Helligånden gør mirakler

Pinsebevægelsen startede som en åndelig vækkelse for 100 år siden. Tungetale, helbredelse ved bøn, håndspålæggelse og, som her i Århus Stadionhal, lovprisning hører til bevægelsens kendetegn.

Der findes mange opfattelser af Helligånden i folkekirken nogle ligger meget tæt på de pinsekristnes forståelse, andre ligger meget langt fra, skriver Tonny Jacobsen, frikirkepræst i Pinsekirken

Spørgsmål:

Kan I fortælle mig, hvilket syn Folkekirken og Pinsekirken har på Helligånden, sådan rent læremæssigt. Hvad er Helligåndens officielle mening begge steder? Hvad er det der gør, at Helligånden i Pinsekirken er anderledes end Folkekirken?

Svar:

Både Folkekirken og Pinsekirkerne, ligesom landets øvrige kirker, forstår Helligånden som en person i den treenige Gud. Den kristne kirke har altid troet, at Gud møder os i tre personer: Fader, Søn og Helligånd.
Bibelen fortæller, at Helligånden fører mennesker ind i en erfaring af den overnaturlige verden. Helligånden er det usynlige Gudsnærvær hos den troende. Helligånden drager samtidigt de, der ikke tror, hen imod Jesus.

Der er givetvis mange opfattelser af Helligånden i Folkekirken. Nogle ligger meget tæt på den forståelse, vi har i Pinsekirkerne. Det gælder fx den del af Folkekirken, som er organiseret i den såkaldte Oase-bevægelse. Andre ligger meget langt væk fra Pinsekirkernes syn, fx den del af Folkekirken, der afviser, at Gud gør mirakler i dag.

I Pinsekirkerne mener vi, at Helligånden kommer ind i et menneskes liv, når man tager imod de gode nyheder om Jesus og modtager sine synders forladelse. Det kaldes ofte med et udtryk fra Jesus - at blive født på ny. Det er ikke en passiv handling, men en aktiv modtagelse. Vi mener, at modtagelsen af Helligånden ikke blot er en objektiv sandhed, men også en subjektiv erfaring. Man mærker og erfarer, at Helligånden bor i ens indre.

De pinsekristne taler desuden om yderligere en milepæl i erfaringen af Helligånden, nemlig dåben i Helligånden. Jesus forberedte gentagne gange sine disciple på denne erfaring, som de modtog på pinsedag. Her blev de fyldt af Helligånden og begyndte at tale med forskellige sprog, de aldrig havde lært den såkaldte tungetale. De begyndte desuden at helbrede de syge og opleve andre overnaturlige ting, som de opfattede som en direkte fortsættelse af Jesu måde at bringe Guds rige på.

Vi pinsekristne tror, at Gud ønsker at give efterfølgeren af Jesus den samme erfaring af at blive døbt med Helligånden, som de første kristne tydeligvis havde. Med det resultat, at vi fortsætter med at bringe Guds overnaturlige kraft til de mange mennesker, som behøver et indgreb fra Gud i deres liv.

Man kan sige, at i den nye fødsel modtages Helligånden og i dåben i Helligånden modtages kraft til at fortsætte Jesu tjeneste på jorden.
Jeg kender mange i Folkekirken, som vil erklære sig enige i ovenstående forklaring på den kristnes relation til Helligånden. Den er dog i modstrid med Folkekirken officielle lære, som siger, at spædbarnet bliver genfødt ved vand og Helligånden ved spædbarnsdåben.

Da dette sker inden den døbte bliver bevidst om noget som helst, kommer eftertrykket ofte til at ligge på, at mennesker allerede har modtaget Helligånden gennem denne handling, frem for en opfordring til bevidst at tage imod den nye fødsel som en gave fra Gud. Det kan nemt føre til et noget teoretisk forhold til erfaringen af Helligånden for den enkelte troende.

Omvendt kan vi pinsekristnes vægtlægning på den personlige erfaring føre til, at man alene baserer troen på Helligåndens iboende nærvær på sin erfaring. Og det grundlag holder ikke altid, når man kommer i anfægtelse og kriser. Derfor må den rette modtagelse af Helligånden være en personlig erfaring grundet på sandheden i Guds ords løfter om Helligånden fylde.

Tonny Jacobsen, Frikirkepræst i Pinsekirken, Vejle

Andre læser lige nu