Fædrenes synder hjemsøger børnene

For en kristen er dåben overgangen fra et liv, der var underlagt syndens og dødens lov til et liv i Åndens nye lov, skriver Morten Munch. (Foto: Michael Rønne Rasmussen)

ÅNDELIG ARV: At forbandelse og velsignelse flyder gennem slægterne er en åndelig dimension, som bekræftes erfaringsmæssigt i mange kulturer og sammenhænge, skriver Morten Munch

Spørgsmål:

Hej!

Jeg er ved at skrive en opgave om "fædrenes synder hjemsøger børnene". Jeg har kigget i Bibelen og stødte ind i: De ti bud; 2 Mosebog 20,5-6; Jeremias 32,18; 4 Mosebog 14,18-19. Kunne man få hjælp til at få en dybere forklaring på, hvorfor fædrenes synder hjemsøger børnene, og hvordan man kan komme af med den nedarvede
synd?

De kærligste og varmeste hilsner

Puk

Svar:

Kære Puk

Det er et vanskeligt spørgsmål, du stiller ud fra de nævnte gammeltestamentlige referencer. Det ser ud til, at mennesket i en bibelsk forståelse ikke kun er underlagt arv og gæld på det legemligt-fysiske plan (genetisk, økonomisk m.v.), men også på et åndeligt plan. Forbandelse og velsignelse flyder gennem slægterne, en åndelig dimension som bekræftes erfaringsmæssigt i mange kulturer og sammenhænge.

Forbandelsen siges at vare i fire slægtsled, velsignelsen i tusind. Det skal ikke nødvendigvis forstås bogstaveligt, men som et udtryk for hvor meget mere Gud ønsker at velsigne end at forbande. Hvor forbandelsen er underlagt en begrænsning, er velsignelsen ubegrænset.

Forbandelsen ser ud til at skulle være en megafon, et pædagogisk virkemiddel, der får mennesket til at vågne op og søge hen, hvor velsignelsen er – så det bevares i den livsvirkelighed Gud har skabt mennesket til at befinde sig i. Konteksten for disse ord om åndelig arv og gæld er især buddet om at mennesker ikke må have andre guder – kun Gud er kilden til sand velsignelse. At søge hen til andre kræfter i universet er ikke ufarligt.

Det oldkirkelige katekumenat, menneskers overgang fra hedensk tro til kristen bekendelse, indeholdt en længere renselsesproces, hvor 'eksorcismer' indgik, ikke nødvendigvis på et dramatisk plan, men som en frigørelse for forskellige åndelige bindinger som dåbskandidaten bar med sig fra sin gamle kontekst.

For en kristen er dåben frihedsbrevet, overgangen fra et liv der var underlagt 'syndens og dødens lov(mæssighed)' til et liv i 'Åndens nye lov/princip', Rom.8,1-3. Samtidig er det manges erfaring, at dåben ikke pr. automatik bryder alle bindinger, men at der undertiden skal særlig forbøn til, jf. oldkirkens katekumenat.

Den kollektive betingethed af sider af menneskets livsvilkår som Det Gamle Testamente taler om, står dog ikke alene. Allerede i Gammel Testamente peges på det enkelte individs personlige ansvar: "I de dage skal man ikke mere sige: Fædrene spiste sure druer, og sønnerne får stumpe tænder. Nej, enhver skal dø for sin egen synd; ethvert menneske der spiser sure druer, får selv stumpe tænder" (Jer.31,29-30 – i øvrigt et citat som kun ligger ét kapitel fra et af de citater du anførte som baggrund for dit spørgsmål).

De følgende vers (v.31-33) henviser til, at der skal komme dage, hvor Gud introducerer en ny pagt, hvor Guds Ånd bliver den enkelte til del og virker en ny frihed i hjertet til at følge Guds vilje. Helligånden er ifølge Ny Testamente den kraft, der gennem Jesu og disciplenes virke giver frihed til fanger (Luk.4,18), hvilket også indebærer en frihed fra forbandelse, idet Kristus bar forbandelsen i sin egen krop på korset (Gal.3,13) og i stedet giver mennesker del i den himmelske verdens åndelige velsignelse (Ef.1,3).

Venlig hilsen

Morten Munch