Den oprindelige kirke

Hvor de ortodokse lægger afgørende vægt på Kristi guddommelighed, lægger mange lutherske troende hovedvægten på Jesu menneskelighed, skriver Poul Sebbelov. Foto: Pixabay.

KIRKERETNINGER: Den Ortodokse Kirke er den oprindelige kirke, som i lige linje kan føres tilbage til kirkefædrene og apostlene, og som har bevaret apostlenes lære i sin helhed uden at forandre eller forvanske den, skriver Poul Sebbelov

Hvilke forskelle og ligheder er der mellem den ortodokse kirke og andre kirkesamfund? Poul Sebbelov, der er ortodoks præst, besvarer to spørgsmål fra læserne.

Spørgsmål 1:

Hej!

Jeg vil gerne vide, hvad forskellen er på ortodokse, katolikker og protestanter?

Med venlig hilsen

Annisette

Svar:

Kære Anisette

Den Ortodokse Kirke er den oprindelige kirke, dvs. den kirke, som i lige linie kan føres tilbage til kirkefædrene og apostlene, og som har bevaret apostlenes lære i sin helhed uden at forandre eller forvanske den.

Når det gælder Den Romersk-katolske Kirke, skilte den sig i det 11. århundrede ud fra den oprindelige enhedskirke. Bruddet havde to årsager: Den romerske kirke ændrede den trosbekendelse, som indtil da havde været fælles for hele kirken; og samtidigt gjorde man krav på en helt særlig overhøjhed for Roms biskop, paven.

Den lutherske reformation i det 16. århundrede protesterede for sin del imod pavemagten i Rom og ønskede at vende tilbage til den oprindelige kirke. Af en lang række indviklede grunde lod det sig ikke gøre, og i stedet kom protestanterne til at udgøre den tredje selvstændige gruppering indenfor kristenheden.

Ortodokse og romerske katolikker har det til fælles, at de lægger stor vægt på kirken og det fælles liv i den. Vi opfatter deltagelse i gudstjeneste og ikke mindst modtagelse af nadveren som afgørende, nødvendige led i det kristne liv. Protestanterne lægger snarere vægten på den enkeltes indre forhold til Gud og finder vel det kirkelige liv gavnligt, men ikke absolut nødvendigt.

Ortodokse og romerske katolikker forstår ikke kirken på helt samme måde. Ortodokse tænker i et antal lokale kirker, som hver især er samlet om sin leder (biskop), som hver især har fuld selvstændighed og hver især er bærer af sandhedens fylde. Disse lokale kirker har ved Guds nåde bevaret troens enhed og det sakramentale fællesskab.

Der er ikke nogen rangordning mellem ortodokse biskopper, dvs. ingen biskop har "større nåde" end andre biskopper. Men vi tilregner, af historiske grunde, patriarken i Konstantinopel en såkaldt "æresforrang". Den romersk-katolske kirke forstår sig selv som en universel kirke, hvor garanten for troen i sidste ende er paven i Rom. Det betyder, at man tilregner paven personlig ufejlbarlighed, når han taler på sit embedes vegne. I Den Ortodokse Kirke tilhører ufejlbarligheden ikke en enkelt person eller et enkelt embede, men hele kirken. I den ortodokse verden er der derfor ikke noget embede, der kan sammenlignes med paveembedet.

Der er således afgørende forskelle mellem ortodokse og katolikker i synet på den kirkelige autoritet. Går vi til protestanterne, har de generelt vanskeligt ved overhovedet at anerkende nogen egentlig kirkelig autoritet. I stedet henviser de overordnet til Bibelen som den endelige autoritet. Ortodokse og katolikker er grundlæggende enige om, at Bibelen er et resultat af kirkens tro og virksomhed. Protestanter mener det omvendte, nemlig at kirken er bygget på Bibelen.

Det sidste punkt, jeg vil nævne er opfattelsen af Jomfru Maria. Vi i Den Ortodokse Kirke ser på Maria som forbillede for alle kommende slægter, fordi hun som den første sagde 'ja' til Gud, da Han henvendte Sig til hende ved ærkeenglen Gabriel. Og det gjorde hun af sin frie vilje. Den Romersk-katolske Kirke sætter også Maria meget højt; men de taler om hende, som om hun ikke havde fuld frihed. Protestanterne nedtoner for deres del forholdet til Maria og synes ikke at finde det relevant i troens liv. Synet på Maria har konsekvenser for de respektive kirkers generelle opfattelse af såkaldte 'helgener' og altså af mulighederne for at vokse i hellighed og dermed nærme sig Gud.

Der er således sammenfattet tre elementer, hvor skillelinierne særligt bliver klare: Trosbekendelsen; forståelsen af den kirkelige autoritet; og endelig Maria og med hende alle de hellige. Jeg kunne imidlertid godt tænke mig at tilføje endnu et element, som efter min opfattelse er nok så afgørende, men vanskeligt at beskrive. Vi kunne kalde det for 'tonen' eller 'stemningen'.

