Den fantastiske Luther

Luther fik betydning - også for den katolske kirke, mener Ricardt Riis. - Illustraion fra filmen "Luther" Foto: Illustration fra filmen

REFORMATION: Den katolske kirke uden Luther ville være blevet noget helt andet, end den blev. Den blev i høj grad reformeret -- også den -- ved Luthers reformation, hævder Ricardt Riis

Spørgsmål:

Udløste reformationen også en reformering af den katolske kirke? Mener du, at der er en sammenhæng mellem Martin Luthers tanker og den mere individuelle tro, som er fremherskende i dag?

Med venlig hilsen

Kathrine Dalsgaard
Porsevænget 1
8600 Silkeborg

Svar:

Angående det første spørgsmål: om reformationen udløste en reformering af den katolske kirke! Her kan man svare med den alment anerkendte forskning, at der indenfor den katolske kirke kom en reaktion i anden halvdel af 1500-tallet, den såkaldte "modreformation", der jo med en vis ret kan kaldes en reformering af den katolske kirke.

Men man kan også give et andet svar.

Jeg har opdaget noget i min undersøgelse af, hvad der skete fra 1517 til 1521, som lader ane, at det stød, Luther rettede mod papismen, fremkaldte langt større forandringer i den hidtidige kirke, end hidtil påvist. Dog er der kun tale om en anelse, og skønt jeg har skrevet en lille afhandling om det ("Reformation på en misforståelse?", findes på www.martinluther.dk ), er emnet langtfra undersøgt til bunds.

Der var tale om, at papisterne havde udviklet en teologi, afladsteologien, der til forveksling lignede den ægte teologi, men til forskel fra den gav paven penge i kassen. (Jeg kalder Luthers modstandere "papister", for betegnelserne "katolikker" og "lutheranere" var endnu ikke "opfundet"). Denne afladsteologi opererede med begreber, der punkt for punkt kunne forveksles med den ægte teologis begreber. En fejltagelse var derfor næsten uundgåelig, omend måske ikke ligefrem tilsigtet fra papisternes side. Men man kan dog godt forestille sig, at de ikke gjorde ret meget for at rede trådene ud. Dette, at folk i almindelighed mente, at de fik syndsforladelse ved at købe aflad, var jo en misforståelse, der skæppede godt i kassen.

I den ægte eller den oprindelige teologi opereres der med en hinsidig straf, helvede, med en tilsigelse af syndernes forladelse i boden og med en påstået reaktion på denne syndsforladelse fra menneskets side, nemlig de gode gerninger. Syndsforladelse er noget, enhver kristen kan opnå; den koster ikke noget; og de gode gerninger er almindelige gerninger, gavnlige for ens medmennesker.

Men uheldigvis turde man ikke lade syndsforladelsen stå alene. Man begyndte at kræve såkaldt fyldestgørende gerninger udført af den bodssøgende, efter at han havde modtaget syndsforladelsen. Der opstod et ret indviklet bodssystem, og som en slags teologisk knopskydning fremvoksede der i tidens løb en række besynderlige gevækster på dette system. Man påstod, at der måtte være en skærsild, hvor mennesket ved at pines mere eller mindre skulle "betale" for de fyldestgørende gerninger, han ikke havde nået at fuldføre, mens han levede. Og da man, som tiden gik, fik den famøse forestilling, at det ene menneske kunne gøre fyldestgørende gerninger for det andet, var det kun en logisk følge, at man også efterhånden forestillede sig, at man med lidt overskydende fyldestgørende gerninger kunne lette tilværelsen for de arme sjæle i skærsilden.

Men ak, det blev værre endnu. Man gik så langt som til at acceptere, at nogle mennesker kunne betale sig fra at udføre de fyldestgørende gerninger. Det var naturligvis kirken, der skulle modtage betalingen. Og så blev afladshandelen efterhånden sat i system. Paven rådede over en skat af overskydende fyldestgørende gerninger, hævdede man. Dem kunne han dele ud af, mod betaling, förstås, til dem, der var i underskud.

Og så var der opstået et parallelsystem til det almindelige kirkelige system. Så var der opstået en indviklet tankegang, afladsteologien, parallelt med den almindelige teologi. Ingen har i og for sig villet det. Det var blot groet frem af sig selv. Men det havde fatale følger. For misforståelserne lå lige for.

