Er "sgu" et bandeord?

Må man sige sgu? Foto: stock.xchng

Ifølge Luther må man ikke sværge i Guds navn, og derfor vil nogle nok mene at "sgu" er et bandeord, skriver teolog Nana Hauge

Spørgsmål:

Hej Nana

Vi er uenige om, hvorvidt sgu er et bandeord eller ej. Jeg er ikke interesseret i den menige mands mening, men udelukkende fakta.
Min præst forklarede at sgu er en sammen trækning af skulle Gud hjælpe mig.

Hilsen Anita

Svar:

Kære Anita

Jeg tror din præst har ret i, at sgu er en sammentrækning af skulle Gud hjælpe mig. Ifølge De ti Bud (andet bud) må man ikke sværge falsk ved Guds navn (Du må ikke misbruge Herren din Guds navn). I Luthers lille katekismus udlægger Luther det andet bud således, at det vil sige, at man ikke må forbande, sværge, øve troldom, lyve osv i Guds navn.

Nogle (menigmand?) ville derfor nok mene, at sgu er et bandeord. Om det ligefrem er et faktum, lader sig nok ikke så let besvare. Hvem skulle kunne afgøre det?

Venlig hilsen Nana Hauge