Guds stille stemme i hjertet

Folkekirken er måske ikke altid i kontakt med sine spirituelle rødder, skriver Ole Skjerbæk Madsen.

SPIRITUALITET: Folkekirken er ikke altid i kontakt med sine spirituelle rdder, skriver Ole Skjerbk Madsen

I forbindelse med Kristeligt Dagblads aktuelle tema-serie om kristen spiritualitet bringer vi et svar, der tidligere er publiceret her p religionspanelet. Flg med i artiklerne i Kristeligt Dagblad og del dine egne synspunkter og erfaringer med andre brugere p debat.religion.dk

Sprgsml:

Kre Ole Skjerbk Madsen,

Kirkens opgave er at forkynde evangeliet etc. Det betyder, at det ikke er nok, at de ansvarlige for kirken og menigZ
e er saglige i deres egn tro.

De ansvarlige ldste og prster, eller menighedsrdsmedlemmer og prster, er sledes forpligtet p at personliggre deres egen tro over for menigheden.

Det er dog en kendsgerning, at det er de frreste af de ansvarlige, som vidner med en personlig tro. Med personlig tro mener jeg, at man vidner om sin tro p en personlig Gud: Fader, Sn og Hellignd gennem ord og gerning.

Og flere af dem, som vidner gennem ord og gerning, afslrer alligevel fr eller siden, at deres tro ikke er p den levende Gud, men alene er p myterne om det gode. Der er alts ikke tale om en tro, men om en ideologi.

Resultatet er en kirke, hvor medlemmerne intet ved om troen; en kirke, hvor drivkraften alene bliver omsorg, kunst, musik og historie; og en kirke, som lader sine medlemmer forfre af nyreligisitetens fastfood-ideologier, fordi kirken har travlt med at forkynde, at den ikke er s hellig endda.

Sprgsmlet er da, hvad nyreligisitet er. Hvis kirkens hellighed er udtmt til fordel for en upersonlig Gud, omsorg og historie i sin strben p at ligne verden, s kan den da ikke vre en kirke. Og hvis (folke-) kirken ikke er en kirke (lngere), s m den vre nyreligis.

Mit sprgsml er: om problemet med den megen nyreligisitet ikke er, at kirken selv er nyreligis?

Det kunne ogs forklare det paradoks, at de fleste nyreligise de facto er medlem af (folke-) kirken. Men i s fald du ikke mener, at (folke-) kirken er nyreligis, hvad mener du s, at den er?

(Jeg fokuserer dette sprgsml p fnomenet og ser sledes bort fra folkekirkens bekendelse.)

Hilsen

Robert A. Nimlaor Kronberg

Svar:

Kre Robert A. Nimlaor Kronberg!

Det er et omfattende og noget tricky sprgsml, du rejser - nsten en udfordring til at gre sig til dommer over menighedsrdsmedlemmers og prsters hjerter og tro.

Jeg tr ikke generalisere; det turde jeg engang, men er blevet forsigtig med rene, fordi mine bedmmelser ofte har vist sig uholdbare, nr jeg mdte den enkelte.

Jeg tror ikke, vi har en nyreligis folkekirke, men nogle gange opleves den ikke srlig religis, og en del sgende mennesker oplever at de gr forgves til kirken, nr de sger ndelig vejledning, livsvejledning, helbredelse, personlig udvikling og helhed. De savner indfring i bn og meditation og ndelige discipliner.

Mange sgende mennesker p min vej oplever kirkens forkyndelse monologisk og uautentisk, fordi de ikke kan hre forkynderens personlige erfaring fra livet med Gud, og fordi den ligevrdige samtale om ndelige erfaringer har s lidt rum.

Jeg tror alts ikke, vi har en nyreligis folkekirke, men mske har vi en kirke, som ikke har sundet sig oven p sekulariseringen og mske derfor ikke altid er i kontakt med sine spirituelle rdder.

Jeg tror, at der er behov for en kirke, hvis menigheder er fllesskaber af Jesu disciple. Et ligevrdigt fllesskab, hvor vi hver isr stadig er i en oplringsproces, hvor Jesus er Mesteren som underviser os ved Hellignden.

Jeg tror, at vi alle m leve udfra den vished, at vi er mere end vi endnu er blevet, at vi har meget at lre om os selv, og at vi kun finder os selv i mdet med den Gud, som er langt strre end alle vore definitioner.

Jeg tror, at forholdet til Gud er personligt, fordi vi har mdt og mder Gud i Jesus, og at vi har ingen anden vej ind i fllesskabet med den treenige Gud end Guds benbaring af sig selv ved skabelsens Ord og livets nd, Ordet som blev kd og Den hellige nd som blev udgydt pinsedag.

Gud mdes personligt, fordi Gud benbarer sig personligt - frst i skabelsens "Du!" til os og i det livgivende ndedrt indndet i den skabning, som Ordet kaldte til eksistens -og siden i frelseshistoriens kulmination i Jesu liv, dd og opstandelse.

Gud mder os derfor ogs i medmennesket og i medskabningen, for alle ting er skabt og ordnet i overensstemmelse med skabelsen Ord og lever og rres og er i Guds ndedrag, men dette mde med Gud er uklart og tilslret, fordrejet p.g.a. af menneskers synd: at vi vil os selv p medmenneskets og skabningens bekostning.

Et nyt klarsyn og friheden fra syndens fejlorientering af livet, finder vi i mdet med Jesus Kristus og ved ndens gave: Vi genopdager, at vi er Guds brn, vi genfinder hvor frihed og bliver helt os selv i mdet med den Gud, som har udtalt sig selv i Menneskesnnen, Maria sn, og som har givet os Hellignden, s at vi kan rbe "abba", Far.

Det er en del af mit vidnesbyrd om Gud -Fader, Sn og Hellignd. Med i mit vidnesbyrd hrer, at uden bnnen og bibelordet, uden nadverens fllesskab med Ordet som blev kd og discipelfllesskabet samlet om Ham som hans legeme, bliver mit liv goldt og tomt.

Jeg har ogs lst dit sprgsml til Sren Hauge om autoritative helligskrifter. Jeg oplever Bibelen som en uvurderlig gave for Jesu disciple. Den lader mig kende Guds nrvr og Guds stemme i mdet med mennesker ned gennem historien, netop der hvor de var i deres liv, som folk eller som enkeltpersoner.

Uden denne stemme er det svrt at genkende Guds stille stemme i hjertet og at genkende Gud i medmennesket eller medskabningen.

Derfor er det godt at have Skriften som norm i Gudsforholdet og som prvesten for ndelige oplevelser og erfaringer.

Nr Ordet i bogen og Ordet i hjertet ved Helligndens formidling mder Ordet som blev kd, finder hjertet hvile i visheden om Guds nrvrende og opmrksomme krlighed, eller vi kaldes uimodsteligt ind i en forvandlingsproces frem mod strre hellighed, gudsbilledets vkst i os, s at vi kommer til at ligne Gud.

Mange hilsener

Ole Skjerbk Madsen