Helvede blev forvekslet med skærsilden, eftergivelsen af de manglende fyldestgørende gerninger blev forvekslet med syndernes forladelse, de fyldestgørende gerninger blev forvekslet med almindelige gode gerninger. Det hele blandet sammen i et uudredeligt knylder, som kun de færreste kunne finde ud af.

Forvekslingen gjorde sig gældende overalt. Der var ikke tale om, at det var folkets brede masser, der forvekslede tingene, mens teologerne formåede at holde tungen lige i munden. F. eks. hedder syndernes forladelse på latin "remissio peccatorum", mens eftergivelse af de manglende fyldestgørende gerninger hedder "remissio poenarum". Lige til at tage fejl af. Og man tog fejl. Pave Innocens den Tredie talte om, at man skulle huske på hospitalslemmerne, når man uddelte aflad. Men frisk og frejdigt omtalte han denne uddeling af aflad som identisk med det at tildele syndernes forladelse (se http://www.martinluther.dk/ECK_10.htm#6 ). Det er Eck, der i sin disputation med Luther fortæller om det. Luther svarer, at han ikke har forstået disse paveord, eftersom det forekommer ham, at syndernes forladelse er noget andet end at uddele aflad.

I en bulle fra 1348 hævder pave Clemens den Sjette, at blot én dråbe af Kristi blod var nok til at bringe forløsning for menneskeheden. Men, fortsætter han, Kristus udgød jo mange dråber blod. Og for at disse ikke skulle gå til spilde, besluttede Gud at overføre fortjenesterne fra dem til den skat, hvorfra paven uddelte aflad. (Bullen kan læses her: http://www.martinluther.dk/unigen.htm ) Det var dette teologiske spørgsmål, der blev diskuteret på mødet i oktober 1518 mellem kardinal Cajetan og Luther i Augsburg. Og det forekommer altså mig, at forholdet mellem den ene dråbe blod og de mange øvrige blodsdråber udmærket illustrerer den helt forkerte prioritering, man var kommet ind i: Den almindelige forsoning, boden, tildelingen af syndernes forladelse, alt dette var selvfølgeligt og ligetil, det behøvede man ikke lægge vægt på. Nej, det afgørende, det, der virkelig betød noget, det var afladen, det var den skat, hvorfra paven kunne uddele aflad. Afladsteologien var kommet til ganske at skygge for den ægte teologi.

Man må sige, at det var noget af en kraftpræstation af Luther, at han formåede at feje hele denne parallel-teologi til side og igen sætte den rene og ægte teologi i højsædet. Men man må vistnok også sige, at hans gerning også ændrede den katolske kirkes prioritering afgørende. Ikke blot forbød man på Tridentinerkoncilet (i midten af 1500-tallet) at tage penge for aflad, man lagde også fremover helt anderledes vægt på den ægte teologi, i den grad, at afladsteologien nu kun forekommer som en slags historisk blindtarm i den katolske teologi, hvor det på Luthers tid var omvendt: afladsteologien lagde man vægt på, den almindelige teologi nedvurdérede man.

Så altså: Jeg tror, at den katolske kirke uden Luther ville være blevet noget helt andet end den blev. Den blev i høj grad reformeret, også den, ved Luthers reformation.

Men nu er jeg desværre kommet til at bruge alt mit krudt på dit første spørgsmål. Om det andet, hvordan det har sig med den individuelle tro, der hersker i dag, vil jeg kun lidt kryptisk sige, at i en vis forstand kan man godt sige, at både Augustin og Luther tænker ud fra en individualistisk forudsætning, jvfr Luthers hovedspørgsmål: Hvordan får jeg en nådig Gud? En sådan individualisme-tænkning er først blevet brudt med Løgstrup og i nogen grad med Habermas. Men der er et stykke vej tilbage, før vi får mod til at undlade at spørge individualistisk: Hvordan bliver jeg frelst? Hvordan opnår jeg evigt liv? og i stedet spørger: Hvordan kommer fællesskabet mennesker imellem til at lykkes? Hvordan gendannes det tillidsforhold, der blev brudt?

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Cand.theol. og redaktør af martinluther.dk