En amulet der beskytter sin bærer

Ulvekors. -

Ulvekorset fra vikingetiden er en kombination af Thors hammer og Kristi kors, skriver Jørgen Kjærgaard

Spørgsmål:

Jeg vil gerne vide, om ulvekorset - også kendt som det islandske kors - er antikristent, da det jo bæres omvendt men med dragehovedet opad.

Jeg anser mig selv som kristen, men blandingen med det gamle nordiske tiltaler mig også.

Med venlig hilsen
Mads

Svar:

Kære Mads

Det såkaldte ulvekors er et smykke fra 900-1000årene, fundet i Foss på det sydlige Island. Originalen er udstillet på det islandske nationalmuseum i Reykjavik. Det er blevet populært i de senere års sværmen for alt, hvad der har med vikingetiden at gøre vikingesmykker, vikingespil, vikingemarkeder, vikinge-turist-landsbyer, og vikingeskibssejladser.

Der er ingen tvivl om, at det pågældende smykke i sin tid blev båret som en amulet, der skulle beskytte bæreren. Tiderne var usikre de gamle nordiske guder stod for fald, og den hvide Krist syntes endnu nordboerne noget blodfattig. Så har en eller anden snu forretningsmand blandt sølvsmedene fundet på at kombinere Thors hammer og Kristi kors og sat trumf på med dyrehovedet øverst, der i amulettens form forener rovdyrets klogskab med gudernes styrke og livskraft.

Man kan vel ikke sige, at ulvekorset er antikristent heller ikke at det er hverken særlig kristent eller hedensk. Der går jo mange døbte rundt med en Thorshammer i en halskæde, der aldrig kunne drømme om at melde sig ud af folkekirken eller opfatte sig selv som hedninge eller asatroende. Hvis du vil gå med det, må du jo selv om det.

Jørgen Kjærgaard, sognepræst