Mange mennesker har personligt erfaret, hvor stor en forskel, der er i hele atmosfæren mellem kirker, der står hinanden vældig nær, hvis man alene ser på dogmatikken eller læresætningerne. Den Ortodokse Kirke og Den Romersk-katolske Kirke er fx formelt meget tæt på hinanden; men alligevel er der himmelvid forskel på, hvordan de fleste mennesker oplever gudstjenesten i de to kirker. Denne forskel er, efter min opfattelse, ikke udvendig eller uvæsentlig. Og det mærkelige er, at det til og med ikke lader til at være så let at "forklæde" sig.

I Chevetogne i Belgien ligger der et romersk-katolsk kloster, hvor munkene af én eller anden grund har klædt sig ud som russiske munke og holder alle deres gudstjenester efter ortodoks skik. Men denne forklædningskunst forandrer, efter min oplevelse, ikke den grundlæggende, romersk-katolske atmosfære på stedet.

Det er godt og nyttigt at studere de forskellige kirkesamfunds lærebygninger ved hjælp af den tilgængelige litteratur. Men vil man opnå en dybere forståelse af forskellene, må studierne kombineres med at møde op og personligt fornemme de forskellige former for kirkeligt liv, og hvordan de adskiller sig fra hinanden.

Med venlig hilsen

Poul Sebbelov

Spørgsmål 2:

Hej

Jeg vil bare gerne høre, hvad de basale forskelle på den russiske ortodoksisme og for eksempel luthersk kristendom er? Jeg har altid været meget interesseret i religion og vil gerne høre nærmere om russisk ortodoksisme!

Med venlig hilsen

Esben

Svar:

Kære Esben

Tak for dit spørgsmål. Det lader sig ikke gøre i en fart at gøre rede for forskellene mellem ortodoks og luthersk kristendom. Det er et yderst indviklet spørgsmål. Her kommer imidlertid nogle 'overskrifter':

1. Den Ortodokse Kirkes lære er apostlenes uforandrede lære. Den er formuleret i Kirken på syv møder, som man kalder de Økumeniske Konciler, mellem år 325 og 787. De lutherske kirker anerkender kun de fire første af disse møder. Til gengæld har de en række senere tilkomne lærepunkter, som ikke anerkendes af de ortodokse.

1a. Der er forskellige måder at opfatte Jesus Kristus på. Med nogen forsigtighed kan man sige, at hvor vi ortodokse lægger afgørende vægt på Kristi guddommelighed, lægger mange lutherske troende hovedvægten på Jesu menneskelighed.

2. Den Ortodokse Kirke er en såkaldt hierarkisk kirke. Det er den, fordi den lægger vægt på, at autoriteten i Kirken er knyttet til biskopperne, som er apostlenes direkte efterfølgere. Luthersk kirkelighed arbejder oftest med en mere 'flad' struktur. I praksis betyder det, at i Den Ortodokse Kirke har biskopperne åndeligt ansvar for de troende og for at troen bevares uforandret. I luthersk sammenhæng har biskoppen derimod nærmere udviklet sig til en embedsmand eller administrator.

3. Den Ortodokse Kirke har en højt udviklet liturgisk bevidsthed. 'Den rette lære' og 'den rette lovprisning' er to sider af samme sag. For os er selve gudstjenesten og de tilhørende hellige handlinger, fx skriftemål og nadver, og de troendes deltagelse deri af fuldkommen afgørende betydning. Man kan sige det så stærkt, at det kristne liv i høj grad simpelt hen udgøres af vores regelmæssige deltagelse i Kirkens bøn og faste. Den lutherske kristendom lægger mindre vægt på dét, de opfatter som 'ydre former', og vil ofte være tilbøjelige til at vægte det indre liv og den enkelte kristnes inderlige forhold til Kristus højere.

4. Ortodoks kristendom lægger stor vægt på muligheden for, at vi mennesker kan have åndelig vækst og derved komme Gud nærmere. Vi lægger også vægt på, at sådan en vækst kræver både vores samtykke og vores samarbejde. Derfor forholder vi os i Den Ortodokse Kirke til de hellige (eller helgener, som nogle siger). Det er først og fremmest Maria, Gudsmoder, som af sin frie vilje sagde 'ja' til Gud og dermed blev et eksempel for alle senere kristne. I luthersk sammenhæng har man ofte vanskeligt ved at omgås tanken om de hellige eller om, at nogle kristne skulle være længere i åndelig vækst end andre. Derfor har man stort set afskaffet påkaldelsen af de hellige i de lutherske kirker.

Jeg henviser i øvrigt til vor menigheds hjemmeside www.ortodoks.dk. Dér er der en række artikler, bl.a en kortfattet fremstilling af Kirkens læse under overskriften 'Den ortodokse tro'. jeg kan også anbefale biskop Kallistos Ware: "The Orthodox Church".

Med venlig hilsen

Poul Sebbelov