige helhjertet.

I perioder, hvor jeg overvejer udmeldelse, støder jeg på en hindring: Hvordan med begravelsen?

Jeg er klar over, at dødsfaldet skal anmeldes til den stedlige sognepræst, og at man kan få liget anbragt i en kiste i hjemmet, hvorfra det kan køres til krematoriet.

Men hvad så med asken? Hvilke muligheder er der? En plads på kirkegården koster vist nok rigtig dyrt, hvis man ikke er medlem (og det kunne jo være en ikke uvæsentlig motivation til fortsat at betale kirkeskat).

Men hvilke andre muligheder er der? Kan man grave urnen ned i sin egen have? Kan man droppe den på dybt vand, hvor den ikke vil genere nogen?

Selv om man søger på internettet, synes det nærmest umuligt at få et klart svar. En oversigt over mulighederne udbedes.

Med venlig hilsen

Arne Thomsen

Solvænget 3

4771 Kalvehave

Svar:

Kære Arne Thomsen

Ja, der er nok ikke tvivl om, at spørgsmålet om begravelse spiller en rolle i mange menneskers overvejelser om medlemskab eller ej af folkekirken.

Man kan se det som udtryk for en mere eller mindre afklaret forståelse af, at til det dybt skelsættende og indgribende (også følelsesmæssigt), som dødens indtræden er, behøves der en eller anden rituel ramme, og på det punkt har det kristne begravelsesritual vist langvarig slidstyrke. Begravelsesritualet er endnu mere "efterspurgt" end dåbsritualet.

Men naturligvis kan det klares uden kirkelig medvirken. Det er dog rigtigt, at dødsanmeldelsen skal ske til det stedlige kirkekontor (på landet sognepræsten), idet folkekirken varetager personregistreringen for staten.

På blanketten for dødsanmeldelse skal den, der tager ansvar i situationen (en af "de nærmeste") angive, om der ønskes præsts medvirken, om der skal ske ligbrænding eller jordfæstelse, og hvor det skal ske.

Alt dette skal anmelderen gøre på en måde, så det ikke strider mod afdødes ønske. Derfor er det en god ide at få afklaret den slags i god tid og skrive det ned på et stykke papir eller en formular, som bedemandsfirmaerne har, eller som den findes bag i min bog "Når døden bliver virkelig" (hvor der redegøres mere udførligt for forholdene i forbindelse med dødsfald).

Hvis der er tale om ligbrænding, kan man søge Kirkeministeriet om tilladelse til at sprede asken på havet. Der er ikke noget stort problem med at få den tilladelse (men at droppe urnen, som du skriver, går ikke!)

Hvad angår nedsættelse af urnen på en kirkegård, giver kirkegårdene plads til urner (og kister) fra alle, uanset medlemskab. Det er rigtigt, at der ved de folkekirkelige kirkegårde må regnes med en højere takst for ikke-medlemmer (da medlemsbidraget/kirkeskatten indgår til finansiering af kirkegårdens drift), men for en urnegravs vedkommende er det ikke en voldsom mer-udgift; beløbet svinger fra sted til sted.

Endelig er der ved visse større kirkegårde mulighed for at anbringe urnen i en slags urnevæg med afskærmede hylder, men det er ikke ret meget brugt. Det er derimod ikke tilladt at nedsætte urnen i en have eller lignende -- bl.a. af hensyn til fremtidige ejere af grunden!

Håber, at svarene er nogenlunde fyldestgørende.

En vigtig ting til sidst: Man kommer ud for, at afdøde har truffet nogle bestemmelser, som afdødes børn eller andre nærtstående er kede af.

Især viser det sig tit at være et savn for de efterladte, hvis der ikke er et gravsted at gå til, eller problemet kan være, at man er i vildrede med, hvordan man skal gribe sagen an, hvis afdøde har frasagt sig det kirkelige ritual.

Derfor er det af stor betydning at få talt med sine nærmeste om, hvad der skal ske.

Venlig hilsen

Johannes Værge

Sognepræst ved Københavns Domkirke

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.